Skiptvet herred 1814–1914/2
Herredets nuværende navn, Skiptvet, blev i ældre tider skrevet paa høist forskjellige maater. Almindeligst skrev man dog enten Skygþveit eller Skipþveit. Den første av disse former er den ældste og blev særlig brukt i middelalderen. Men senere forekommer begge disse former ved siden av hinanden. Nogen sikker forklaring av navnets betydning kjendes ikke. I daglig tale uttales det som „Sjættve“.
Skiptvet har været bebygget allerede i stenalderen. Men i den første tid har nok bebyggelsen været noksaa tynd. Den har antagelig indskrænket sig til en del enkle og spredte bosteder, særlig langs Glommen; ti her har man gjort de fleste stenalderfund. Dog har man ogsaa i den vestlige del av bygden fundet en gammel boplads fra stenalderen. Paa Aaleskjær ved Glommen er der 2 gravrøiser fra bronsealderen, og paa Borgaas ved Solberg findes ruiner efter en saakaldt „bygdeborg“ fra den samme hedenske tiden. I den yngre jernalder eller vikingetiden ser det ut som at bebyggelsen har spredt sig ut over den største del av herredet. En utsending fra universitetets oldsakssamlinger har i den sidste tid fundet ca. 100 gravhauger her i bygden, og han antar, at de fleste av disse skriver sig fra vikingetiden. Dette har sin særlige interesse, da man som bekjendt ellers i amtet har fundet forholdsvis faa spor fra denne tid.
I den ældre middelalder hørte Skiptvet under Vingulmark. Senere blev denne landsdel ogsaa kaldt Østfold, da den laa paa østre side av Foldenfjorden (den nuværende Kristianiafjord). Paa vestsiden hadde man Vestfold.
Under Haakon den gode blev landets kystdistrikter inddelt i skibreder (skipreiða) og Skiptvet utgjorde da sammen med det nuværende Spydeberg herred et skibrede, som kaldtes Vimar eller Vimum. Senere blev skriftformen ændret til Veme, Vemme eller Vembe.
I reformationsaarhundredet bestod det nuværende Smaalenenes amt av en række smaa forleninger, hver bestaaende av et eller flere skibreder. De norske len blev av kongen som oftest bortforlenet til danske adelsmænd eller befalingsmænd for en viss aarlig avgift. I slutten av de 16de aarhundrede utgjorde Vembe skibrede et saadant len. Det berettes saaledes, at den 28de april 1587 fik Alexander Durham forlening paa sin og hustrus levetid over Skiptvet og Spydeberg sogne efter Oluf Kalips. „Alle bønder og tjenere skulde svare ham og hans hustru og give dennem paa H. Maj.s vegne deres aarlige landskyld, leding, tiende, foring, sagerør, Egt, Arbeide og al anden rente og rettighed“.
Den 8de november 1604 fik Alexander Raab von Papenheim ved Kgl. Maj.s aabne brev Skiptvet og Spydeberg gods i forlening, „naar fru Mette Urne til Høisgaard, avgangne Alexander Durhams efterleverske, ved døden avgaar“.
H. Maj.s brev av 1ste mai 1613 meddeler, at „Papenheims avgift og regnskap skal begynde og angaa fra Philippi Jacobi dag 1613“.
Paa grund av sin heldige beliggenhet paa vestsiden av Glommen har Skiptvet gaat fri for de fleste av de herjinger og plyndringer, som særlig herrederne paa østsiden av Glommen har været utsat for under de hyppige krige med Sverige i Dansketiden. Under Syvaarskrigen (1563—70) har dog svenskerne ogsaa hjemsøkt Skiptvet og plyndret en del. I 1567 avbrændte de saaledes Skiptvet prestegaard.
I 1814 hadde Skiptvet flere ganger besøk av norske hæravdelinger. En avdeling „bergenhusinger“ laa saaledes en tid paa Rød og gaardene deromkring, og frem paa sommeren i august kom en del av general Staffeldts brigade over Grønsund under tilbaketoget fra Rakkestad. Bygdens befolkning frygtet ogsaa for overfald og plyndring av svenskerne. Det fortælles saaledes, at paa enkelte gaarder nær Glommen var man begyndt at flytte ut indbo og løsøre for at bringe det i sikkerhet. Men som vi vet endte krigen med konventionen i Moss 14de august 1814, og siden den tid har vi oplevet 100 aar i fred.