St. Olaf og Vatnaas Kirke
I en trang Dal, indesluttet af steile Fjeldvægge i Sigdal staaer en lille og gammel Lovekirke, hvor der kun holdes Gudstjeneste engang om Aaret, nemlig Søndagen efter St. Hansdag. En Mængde Mennesker fra de omliggende Bygder samles her ved denne Leilighed, og Syge offre da i en gammel Offerskaal for at faae deres tabte Helbred tilbage. Paa Kirkedøren staaer Fanden afmalet med Horn og Kløer. Kirken kaldes Vatnaas, og skylder ifølge Sagnet St. Olaf sin Oprindelse. Da Kong Olaf nemlig drog om i Landet for at indføre den christne Tro, kom han ogsaa til Sigdal. Efter lykkeligen at have christnet Indbyggerne, begav han sig paa Jagt med Nogle af sit Følge. Paa denne Jagt forvildede Kongen og hans Mænd sig saaledes, at de hverken vidste frem eller tilbage. Modig og tørstig kom han endelig ind i en trang Dal, hvor han steg af sin Hest, og gjorde det Løfte, at hvis han her fandt Vand, vilde han paa Stedet lade bygge en Kirke. Neppe var dette sagt, saa sprang der flux en Kilde ud af den haarde Klippevæg. Kongen og hans Mænd, der vare nær ved at vansmægte af Tørst, bleve Alle saare glade, og drak af Hjertenslyst. Kong Olaf gjentog sit Løfte, og vilde vende sin Hest for at ride videre, da han i et hosstaaende Træ fik Øie paa en Tiur. Han havde allerede spændt sin Bue, men see! da faldt hans Blik paa en lille Kirke af puurt Guld. Efter denne Model bød nu Kongen, at man just paa dette Sted skulde reise en Kirke, og kalde den „Vatnaas Kirke.“ I Fjeldene ved Kilden seer man endnu Mærker af St. Olafs Hest.
Anm. Meddeelt. Et andet Sagn fortæller, at en Jæterdreng engang fandt en lille Kirke af Jern, og, at man paa Stedet, hvor 112
den var funden, byggede Vatnaas Kirke. See Kraft 2, 331. Om Vatnaas Kirke see Biskop Jens Nilsens Optegnelser 1580 i norsk Vidensk. Selsk. Skrist. 1, 45, 64.