Side:Norske folke- og huldre-eventyr.djvu/306

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


skred, men det blev ikke anderledes. Saaledes gik det hele Natten, og det var tydeligt at se, at der stod En og holdt den, for alt det Sannumen bandte og huserte, saa kom han ikke videre. Men da det led ud paa Morgenen i Graalysingen, saa stod han af og gik op til Ingebret Asmyr-Haugen, og fik ham til at tage med sig en Varmebrand, og da han var kommen i Sadlen igjen, saa bad han ham fyre over Hesten med den. Da kan det vel hænde det gik af Gaarde i fuldt Firsprang, og Per havde nok med at hænge paa, og ikke stansede det, før han kom til Byen; men da var Hesten sprængt.«

»Dette har jeg hørt før,« sagde gamle Berthe og holdt op at karde, »men jeg har aldrig villet tro, at Per Sannum ikke var klogere; men siden Du siger det, Christen, saa maa jeg vel tro det.«

»Ja, det kan Du,« svarede Smeden, »for jeg har hørt det af Ingebret Asmyr-Haugen selv, som bar Branden og fyrede over Hesten for ham.«

»Han skulde vel have seet gjennem Hulaget, Berthe, skulde han ikke?« spurgte en af Smaagutterne.

»Jo, det skulde han,« svarede gamle Berthe, »for da havde han faaet se, hvem det var som holdt Hesten, og da havde han maattet slippe. Det har jeg hørt af En, som vidste om Sligt bedre end Nogen, det var En, som de kaldte Hans Frimodig hjemme paa Halland. I andre Bygdelag kaldte de ham Hans med Skikkelighed, for han havde nu det til Mundheld: »Alting med Skikkelighed.« Han blev indtagen af de Underjordiske og havde været hos dem i mange Aar, og de vilde endelig have ham til at tage Datter deres, som hang efter ham stødt. Men det vilde han ikke, og da der blev ringet efter ham fra mange Kirker, saa tog de ham tilsidst og kastede ham ud fra en høi Kolle