Norske Folke-Sagn/3
„Der sad den Jette og Hulder Gammen
Og tømte det gyldne Horn tilsammen,
Alt før St. Olaf kom her til Nord
Og styrted’ de Jetter dybt ned i Jord.“
Guri Kunnan.
Hedenskabets Fortrængelse af Christendommen var en saa gjennemgribende og mærkelig Forandring, at den længe maatte leve i Folkets Minde. Dog vilde Sagnene gjennem Aarhundreders Flugt udentvivl være forstummede, hvis de ei havde havt en Mand, hvortil de kunde knytte sig, og udvortes Gjenstande, der bevarede dem fra Forglemmelse. Denne Mand var Sanct Olaf, der saa at sige er bleven Folkets Helt, og endnu lever i dets Minde, medens kun faa og ufuldstændige Sagn hist og her lyde om hans ligesaa gjeve Formænd og Efterfølgere. Vi ville derfor noget nøiere betragte denne Mand, for siden desto lettere at kunne indsee Grunden til hans store Ry. Han er født 995. Hans Fader var Harald Haarfagers Ætling, Harald Grænske, og hans Moder Aasta Gudbrandsdatter fra Oplandene. Han blev fostret af sin Stedfader Sigurd Syr paa Ringerike, hvor han i sit tredie Aar blev døbt af Olaf Tryggvason, der selv stod Fadder til ham. I sin Ungdom drev han om paa Vikingsfærd, hvor han erhvervede sig megen Erfarenhed og Krigerdygtighed. Understøttet af formaaende Frænder satte han sig ved Klogskab og Vaabenmagt i Besiddelse af sit Fædrenerige Norge, over hvilket han i 15 Aar regjerede med megen Kraft og Anseelse. Hans Bestræbelser gik fornemmelig ud paa fuldkommen at indføre den christne Religion, som efter Olaf Tryggvasons Død igjen var kommen i Forfald; men hans Voldsomhed, Herskesyge og Strenghed gjorde ham saa forhadt, at han blev forjaget af sine misfornøiede Undersaattere og maatte flye til Garderike. Olaf, der i Modgangs Skole begyndte at blive hellig, stod allerede i Begreb med at drage til Jerusalem, da Olaf Tryggvason i Drømme bød ham at vende tilbage til Norge. Han fulgte Opfordringen og rykkede med en Hær ind i Trøndelagen, hvor han i et heftigt Slag paa Stiklestad i Værdalen blev overvunden og dræbt, den 29de Juli 1030. Strax efter Olafs Drab begyndte allerede Rygtet om hans Hellighed og de Undergjerninger, der skulde være indtrufne ved ingen at omtales blandt Almuen, og da Olafs heftigste Modstandere, Thorer Hund og Einar Thambarskjelver, bekræftede Rygtet, gik det snart over til Folketro. Olafs Lig, som Bonden Thorgils paa Stiklestad havde begravet i en Sandbanke, blev atter opgravet, og da Legemet siden efter et Aars Forløb befandtes uforandret, og hans Haar og Negle endog meentes at være voxede, erklærede Olafs Hofbiskop Grimkell, understøttet af den myndige Einar Thambarskjelver, Olaf for at være en hellig Mand, og Almuen bestemte derpaa, at Olaf var en sand Helgen. Hans Legeme blev af hans Søn, Kong Magnus den Gode, i et kosteligt Skrin sat paa Clements-Kirkens Høialter i Nidaros, hvor det saavelsom siden i den prægtige Christkirke (den nuværende Domkirke i Throndhjem) skal have bevirket mange Undergjerninger. St. Olafs Fest den 29de Juli blev ved Lov bestemt at høitideligholdes over det hele Land som den fornemste Høitid, og Kirker til hans Ære reistes selv i Constantinopel. Pilegrime vandrede skareviis til St. Olafs Skrin, og Legender om Krøblinger, der her fik deres Sundhed tilbage, og andre Undergjerninger, bleve snart utallige (See Fornmanna Søgur V C. 248 – 200 og Pag. 211–224).
St. Olafs Skrin, der var af Sølv, indlagt med Guld og Ædelstene, (hvoraf en eneste kostede Erkebisp Walkendorf 20 Læster Smør), blev ved høitidelige Leiligheder, som paa St. Olafs aarlige Festdag og ved Kongevalg, baaren i Procession af 30 Mænd (Hakon Hakonsons Saga Cap. 198, 199), og var for Geistligheden og Domkirken en rig Indtægtskilde. Den sidste Erkebiskop Olaf Engelbretsson førte det med sig til sit faste Slot Steinviksholm, hvor det efter Erkebispens Flugt faldt i Hænderne paa den opsendte danske Befalingsmand Christoffer Hvitfeld, der ved Jens Tillufson Bjelke sendte St. Olafs Skrin, som veiede 3500 Lod forgyldt Sølv, et andet Sølvskrin, hvor Helgenens Skjorter bleve bevarede, og mange andre Kostbarheder til det danske Skatkammer (See kongl. Qvittering, der findes i Schønings Throndhjems Domkirkes Beskr. Anhang S. 84)
Da de Svenske i Aaret 1564 havde indtaget Throndhjem, fandt de af St. Olafs Kostbarheder kun hans Hjelm, Sporer og en Trækiste, hvori hans Legeme gjemtes[1]. Hjelmen og Sporerne førte de med sig til Sverige, hvor de endnu opdevares i St. Nicolai Kirke i Stockholm; men Kisten lod de tilbage i en Kirke (Flyum Kirke?) i Størdalen, efterat de havde faaet ud de Sølvnagler, som de Danske havde levnet. Efter de Svenskes Fordrivelse blev St. Olafs Legeme og Kiste ført tilbage til Domkirken, hvor den samtidige Absalon Pederssøn Beyer bevidner, at St. Olafs Lig fandtes heelt og holdent i en muret Grav 1567, og „hans Blod sjunes i denne Dag udi en Lade og kan aldrig udslettes ved Vand eller Menniskers Hænder.“ (Suhms Samlinger 2, 1, 60, 61. Schønnings Beskr. over Domkirken 161). Det følgende Aar blev imidlertid paa kongelig Befaling St. Olafs Lig tildækket med Jord.
St. Olafs Helligdom er forstyrret, selv hans Gravsted er glemt; men end lever hans Navn, som følgende Sagn ville vise, i det norske Folks Minde[2]. Rundt om i Landet findes Spor af St. Olafs Færd og Underkraft. Kilder fremvældede, hvor han tørstede, og fik helbredende Kraft, naar han drak; Klipper revnede paa hans Bud, og Sunde dannedes paa hans Vink; Kirker reistes og Troldene fandt i St. Olaf en ligesaa farlig Fiende, som de tilforn havde havt i den stærke Thor, hvis røde (flammende?) Skjeg han endog arvede. Paa flere Steder seer man endnu Trold, som paa St. Olafs Bud forvandledes til Steen.
Ogsaa udenfor Norge har St. Olaf længe levet i Folkesagn. I Danmark (Thieles danske Folkesagn 1, 32) og i Sverige veed man endnu paa mange Steder at fortælle om St. Olaf og Trold, som han forvandlede til Steen. Da saaledes Kong Olaf engang reiste forbi Dalby Kirke i Vermeland blev han af et Trold tiltalt saalunde:
„Kong Olaf med dit pipuga Skägg!
Du segler för när min Badstuguvägg.“
hvortil han strax svarede:
Du Troll med din Råck och Ten
Skal bli i Sten
Ord aldrig mere göra Skeppare Men.“
(Fernovs Beskr. over Värmeland 223. Afzelius 2, 50).
Paa Shetlandsøerne beretter Hibbert, at Indbyggerne endnu i det 18de Aarhundrede paastode, at have faaet deres gamle, da allerede tabte Lovbog af „St. Olla,“ om hvem de vidste vidunderlige Ting at berette i de Sange, som de kaldte „Vissacks.“ Et færøisk Sagn tilskriver St. Olaf, at Færøerne nu ingen Skov have. St. Olaf spurgte nemlig nogle af Øboerne, om de havde Skove hjemme. Mændene, der meente, at han spurgte saa, fordi han vilde gjøre Paalæg, svarede: Nei! – „Det blive saa, sagde Kongen, og i samme Stund sank de færøiske Skove. (Thiele 3, 52)
Spørge vi om Oprindelsen til mange af disse vidunderlige Sagn, da maae vi søge den i det samme Ubekjendtskab med Naturen og dens Virkninger, og Lyst til at finde en Grund til Alt, hvad der tykkes Sælsomt, der har frembragt de mange Sagn om overnaturlige Væsener. Hvad Hedenskabet tilskrev Valhals Guder og den understærke Thor, overførte udentvivl de kloge katholske Geistlige og med dem de første Christne til Asalærens vældige Betvinger St. Olaf, hvis Øxe erstattede Thors Mjølner, og hvis i Sagnene berømte Ganger, Tordengudens Bukke[3]. Olafs egen Navnkundighed, fromme Pilegrime Eventyr og Munkelegender gjorde efterhaanden St. Olaf til den Helt, som den overtroiske og uvidende Almue troede istand til at udføre selv det Urimeligste, hvorpaa vi allerede i Afsnittet om Jøtuler og Trold have seet Exempler.
- ↑ Denne Trækiste var udentvivl en af de Kister, hvori St. Olafs Sølvskrin bevaredes. Hvor St. Olafs Rustning, hans Øxe Hell, hans Spyd, hans Fane, som en Engel skal have leveret ham, da han sov paa det Sted, hvor han blev Martyr o. m., ere blevne af, vides ei.
- ↑ Da Christian IV paa sin Vardøhusreise 1599 kom i et Bondebryllup ved Bergen, drak Bønderne ham til med St. Olafs Skaal. I Finland helligholdes endnu St. Olafs Dag med adskillige Skikke. Riises Archiv for Historie og Geographi 2, 98.
- ↑ De mange Afbildninger, der i de katholske Tider udentvivl fandtes i de mange St. Olaf helligede Kirker, ere nu for det meste tilintetgjorte; men af de Efterretninger, som vi have om dem, forestiltes Helgenen i Almindelighed med sin Stridsøxe i Haanden og trædende paa et Trold eller Drage. (Top. Journal 23, 81). I Bergene Museum findes en mærkelig Processions-Fane, som fordum fandtes i Ladvigskirke i Sogn og hvorpaa St. Olafs Billede i fuld Rustning, trædende paa en Drage, er afbildet. I Marien-Kirke i Lübeck har jeg seet et gammelt, men meget smukt Maleri, hvis Hovedfigur er St. Olaf i fuld Rustning med Stridsøxen i Haanden og en kongelig Kappe over Skuldrene. Med den ene Fod træder han paa en Drage, der dog har et Menneskehoved. I det Kollmanske Kapel i samme Kirke findes ligeledes en Afbildning af St. Olaus. Uagtet Helgenen i flere af mine skriftlige Kilder nævnes St. Ole, har jeg dog kaldet ham med hans rette oldnordiske Navn St. Olaf, der af Bønderne som oftest udtales „St. Ola.“