St. Olaf dræber Trold og bygger Kirker
I gamle Dage, da St. Olaf drog omkring fra Bygd til Bygd for at indføre Troen paa Christus og opbygge Kirker istedetfor de hedenske Gudehuse, gjordes ham megen Modstand og Hinder baade af hans egne Undersaatter, som slet ikke vilde døbes, og af de Trold, Jutuler og Gjøgrer, som boede i Mængde rundt om i Fjeldene. Troldene kunne ikke fordrage St. Olaf; han gjorde ofte Korsets Tegn, og det kunde de paa ingen Maade lide, og desuden byggede han mange Kirker og Lyden af disses Klokker fik de ingen Ro for. De gjorde ham derfor al den Hinder, de kunde; men nogen Magt med ham fik de ikke, fordi Kongen var for hellig. Men naar St. Olaf mødte dem, forvandlede han dem til Steen, og saadanne Stene, som have været Trolde før de vovede sig i Kast med St. Olaf, kan man see rundt om i Landet. En slig Steengjøger staaer f. Ex. i den nordre Krogklev, der Veien gik i de Dage. Som St. Olaf reiste nedigjennem sprang hun ud af Fjeldvæggen med en stor Trugbøl paa Ryggen og skreg:
St. Olaf med dit brede Skjeg
Du rider saa nær min Kjeldervæg.“
St. Olaf saa paa hende og svarede:
“Stat du der i Stok og Steen
Til jeg kommer her tilbars igjen.“
Og Gjøgren staaer der den Dag i Dag er.
Da St. Olaf kom til Gaarden Steen, vilde han bygge op en Kirke der, fordi hans Moder, som de sige, boede der. Dette syntes en Gjøger (Gyger), som havde sit Hjem i Fjeldet Gyrihaugen ligeoverfor (Navnet har det efter Gygeren) ikke om. Hun spurgte derfor Kongen om han turde give sig i en Veddeprøve med hende; „inden du bliver færdig med Kirken din, skal jeg have lagt en Steenbro over Steensfjorden,“ sagde hun. Det havde St. Olaf Lyst at prøve og svarede ja; men før hun endnu var halv færdig med Broen hørte hun Klokkerne fra St. Olafs Kirke, for da var han alt færdig med den. Saa blev Troldet saa rasende, at hun greb de Stene, hun havde baaret sammen til Brobygningen og kastede dem fra Gyrihaugen tvertover Fjorden efter Kirken; men ingen af dem traf. Da blev hun saa arrig, at hun sled af sig det ene Laarbeen og slyngede det efter Taarnet. Der er ikke Nogen, som rigtig veed, hvordan det gik til; Nogle sige, at det tog Taarnet med, Andre at hun sigtede for høit. Men det vide Alle, at Benet foer ned bag Kirken i en Sump, for der giver det den Dag i Dag en fæl Stank fra sig og derfor kaldes Sumpen Gjøgerputten endnu.
Anm. (Mundtligt og meddeelt). De Stene hun kastede efter Kirken fandtes for ikke længe siden paa Nabogaarden Moes Marker. Den af Gjøgren begyndte Bro er nu fuldendt. I St. Olafs Kirke holdt man længe Gudstjeneste hver St. Hans Dag; men for omtrent 150 Aar siden brændte Kirken af ved Lynild. De skjønne Ruiner trodsede endnu længe Tidens Ødelæggelser og Folk vide at fortælle fra deres Bedsteforældre, hvorledes disse som Børn vare med at smykke den brystfældige Kirke med Blomster og Grønt til St. Hansdags-Festen. Det var nu i den Tid, man troede at skylde de viede Stene Ærbødighed. De Tider ere nu forbi. For nogle Aar siden blev denne ærværdige Kirkeruin næsten jevnet med Jorden. Sagnene om Trold som Olaf forvandlede til Steen ere almindelige. Paa Fjeldet Gallerne i Leirdal i en Skraaning, som kaldes St. Olafs Bjerg, sees en Gjøger med Mand og Hund, der paa Olafs Bud bleve forvandlede til Steen. Sammenlign Indledningen og Sagnet om Troldet paa Hornelen.