Throndhjems Stifts geistlige Historie fra Reformationen til 1814/4

Ludvig Daae

Throndhjems Stifts geistlige Historie fra Reformationen til 1814

Jacob Andersens Enkes Forlag, 1863 (s. 54-71).

Mag. Isak Grønbech. 1596–1617.

1. Vi have ikke søgt at give nogen Dom tilbedste om M. Hans Mogenssøns Personlighed og om hans Virksomhed som Biskop, ihvorvel vi have viist, at der i hans Embedstid gjordes flere ikke uvigtige Foranstaltninger med Hensyn til Stiftets geistlige Anliggender; det lader sig nemlig ikke afgjøre, hvilken Andeel i disse Mag Hans selv har havt, og man skulde snarest slutte, at denne har været temmelig ringe^[1], og at Lensmandens, Kristian Friis’s, har været betydeligere. Flere Udtalelser synes at vidne om, at hans Eftermand maaskee har virket kraftigere. Denne Eftermand blev Mag. Isak Grønbech, ligesom hans trende Forgjængere en dansk Mand, født 1564 i Kjøge, hvor Faderen var Sogneprest. Allerede 1581, altsaa 17 Aar gammel, finde vi ham som Hører ved Frederiksborgs Latinskole^[2], og da det heder, at han allerede „paa nogen Tid“ havde indehavt denne Bestilling og „nogle Aar“ studeret i Kjøbenhavn, maa han, hvis det ovenangivne Fødselsaar er rigtigt, være bleven Student i en usædvanlig tidlig Alder, især efter de Tiders Forhold, da „Skolegangen ofte uddroges til en heel Menneskealder.“ Han anbefaledes i 1581 til at faa et af de fire kongelige Reisestipendier for at studere udenlands^[3], begav sig til Franekers Universitet, hvor han udgav et lidet filologisk Arbeide, og studerede siden i Wittenberg, hvor han ligeledes lod flere Smaaskrifter trykke, og hvor han ogsaa skal have taget Magistergraden. Rimeligviis har han ogsaa studeret i Leiden, dengang Hovedsædet for Dyrkelsen af den filologiske Videnskab, der, hvis man tør dømme efter Mag. Isaks Smaabøgers Titler, maa have udgjort hans Hovedstudium. Hiint Ophold ved hollandske Universiteter staar maaskee i nogen Forbindelse med hvad vi vide om hans dogmatiske Anskuelser. Han var nemlig 1513 bleven Sogneprest til Nikolai Kirke i Kjøbenhavn, og som saadan var det, at han blev anklaget for at hylde Calvins Lære om den guddommelige Udvælgelse. I en Pintseprædiken 1594 ytrede han nemlig, at hvem Gud engang havde givet den Helligaand, ham unddrog han den aldrig siden, og at hvo, som dør ubodfærdig, dermed beviser, at han aldrig har havt Aanden Blandt hans Tilhørere havde ogsaa været Danmarks Rigskantsler, Arild Huitfeldt, som paa Rigsraadets Vegne affattede en Klage over ham, hvori han forlangte, at Mag. Isak, hvis han vilde beholde sit Embede, skulde gjenkalde sin vrange og vildfarende Lærdom. Dette maatte han da gjøre, hvorefter Sagen faldt hen^[4].

To Aar efter blev han kaldet til Biskop i Throndhjem ved Kongebrev af 15de Septbr. 1596, altsaa over ni Maaneder efter Formandens Død Da den af Kapitel og Lensmand foreslaaede Mag. Mogens Hanssøn synes at være død saa ganske kort efter sin Fader, ligger det temmelig nær at gjette, at dette kan have været Grunden til, at Embedet saa sent blev besat, og at Mag. Mogens, hvis han havde levet, maaskee havde erholdt det.

2. De tvende merkeligste Sager i den almindelige norske Kirkehistorie fra den Tid, Mag. Isak forestod Throndhjems Stift, er Udgivelsen af den norske Kirkeordinants samt Opdagelsen af de Forsøg, som hemmelige Papister mellem Norges Presteskab gjorde paa atter at bane Katholicismen Indgang i Riget.

Kristian den fjerde, som ønskede at faa bragt Norges Love i en tidsmæssig Form, havde 1602 befalet, at den gamle Landslov skulde oversættes og i det hele apteres til Tidens Leilighed, hvilket som bekjendt havde til Følge, at den norske Lov, som bærer denne Konges Navn, udkom 1604. For nu samtidig ogsaa at see den kirkelige Lovgivning i Norge, hvor den danske Kirkeordinants i et Par Menneskealdre havde været provisorisk gjældende, endeligen ordnet, tilskrev han under 2den Januar 1604 de fire norske Bisper fra Kolding at de hver for sig skulde gjøre Udkast til en norsk Ordinants og derpaa i April s. A. træde sammen i Bergen for indbyrdes „at kommunicere om det, Enhver forfaret har, og da endelig gjøre et ret opus deraf.“ Som Følge deraf samledes de paa det bestemte Sted Bisperne M. Isak fra Throndhjem. M. Anders Bentssøn Dal fra Oslo, M. Anders Foss fra Bergen og M. Jørgen Erikssøn fra Stavanger, hvilken sidste døde under dette Ophold. „Med største Lyst og glad Nidkjærhed for Guds Ære“ arbeidede de norske Bisper da sammen i Bergen, hvor Kongen selv ogsaa indfandt sig i Anledning af den merkelige Herredag, som i dette Aar holdtes i hiin Stad. Saavidt vides er dette det første efter offentlig Foranstaltning afholdte Bispemøde i Norge efter Reformationen, ihvorvel, som vi i vort første Kapitel have fortalt, allerede Kristian den tredie havde tænkt paa at faa et saadant Møde istand i Lighed med de Sammenkomster af de danske Biskoper, som især under den sidstnævnte Konge hyppig omtales, og hvis Raadslagninger ofte havde ledet til Bestemmelser, som gjordes gjældende for begge Riger.

De i Anledning af Ordinantsens Affattelse samlede Biskoper grebe ogsaa Anledningen til at gjøre Kongen Forestillinger angaaende den anden ovenfor paapegede Sag, de jesuitiske Stemplinger. De forebragte nemlig, at Jesuiter stundom kom til Landet, forklædte som Kjøbmænd for at lokke Ungdommen ned til sine Skoler i Udlandet, og at det var blevet temmelig almindeligt, at flere Borgere i de norske Kjøbstæder sendte sine Sønner til jesuitiske Seminarier. En væsentlig Grund hertil mente man at finde i de norske Latinskolers mislige Forfatning, og tvende af Biskoperne, Oslos og Stavangers, klagede tillige over, at de unge Nordmænd, som sendtes til Kjøbenhavns Universitet, ved sin Hjemkomst befandtes baade uvidende og fordærvede. Som en Følge heraf lod Kongen ved sin Tilbagekomst til Danmark – han forlod Bergen paa St. Olafs Dag – de tvende bekjendte Forordninger udgaa, af hvilke den første paa det strengeste forbød Danske og Norske at studere ved jesuitiske Skoler og den anden paabød Forbedringer i det lærde Skolevæsen^[5].

Endnu tvende Gange samledes i Mag. Isaks Tid de fire norske Biskoper i Kirkens Sager. I 1607 vare de saaledes alle tilstede i Stavanger, hvorhen ogsaa nogle Kanniker af af hvert Kapitel samt endeel af Presteskabet vare indkaldte. Der blev den nye norske Kirkeordinants offentliggjort og oplæst i Byens Domkirke^[6]. At Norge saaledes fik sin egen Kirkelov, bevirkede imidlertid ikke nogen synderlig Forandring i Rigets kirkelige Forhold, thi den nye norske Ordinants stemmede næsten ganske overeens med den oftere nævnte danske af 1539. De for den norske Ordinants særegne Bestemmelser ere nemlig ganske faa, f. Ex. at ingen Sogneprest skulde tage sin Søn eller Svigersøn til Kapellan – et vistnok saare hyppig overtraadt Lovbud –, at Sognepresterne ei maatte give sine Kapellaner Afsked i dyre Aar, at ikke, som i Danmark, Biskoperne, men derimod Provsterne med sex Mænd af Menigheden skulde indsætte Klokkere osv.^[7]

Atter mødte Biskoperne 1613. Dengang var Skien, hvor der holdtes en Herredag, Samlingsstedet. Det var ved den Leilighed, at sex Prester af Oslo Stift, hvem dettes Biskop M. Nils Klaussøn havde overbeviist om hemmelig Papisme, bleve afsatte og landsforviiste^[8]. Dog ved disse interessante Forhandlinger kunne vi her ikke dvæle; vi maa indskrænke os til at bemerke, at Throndhjems Stift var den Deel af Norge,i hvilken de allerfærreste eller rettere saagodtsom slet ingen Spor lade sig paavise af hiin merkelige Reaktion i papistisk Retning som i Slutningen af det sextende og Begyndelsen af det syttende Aarhundrede viste sig i alle protestantiske Lande og heller ikke lod Norge ganske uberørt. De faa herhenhørende Notitser, som jeg har stødt paa for dette Stifts Vedkommende, hidrøre egentlig fra en lidt senere Tid, men ville dog maaskee her have sin bekvemmeste Plads. Det heder saaledes i den Beretning om de kirkelige Forhold i Danmark og Norge, som Dominikaneren Nicolaus Jansenius afgav i 1623, at han havde erfaret, at der ved den Tid fandtes nogle hemmelige Katholiker i Throndhjems By, samt at Bønderne i Stiftet endnu helligholdt de katholske Festdage, som de angave paa sine Primstave, og at der valfartedes til hellige Kilder osv.^[9] Og i 1634 traf et fransk Gesandtskab i Kjøbenhavn paa en Student fra Nordlandene eller Finmarken, som efter et langt Ophold i det katholske Sydeuropa nu var vendt tilbage for at søge Prestekald, men alligevel ytrede Tilbøielighed til at gaa over til Papismen^[10]. Derhos kan det Sagn merkes, som Papismens Venner omspredte om St. Olafs Legeme, „at den, som (under Syvaarskrigen) vanærede det og satte det under Jorden, han fik sin Løn, der han for sit Forræderi blev for Stockholm lagt paa Steile“^[11].

3. Vi have omtalt den Klage over Skoternes slette Tilstand, som Biskoperne i 1604 forebragte for Kongen, og vi skulle nu meddele de tildeels karakteristiske, om end lidet glædelige Efterretninger, vi have om Throndhjems Latinskole i disse Tider^[12]. I 1603 havde Skolen saaledes en Rektor Peder Anderssøn, men han forestod den kun i et halvt Aar og sex Uger, da Disciplene vare saa misfornøiede med ham, at han maatte opgive Embedet. I hans Sted kom en Mogens Pederssøn, som 8de December 1604 stevnedes for Kapitlet for utilladeligt Forhold til Lector theologiae M. Peder Iverssøn Borchs Hustru Magdalena^[13]. Eftermanden, Elias Olafssøn, maatte før sin Tiltrædelse love, ikke at drikke eller doble med sine Hørere. Han var Rektor endnu 1610. Aaret efter fik Skolen en ny Rektor i Nils Svendssøn Vandrup, der døde 1614 og esterfulgtes af Helgelendingen Mikael Mogenssøn (1614–1618), senere Sogneprest til Nærøen, der havde gaaet i Skole i Sorø og senere studeret i Wittenberg. Han gjaldt i sin Tid for lærd Filolog og er Forfatter af en Klagesang over en Ulykke, som 1625 indtraf i Foldenfjord i Namdalen, hvor hele 210 Personer druknede^[14].

Til disse hidtil ubekjendte Efterretninger om Stiftsstadens Latinskole kunne føies nogle andre Oplysninger til den samme Stiftelses Historie.

Det havde i lange Tider ved denne Skole, som ved alle norske Domskoler^[15], været Skik, at de fattigere Disciple to Gange aarlig gjennemstreifede de omliggende Landdistrikter for at søge Almisse. Dette Uvæsen blev i M. Isaks Tid afskaffet, idet Kongen angaaende Throndhjems Skole udgav en særlig Forordning (af 3die April 1601), som paabød, at herefter Sognepresterne skulde indsamle Almisser til Skolen hos Bønderne og indsende, hvad der kom ind, til Kapitlet. Senere (1623) blev der fastsat en formelig Afgift til Skolen, den saakaldte Degne- (ɔ: Discipel-) Told, fire Skilling af hver fuld og to Skilling af hver halv Gaard i Stiftet^[16].

Paa denne Tid var det, at der ved enkelte af de større Skoler oprettedes et nyt Embede, Konrektoratet. Kjøbenhavns Skole fik sin første Konrektor 1616. Embedet indførtes ogsaa efterhaanden ved de norske Domskoler undtagen ved Stavangers. I Throndhjem skal Mag. Isak have lønnet den første Konrektor af egne Midler og siden skaffet Skolen af Kongen Lønning til de følgende Konrektorer. Det nye Embedes Funktioner bestode som bekjendt i at undervise Mesterlektien (føre Tilsyn med Skolen?) den halve Uge efter Overeenskomst med Rektor, saaledes at hver overtog enten de tre første eller de tre sidste Dage^[17].

4. Her kan ogsaa passende omtales, at der i 1613 indløb til Throndhjems Kapitel en Skrivelse fra Universitetet i Wittenberg, dateret 8de Marts s. A.^[18] Professorerne ved Datidens berømteste protestantiske Universitet gjøre heri opmerksom paa, hvor store Udgifter denne vigtige Stiftelse forvolder den kurfyrstelige Regjering, idet flere hundrede Studenter bespises deels ganske frit, deels for en yderst billig Penge, og derhos store Lettelser i Skatter tilstaaes de Borgere, som tage Studenter i Logis Ligeledes fremhæves, at der ere tvende Hospitaler, hvori fyge Studenter faa fri Forpleining, men som dog ved Pesten i 1612 viiste sig utilstrækkelige. Professorerne ønske derfor at saa endnu et Hospital med tilhørende Kirkegaard tilveiebragt, hvortil da Kapitlet anmodes om at yde et Pengebidrag.

Af Skrivelsen synes at fremgaa, at lignende Breve ere tilstillede de øvrige danske og norske Domkapitler, og den almindelige Bemærkning, at mange Danske og Nordmænd have studeret og fremdeles studere i Wittenberg, giver ingen særlig Oplysning om Thrøndernes Studier der. Vi maa derfor lade os nøie med de sparsomme Notitsen som andensteds fra kunne hentes om vore Landsmænds Ophold ved fremmede Universiteter. Foruden at Biskop Isak selv havde, som ovenfor berørt, studeret ved flere hollandske og tydske Høiskoler, finde vi, at den nævnte Rektor, Mag Mikael, har studeret i Wittenberg, Laurits Holgerssøn, som 1606 blev Sogneprest til Akerøen og 1620 Kapellan ved Throndhjems Domkirke, havde besøgt Rostoks, Wittenbergs, Basels og Marburgs Akademier i Aarene 1601–1604^[19]. Jens Klaussøn, siden Sogneprest til Størdalen og Stamfader for Ætten Parelius, opholdt sig omkring 1616 i flere Aar i Leiden. Jonas Pederssøn, en Prestesøn fra Alstadhaug, siden Sogneprest til Bergens Korskirke, besøgte ved samme Tid Wittenberg og Rostok. Ved det sidstnævnte Universitet sees mellem Aarene 1549 og 1600 20 at have opholdt sig, som udtrykkelig kaldes Thrøndere eller Nordlendinger, men mange af dem, der kun betegnes med Nordmænd, have visselig ogsaa været fra Throndhjems Stift. Mellem 1600 og 1690 anføres 10 udtrykkelig som „Nidrosienses.“ foruden at ogsaa adskillige andre sees at have hidrørt fra Stiftet^[20]. Om Olaf Nilssøn, 1599 Sogneprest til Beitstaden, senere til Skogn, berettede Almuesagnet, „at han for sin Lærdoms Skyld skulde havt Tilbud om at blive Professor i Wittenberg^[21].“ Endelig kan merkes, at den Skik at sende Gutter i danske istedenfor i Norges egne Latinskoler, som siden blev saa almindelig, allerede paa den Tid var indtraadt.

5. Mag. Isak var, som vi have fortalt, en lærd Mand Han var derhos ogsaa Psalmedigter; ved 1604 udarbeidede han en rimet Parafrase af Davids Psalmer^[22], hvilken dog kun er bevaret i Haandskrift. Ogsaa nogle andre Spirer til en begyndende Psalmedigtning kunne ved den Tid merkes i Stiftet. Saaledes forfattede en Presteenke i Overhalden, Susanna, i 1610 tvende „Bedepsalmer“, den ene „om dette Liv og et saligt Endeligt“, den anden „om Kloster og Uvenner“, hvilke dog ei bleve trykte^[23]. Noget senere falder Sognepresten til Aure, Hr. Peder Lauritssøn Krabbes lignende Digtninger^[24]; ligesom ogsaa Biskopen i Viborg, Nils Lauritssøn Arctander († 1616), som født Thrønder her kan nævnes som Psalmedigter. Af uvis Levetid er „Tiendemanden i Indhered,“ Peder Ofvid^[25], Forfatter af det større aandelige Digt „Lammets Sang“ og til Psamesamlingen „Aandens Glæde“. Den danske Adelsmand Steen Jenssøn Bille til Billesholm i Skaane, som fra 1601–1613 var Thrøndelagens Lensmand, og fra hvis Haand man ogsaa har aandelige Sange, har dog vistnok først digtet disse i det Fængsel, hvori Kristian den fjerde satte ham paa Dragsholms Slot^[26]. Steen Ville var ellers „en lærd Herre“, som ogsaa havde reist i Tydskland og Italien samt besøgt den hellige Grav. „Han fremviiste ofte paa Kongsgaarden i Throndhjem de Klæder, som han paa sin Pilegrimsreise havde brugt^[27].“

5. Ved Siden af disse Smaatræk, som maaskee kunde være et lidet Vidnesbyrd om en Smule aandeligt Liv i Stiftet, er det ikke vanskeligt at opdrive et ulige større Antal Notitser, som tale i modsat Retning. Saaledes klagedes i 1595 fra Herø Prestegjeld paa Søndmøre, dengang endnu endeel af Throndhjems Stift, over Presteskabets skammelige Egennytte. Da nemlig en gammel Kone der i Stiftet paa det yderste vilde have Presten til sig, forholdt han hende Sakramentet, indtil der var lovet ham to Spand og Kirken ligesaa meget af Konens Søns Odelsgaard En Naboprest, Hr. Arne, havde gjort en lignende Fordring til en anden Bonde af Herø, for at han, uagtet Bonden ei var af hans Meninghed, skulde give ham Nadverden. Han havde nemlig forlangt en Gaard i Pant for sit Tilgodehavende, men da Vedkommende vilde indløse Gaarden, ikke villet afstaa den^[28]. Som et løierligt Beviis paa, hvor udstrakte Handelsforretninger et Par Prester dreve med Hollænderne, fortæller Schöning^[29], at paa de hollandske Karter over Norge paa den Tid endog tvende geistlige Mænds Navne „Hr. Mikkel op Hemne“ og „Hr. Kristen op Aure“, vare anbragte som Lokal-Betegnelser.

7. I Kannikernes Vilkaar og Domkapitlets Forhold foregik i Mag. Isaks Tid vigtige Forandringer.

Vi have ovenfor (Pag. 39) seet, at det til Kannikernes nu for længere Tid siden ophørte fælles Huusholdning henlagte Gods i 1566 havde været overdraget til Lensmanden Herlof Skave. Senere var imidlertid – uvist i hvilket Aar – dette betydelige Gods kommet tilbage til Kapitlet, hvilket allerede kan sees af den ovenomhandlede Reformats af 1589. Nu blev det i 1597 ved et kongeligt Reskript fastsat, at dette Gods alene skulde komme de residerende Kanniker tilgode, ligesom vi ogsaa erfare, at ved det nævnte Aar den forrige Skik, at Kannikerne residerede skifteviis, var bortfalden, saaledes at herefter ved residerende Kanniker forstaaes faste geistlige Funktionærer i Throndhjems By. Foruden disse ville vi nu og endnu over et halvt Aarhundrede ned i Tiden ogsaa finde adskillige baade Prester og andre i Besiddelse af Præbender, tilhørende Throndhjems Domkirke, men det er da at merke, at disse ikke længere havde Sæde og Skemme i Kapitlet og saaledes ikke ere at regne blandt de egentlige Kanniker^[30].

Aaret efter det anførte Kristian den 4des Kongebrev finde vi, at de residerende Kanniker have, (saavidt vides for sidste Gang) fastsat almindelige Statuter om Kapitlets Forhold. Vi erfare af disse^[31], at de syv residerende Kanniker skulde være: 1. Decanus (ɔ: efter Reformationen altid Superintendenten). 2. Archidiaconus^[32]. 3. Cantor (fra denne Tid af altid tillige Lector theol.) 4. Praepositus (Sognepresten til Domkirken^[33]. 5. Succentor. 6. Notarius & Bibliothecarius. 7. Choralus^[34]. De fire førstnævnte Kanniker skulde som „Prælater“ besætte de tre øvrige Pladse. Forsaavidt nogen udenfor de syv ved disse Statuters Affattelsestid (1598) var i Besiddelse af noget af Kommunitetsgodset, skulde han beholde det paa Livstid; siden skulde de fire Prælater raade for de ledige Portioner. – Daglig, Morgen og Aften, skulde den „hellige Lektie“ skifteviis besørges i Domkirken af de tre underordnede Kanniker; Prælaterne skulde skiftes til at læse sammesteds hver Løverdagsaften. Samtlige syv Kanniker skulde ved Kirketjenesten, saavel Ottesang som Aftensang være tilstede i Koret. Hvis nogen udeblev uden at sende en „skikkelig Person“ i sit Sted, skulde han for hver Gang bøde en Skilling. – Endelig skulde Kannikerne fire Gange om Aaret holde et „lidet convivium,“ som det heder for „at Kjærlighed og Samdrægtighed kunde holdes vedlige blandt dem.“ Hermed skulde det gaa saaledes til, „at den, som prandium gjorde, skulde først holde en latinsk Oration i Lektoriet for Presterne og Skoledegnene, hvorpaa Kommuns-Brødrene skulde gaa hjem med ham og lade sig traktere. Dog skulde ingen være forbunden til større Bekostning end tre Retter Mad og en Tønde tydskt Øl.“

I samme Aar – 1598 –, som Kannikerne mellem sig vedtoge disse Statuter, rammedes deres Samfund af en sørgelig Ulykke, da Byen i dette Aar hjemsøgtes med en Ildebrand, som bl. A. bortrev Kannikegaardene paa tre nær.^[35] Dette har efter Schønings Mening været Grunden til, at Biskopen kort efter gjorde en Reise til Kjøbenhavn, hvor han foranledigede forskjellige Bestemmelser, hvoriblandt ogsaa var den, at ligesom Kommunitetsgodset kun skulde tilhøre de syv residerende Kanniker, saaledes skulde ogsaa kun disse „med Lensmanden være tilstede at overhøre Kapitelssager,“ (det vil sige udgjøre det Konsistorium, som skulde paadømme Geistlighedens Forseelser, Egteskabssager m. v., have Tilsynet med Latinskolen o. s. v.)

Ved samme Leilighed var ogsaa Spørgsmaalet om de Kapitlet underlagte Prestekald rundt om i Stiftet blevet Kongen forelagt. Oprindelig havde der, som tidligere oplyst, været 24 saadanne Kapitelsgield. Nogle af dem vare i M. Hans Gaas’s Dage frakomne Kapitlet, men ved et Konge- brev af 1578 var det blevet bestemt, at de, efterhaanden som de bleve ledige, atter skulde falde tilbage til dette. Heraf fremkom imidlertid store Misligheder, idet de Personer, som bleve „forlenede“ med slige Kald, stundom ansaa sig berettigede til som Kanniker at bo i Throndhjem, hvorved de ogsaa, førend Bestemmelsen af 1597 udgik, skaffede sig Deel i Kommunitetsgodset, og kunde tilbringe sin Tid „i Ørkesløshed,“ idet de overlode sine prestelige Forretninger til Leieprester. Det fastsattes da nu 1601, at Indehavere af saadanne Prestekald skulde „residere hos Bønderne,“ og at de derhos skulde svare de syv egentlige Kanniker en aarlig Afgift efter „gammel Viis“ til Residentsernes Vedligeholdelse i Throndhjem, hvilken af Kapitlet selv i 1601 fastsattes til 1 Mark dansk af hvert Spand Landskyld og af Tienden hver tiende Tønde Korn og hver tiende Bog Fisk. Denne Afgift skulde Sognepresterne udrede hvad enten de vare Kanniker (ɔ: besade Præbender, thi egentlige Kanniker vare jo siden 1597 kun de syv residerende,) eller ikke.

Hermed var imidlertid ikke afgjort, hvem Kaldsretten tilkom, naar disse til Kapitlet skatskyldige Embeder bleve ledige. Der opstod derfor snart Uenighed mellem de syv residerende Kanniker, som formeentlige Patroner, og vedkommende Almuer, som gjorde Paastand paa samme Ret, som den Almuen andensteds besad til at kalde Sogneprester. Saaledes havde, da Vedø c. 1609 blev ledigt, AlmueniForbindelse med Provsten kaldet Hr. Zakarias Holk, men Kapitlet vilde have en anden, for at kunne paalægge denne en yderligere Afgift. Presten eller Almuen klagede da til Kongen, som i 1609 afgjorde Sagen til Almuens Fordeel.

Først i M. Isaaks Eftermands Tid fik denne Sag sin for lange Tider blivende Afgjørelse idet Lensherren Klaus Daa i Forbindelse med Superintendenten Mag. Anders Arrebo fik udvirket den Bestemmelse, at i de 17 af de 24 Prestegjeld skulde Kaldsretten som i almindelige Embeder tilhøre Almuen, imod at Sognepræsterne svarede en (meget nedsat) Afgift til de syv residerende Kanniker, hvorimod der tillagdes enhver af disse Kanniker eet af de syv tiloversblevne Kald, i hvilket han da lod Sogneprest-Forretningerne besørge ved en Vicepastor og selv oppebar de væsentligste Indkomster. Throndenes blev saaledes henlagt til Dekanus (Bispen), Vesteraalen (Hadsel) til Archidiakonus, Tromsø (siden 1638 i dets Sted Stod) til Sognepresten ved Domkirken, Buksnes til samme Kirkes Kapellan, Inderøen til Frue Kirkes Sogneprest og Herø til dens Kapellan, Verdalen til Lektor; Hospitalspresten fik, skjønt ikke Medlem af Kapitlet, senere Frosten. Efter Souverænitetens Indførelse forandredes dette Forhold, dog kun forsaavidt at Kongen forbeholdt sig at kalde Vicepastorer til de opregnede Kald, men disse Vicepastorer maatte fremdeles lige til Midten af det 18de Aarhundrede yde Stiftsstadens Kleresi en stor, ofte den største Deel af Kaldsindtægterne. Da bleve endelig disse Embeder efterhaanden „frie Kald“, Throndenes 1731, Frosten og Buksnes 1740, Verdalen 1743, Herø 1747, Inderøen 1765, Stod 1771. Afgiften af de sytten Kald var dengang forlængst falden bort.^[36]

I Forbindelse hermed gjøre vi opmærksom paa, at Strindens Sognekald uvist fra hvilken, men rimeligviis fra meget gammel Tid af var henlagt til Bispestolen, omtrent paa samme Maade, som de ovennævnte Kald vare lagte til Kanonikaterne. Dette Forhold vedligeholdt sig meget længe; først da Biskop Bugge (i 1842) tog Afsked, blev Strinden – Norges sidste geistlige Underbrug – et „frit Kald.“ Ogsaa Lødingens Sognekald bestemtes i Mag. Isaaks Tid til at forøge Bispestolens Indtægter; da Biskopen nemlig i 1606 formedelst Sygdom vilde tage Afsked^[37] tilstodes ham Indtægterne af det da just ledige Lødingen, hvorunder dengang ogsaa indbefattedes Ofoten og Vaagen, som en Art Pension, og da han imidlertid senere kom sig og derfor vedblev i Bispeembedet, beholdt han Lødingen, hvilket ogsaa tilstodes hans Eftermænd lige indtil Biskop Peder Krogs Død. Throndhjems Biskoper udøvede saaledes en Tidlang Patronatsrettighed over Throndenes, Lødingen og Strinden, det vil sige over 10–11 af de nuværende Prestegjeld i de to nordlige Stifter. Vi have derfor Grund til at tro, at Bispeembedet maa have været særdeles indbringende. Det fortjener derhos at bemærkes, at medens Kapitlet ved Souverænitetens Indførelse mistede sin Kaldsret, vedblev Biskopen at udøve den idetmindste i nogle af de ham tillagte Kald^[38].

8. Medens vi af Mangel paa nøiere Oplysninger derom maa indskrænke os til blot at nævne de for Thrøndelagen saa sørgelige Hungersaar og Pestepidemier, som indtraf i 1591 og 1601^[39], maa vi noget nøiere dvæle ved en Episode af Kalmarkrigen (1611–1613), da denne tildeels greb ind ogsaa i de geistlige Forhold. I Syvaarskrigens Dage havde, som vi i vort 2det Kapitel udviklede, Throndhjems Kanniker og Borgerskab samt Presteskabet, især i Nordlandene gjort aabenbart Frafald fra den danske Konge. Dennegang blev ogsaa fra svensk Side en Opfordring udstedt til Nordmændene om at afkaste det danske Aag, men den vides i Almindelighed ikke at have frugtet; kun i Jemteland, hvor nu som før Almue og Presteskab synes at have vaklet mellem svenske og norske Sympathier, høre vi om Hylding til Sveriges Konge m. m. Allerede Karl den niende lod, som det lader til, strax efter Kalmars Erobring af de Danske give Befaling til et Indfald i dette norske Landskab dog saa, at ingen Jemte maatte slaaes ihjel „eftersom de nedstammede fra svenskt Blod (!) og havde forhen lydet under Sverig, men danske og jemtelandske Prester, eftersom de vare alle Jyder“^[40]. Dette Indfald blev ogsaa i 1611 sat i Verk under Anførsel af Baltzar Beck, som efter at have, uden at synderlig Modstand gjordes ham, bemægtiget sig Landet, sendte to Sogneprester og fire Bønder til Sverig for paa Jemternes Vegne at aflægge Troskabsed til Gustav Adolf, som imidlertid havde besteget Thronen, og som den 28de Novbr. 1611 modtog denne Hylding i Nyköping i Södermanland og et Par Dage efter udstedte et Leidebrev, der tillod alle de Jemter, som havde flygtet til Fjeldene mellem Jemteland og Norge, at vende tilbage og tage sit Gods paany i Besiddelse^[41]. Gustav Adolf indsatte nu ogsaa adskillige nye Prester i Provinsen, ja endog en egen Superintendent, som fik sin Residents i Aaviken^[42]. Kristian skal have næret det Ønske ved Freden at kunne bringe et Mageskifte istand, hvorved Svensken skulde have beholdt Jemteland og Herjedalen, hvilket sidste Landskab de ligeledes havde bemægtiget sig, imod Afstaaelsen af Staden Kalmar og dens Omegn til Danmark, men heraf blev da intet, og Norge fik endnu en Gang ved Freden i Knærød (ratificeret i Kjøbenhavn 26de Januar 1613) disse Provindser tilbage. Den svenske Superintendent maatte da naturligviis fravige Jemteland, og upaatvivlelig fjernedes ogsaa de af den svenske Regjering indsatte Prester. Et Kongebrev af 20de August 1612 havde paabudt, at nogle jemtelandske Geistlige, som under Krigen havde taget sin Tilflugt til Norge og altsaa derved beviist sin Troskab, skulde befordres andensteds i Throndhjems Stift^[43]; rimeligviis havde de fleste Kald i Jemteland efter Freden faaet nye Prester. Endnu skulle vi i det følgende et Par Gange komme til at omtale de geistlige Forholde i Jemteland hvis Kleresies stundom tvivlsomme Troskab og svenske Tilbøieligheder ikke er uden Lighed med den lidet loyale Ferd som i vore Dage Hertugdømmet Slesvigs tydsksindede Geistlighed har viist imod de Danske – Bønderne i Jemteland (tilligemed Størdølerne, der ei havde gjort Mönnickhofens Leietropper Modstand) dømtes paa Herredagen i Skien 1613 til at have sit Odelsgods forbrudt, men fredkjøbte sig efter yderste Formue med 7740 Daler^[44]. Den ovenomtalte Lensmand Sten Billes mislige Forhold under Krigen og de Ulykker, som dette siden paadrog ham, ere noksom bekjendte.

9. Som vi allerede have oplyst (i Anledning af det om Lødingens Kald anførte), havde Mag. Isaak i 1606 været betænkt paa at frasige sig sit Embede men dog dennegang saavidt gjenvundet sin Helse at han kunde vedblive som Biskop. I 1616 møder os et nyt Tegn paa legemlig Svaghed hos ham; han fik nemlig da kongelig Fritagelse for personlig at visitere i Nordlandene og Finmarken, hvor det tillodes ham at lade en Provst udføre Visitatserne paa hans Vegne^[45]. Den 27de Juni 1617 døde han. 53 Aar gammel; han efterlod en Enke Dorothea, som antages at have været en Datter af den kongelige Livmedikus Dr. Jakob Hasebard. Hun overlevede ham meget længe og døde først 1642, over 84 Aar gammel. Om han efterlod Børn er uvist, men dog sandsynligt, da Navnet Isaak Grønbech har holdt sig nordenfjelds lige til vore Dage.

Vi have i Begyndelsen af nærværende Kapitel udtalt den Formodning, at Mag. Isaak har været en nidkjær og virksom Biskop. Sikkert er det under enhver Omstændighed, at han stedse omtales paa en fordeelagtig Maade navnlig af E. Pontoppidan i hans Annaler^[46]. Hvad der især anføres til hans Berømmelse er, at han indførte Katekisation i alle Stiftets Kirker, at han paa egen Bekostning skal have lønnet Skolens Konrektor, at han stiftede et Legat for Throndhjems fattige, og at han skjænkede Domkapitlet sit for den Tid ret værdifulde Bibliothek, hvoraf nogle Levninger endnu forefindes i Videnskabernes Selskabs Bogsamling i Throndhjem. – Til at den berygtede Ludvig Munk, over hvis Ferd som Lensmand allerede Hans Gaas havde forarget sig, ogsaa har været Isaak Grønbech til Plage og maaskee ikke lidet har hemmet hans Bestræbelser ved Egennytte og Anmasselse, have vi nogle Spor. I 1597 havde saaledes Bispen og Kapitlet lovet en af Skolens Hørere et Prestekald, men denne kunde ikke faa det. Ludvig Munk havde solgt det til en anden for 50 Pund Kobber (!) Samme Aar finde vi ogsaa, at en anden Prest beklager sig over at være fortrængt fra sit Embede og at have maattet give Ludvig Munk 100 Daler for at saa et nyt^[47].

1. Hans Skanke siger ogsaa i sit i 1709 forfattede „Fata Nidrosiana“ (N. Vidensk. Selsk. Skr. i 19de Aarh. 1,287) om ham: „de se non multa reliquit.“
2. Nye (danske) kirkeh. Saml. 1, 348.
3. Sammesteds.
4. Danske Magasin, ældste Række. 1, 79–88.
5. Om Biskopernes Møde i Bergen 1604, see Slange Kr. 4des Hist. 205–206. Jfr. ogsaa A. Faye om Jørgen Erikssøn Pag. 67 samt Nyerup om de latinske Skoler Pag. 80 fgg.
6. Slange 256.
7. Pontoppidan, Annales Eccl. Dan. 3, 565.
8. Slange.
9. F. Münter, Magasin für Kirkengesch. des Nordens (Altona 1796). 2det B., Pag. 44.
10. F. Münters Reformationshist. 2, 665.
11. Lauritz Nilssøns („Klosterlasses“) Confessio Christiana, Brunsberg 1605, Pag. 7.
12. Skolens Historieskriver, H. H. Müller (i Program af 1855) kjender ingen af de fire Rektorer, jeg her har angivet, førend Mag. Mikael Mogensens Tid, og som jeg har fundet i Schönings Samlinger i Kjøbhvn.
13. Maa have været P. J. Borchs første Kone, thi i Biskop Arreboes Sag forekommer en Mette som Lektorens Hustru.
14. Denne nu sjeldne lille Bog findes i den Hjelmstjerneske Samling paa det st. kongl. Bibl. og bestaar af 25 Strofer danske Vers med latinsk Parafrase, samt nogle latinske Vers til de mange, hvem Digtene ere tilegnede, af hvilke Lagmanden i Stegen, Velb. Jørgen Henrikssøn er den fornemste.
15. Saaledes oplyser Jak. Wolf, Rektor i Oslo, i sin Bog „Tragoediae duae“ (Kjbh. 1591), at Ungdommen i Oslo Skole tilbragte en Fjerdedeel af Aaret paa saadanne Omstreifninger. Og i det merkelige lille Lexikon over det norske Landsmaal, som 1646 udgaves af Presten paa Askevold, Kristen Jenssøn forekommer Pag. 89 ogsaa Glosen „Dekne-Prette“, som forklares saa: „De Puds, Skoledegne gjorde i gamle Dage i lystig Selskab, naar de søgte deres Føde paa Bygden.“ I 1646 var dette Uvæsen forlængst ophørt; man seer altsaa, at Erindringen derom har vedligeholdt sig en god Stund hos Almuen.
16. H. H. Müller, Throndhjems Skoles Program for 1855 Pag. 6–8.
17. Jfr. S. N. I. Bloch, Bidrag til Roskildes Domskoles Historie, 2det Hefte (1843) Pag. 1.
18. En Gjenpart af den tabte Original findes i det saakaldte norske Diplomatarium i det ganske Geheimearkiv.
19. Rørdam om And. Arrebo Pag. 89. N. Saml. (8vo) 1, 90.
20. N. Saml. l. c.
21. Et Haandskrift om Presteskabet i Skogn. (Kgl. Bibl. i Kjøbhvn. Gl. Saml. 1094, Fol.
22. Rørdam om Arrebo 1, 168.
23. Erlandsen, Pag. 387. Til dennes Efterretn. om hendes Mand, Hr. Jørgen Willumssøn, kan lægges, at der 1606 havde hersket Stridigheder ang. hans Kaldelse, da Almuen havde vægret sig ved at give ham Kaldsbrev.
24. Thura, Idea hist. litt. 348, Brandt og Helveg, Danske Psalmedigtn. 1. No. 422 423.
25. Brandt og Helveg, l. c. 1. No. 411–414.
26. Brandt og Helveg 1ste Deel, biografisk Anhang, Pag. 30.
27. Disse Smaatræk af Bille ere tagne af Schönings haandskrevne Optegnelser.
28. Registranten.
29. Reise i Norge, 2, 31.
30. F. Ex. Sognepresten i Opdal, til hvis Embede det saakaldte Antonii Præbende allerede i det 16de Aarhundrede var henlagt, Sognepresten til Klæbo, de finmarkske Prester o. a., der ogsaa som Forbedring i sine Embedsindtægter havde Indkomster af Kapitelsgods.
31. De findes i Afskrift blandt Schönings Saml., og et Uddrag af dem er trykt i S.s Beskr. af Throndhjems Domkirke, Pag. 290–91.
32. Ved denne Tid den forhv. Rektor ved Byens Skole Peder Olssøn. Kongen tiltog sig senere at bortgive Archidiaconi Indtægter til uvedkommende Personer. Saaledes havde i 1613 Palle Rosenkrands og paa Biskop Arreboes Tid Adelsmanden Stalder Kaas Archidiakonatet.
33. Skjønt „Praepositus“ i Kapitlet var han ei „Provst“ i Nutidens Forstand, thi lige til over Midten af det 17de Aarh. var Superintendenten tillige Provst i Throndhjems By.
34. De tre sidste Kanonikater henlagdes senere (fra 1601) stadig til Domkirkens Kapellan samt Sognepresten og Kapellanen ved Frue Kirke.
35. Disse Gaarde maa i sin Tid have udgjort et betydeligt Antal, da enhver af de skifteviis residerende (c. 24) Kanniker havde eller skulde have hver sin. Endnu i 1572 stode der atten Kannikegaarde, (Schønings utrykte Uddrag af en tabt Kapitelsbog). Efter Branden 1598 opbyggedes vistnok høist kun syv Gaarde, en for hver af de residerende Kanniker. Under Beleiringen 1658 omtales endnu „Kannike-Veiten;“ denne laa vestenfor Domkirken henimod Elven.
36. Kilderne til nærværende Exkurs have været Schöning (Domk. Beskr.). Paus og Erlandsen. Et Reskript af 1ste April 1740 paabød, at eftersom Presteembederne i Throndhjems By bleve ledige, skulde de dem underlagte Landskald frigjøres for Afgiften.
37. H. S. Huitfeldts Anmerkninger til M. Rasks Optegnelser, see N. Saml. 8vo., 2. 507.
38. Gjessings Jubellærere 1, 393.
39. Throndhjemske Selskabs Skrifter 1, 147 og N. Saml. 8vo. 2. 495–96.
40. Hallenberg, Gustav Adolfs Historie 1, 65.
41. N. Saml. 4to, 3, 259–60.
42. N. Saml. 8vo. 2, 72.
43. Registranten. Sammesteds nævner et Kongebrev en „Hr. Søfren i Ravendal“, som 1613 afsattes, fordi han var overbeviist om at have gaaet Svensken tilhaande. Sammenlign herom ogsaa Rørdam Arrebos Levnet, pag. 99.
44. Denne sidste Oplysning har jeg fra et Dokument i danske Geheimearkiv.
45. Registranten. Af Maurits Rasks Optegnelse (N. Saml. 8vo., 2det Bind) erfare vi, at han i sin Embedstid tre Gange (1598, 1600, 1608) havde besøgt de nordlige Egne. Eftermændene indskjærpedes ved et i deres Kaldsbrev indført Paalæg at besøge disse længstbortliggende Stiftes Dele hvert tredie Aar.
46. III. 198. Pontoppidan siger, at „endnu den Dag idag“ (1747) lever hans Minde i velsignet Erindring i Stiftet.
47. E. Sars, Norge und. Foren. med Danmark, p. 53. (Separataftrykket).