Side:Norske folke- og huldre-eventyr.djvu/305

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


om Per Sannum, som de Underjordiske holdt Hesten for i Asmyr-Bakken.«

»Ja,« begyndte Smeden, »den Per Sannum var fra en af Sannumgaardene nordenfor Kirken. Han var en Signekall, og han blev ofte hentet baade med Hest og Slæde for at gjøre aat Folk og Fæ, ligesom gamle Berthe Tuppenhaug her nede i Braaten. Men hvordan det var eller ikke, saa var han nok ikke klog nok, for en Gang havde de Underjordiske bundet ham, saa han maatte staa en hel Nat i Hjemhagen sin med Kjæften paa Skakke, og det gik ikke rigtig vel til den Gangen, jeg nu vil fortælle om heller. Denne Peren kunde aldrig forliges med Folk, akkurat ligesom — hm — hm nu ja, han var en Kranglefant, som havde Sag med Alle. Saa var det en Gang han havde en Sag i Stiftsretten i Christian, og derinde skulde han være til Klokken ti om Morgenen. Han tænkte han havde god Tid, naar han red hjemmefra Kvelden i Forveien, og det gjorde han ogsaa; men da han kom i Asmyr-Bakken, blev Hesten holdt for ham. Det er ikke rigtig der heller; for lange Tider siden har En hængt sig oppe i Haugen, og der er Mange som har hørt Musik der, baade af Feler og Klarinetter og Fløiter og andre Blaasegreier. Ja, gamle Berthe veed nok at tale om det; hun har hørt det, og hun siger hun aldrig har hørt saa vakkert, det var akkurat som da den store Musikken var hos Lensmanden i 1814. Var det ikke saa, Berthe?« spurgte Smeden.

»Jo, det er sandt, det er Gudsens Sandhed og det, Far„« svarede Husmandskjærringen, som sad ved Skorstenen og kardede.

»Nu, Hesten blev da holdt for ham,« fortsatte Smeden, »og den vilde ikke røre sig af Flækken. Alt det han slog paa og alt det han hujede og skreg, saa dansede den bare i Ring, og han kunde hverken faa den frem eller tilbage. Det led med det