Side:Norske folke- og huldre-eventyr.djvu/307

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


langt ude i Bygderne, som jeg tror de kaldte Horte-Kollen, og da syntes han, han foer lige til Fjords. Fra den Tid var han en Jaaling. Saa kom han i Lægd og gik fra Gaard til Gaard og fortalte mange underlige Historier, men bedst han sad, saa lo han:

»Hi, hi, hi, Kari Karina, jeg ser Dig nok!« sagde han, for Huldrejenten var bestandig efter ham.

Mens han var hos de Underjordiske, fortalte han, saa maatte han bestandig være med dem, naar de var ude og forsynte sig med Mad og Mælk, for det som var korset over og signet med Jesu Navn, havde de ikke Magt til at tage, og saa sagde til han Hans: »Du faar tage i her, for dette er der »krikkla paa,« og han lagde nu saadanne Børder i Meiserne til dem, at det var fæle Ting; men naar der kom Tordenslag, satte de afsted saa fort, at han ikke kunde følge dem. Hans var bestandig i Lag med en af dem, som hedte Vaatt, og han var saa stærk, at han tog og bar baade Hans og Børden, naar der kom sligt Braaveir paa dem. En Gang mødte de Futen fra Ringerike i en dyb Dal oppe paa Halland, saa gik Vaatt bort og holdt Hesten for ham, og Futen skreg og slog paa og foer saa ilde med Hesten, at det var Synd at se. Men saa gik Skydsgutten frem af Meierne og saa gjennem Hulaget; saa maatte Vaatt slippe, »og da kan det vel hænde det gik,« sagde Hans. »Skydsgutten var nær ikke kommen paa Slædemeierne igjen, og vi slog op en Skrassel, saa at Futen vendte sig i Slæden og saa tilbage.« —

»Ja,« sagde en af Husmændene, som var en Udbygding, »det har jeg hørt om en Præst i Lier ogsaa. Han skulde rejse i Sognebud til en gammel Kjærring, som havde været et ugudeligt Menneske, mens hun levede. Da han kom paa Skoven, blev Hesten holdt for ham; men han vidste Raad, for det var en