rask Karl den Lierpræsten; i eet Sprang var han fra Slæden oppe paa Hesteryggen og skottede ned gjennem Hulaget, og der saa han det var en styg gammel Mand som holdt i Tømmen — de siger, det var Fanden selv.«
»Slip kuns, Du faar hende ikke,« sagde Præsten.
»Han maatte slippe, men med det samme gav han Hesten et Rap, saa den satte afsted saaledes, at det gnistrede under Hovene og lyste i alle Skovtoppene, og det var ikke mere end Skydsgutten kunde holde sig bagpaa. Den Gang kom Præsten ridende i Sognebud.« —
»Nei, om jeg skjønner hvorledes det skal gaa med Kjørene ligevel, Mor,« sagde Mari Budeie, som kom staakende ind med et Mælkespand, »jeg tror de sulter rent ihjel, her kan Mor se hvor lidet Mælk vi faar.«
»Du faar drage Hø fra Staldgulvet, Mari,« sagde Gamlemor.
»Ja, det var sandt!« svarede Mari; »kommer jeg did, saa er Karlmændene og Kallen saa forsinte som vilde Gasser.«
»Jeg skal give Dig et Raad, Mari,« sagde en af Smaagutterne med en polisk Mine. »Du skal koge Rømmegrød og sætte ud paa Staldlaaven om Torsdagskvelden, saa hjælper nok Nissen Dig at drage Hø til Fjøset, mens Gutterne sover.«
»Ja, bare der var nogen Nisse her, saa skulde jeg nok gjøre det,« svarede den gamle Budeie troskyldig; »men det er Fanken ingen Nisse her i Gaarden, for de tror ikke paa Sligt Sjelvfolkene; nei, paa Næs hos Kapteinen, den Tid jeg tjente der, der var Nissen.«
»Hvorledes kan Du vide det, Mari?« spurgte GamLemor. »Har Du set ham?«
»Seet ham? Ja det har jeg rigtig ogsaa det,« svarede Mari, »det er sikkert nok.«
