Side:Norske folke- og huldre-eventyr.djvu/304

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


»Nei,« sagde jeg og brød over tvert, »nu vil jeg rigtig ud og høre Smedens Historier,« løb ud og lod Proprietæren tilbage i Stuen med den matlysende Praas og sin egen forstyrrede Tankegang.

»Barnevæv og løgnagtige Rægler!« brummede han, idet jeg lukkede Døren efter mig; »det er Skam for lærte Folk; men velmente patriotiske Yttringer —.« Mere hørte jeg ikke.

Lys og Liv og Munterhed straalede ud i den høie, luftige Hal. Et Baal, der lyste op selv i de fjerneste Kroge, flammede paa Skorstenen. I denne, ved Siden af Skorstensstøtten, tronede Proprietærens Madame med sin Rok. Skjønt hun i mange Aar havde ligget til Feldts mod Gigten og forskanset sig mod dens Anfald i en Mangfoldighed af Stakker og Trøier, og som Udenværker udenom alle de øvrige anlagt et Uhyre af en graa Vadmelskofte, skinnede dog hendes Ansigt under Skautet som den fulde Maane. Paa Peiskanten sad Børnene og lo og knækkede Nødder. Rundt om sad en Kreds af Piger og Husmandskoner; »de traadte Rokken med flittige Fødder eller brugte de skrabende Karder.« I Svalen trampede Træskerne Sneen af, kom ind med Avner i Haaret og satte sig ved Langbordet, hvor Kokken bar frem Natverden for dem, en Mælkeringe og et Traug haardstampet Grød. Op til Skorstensmuren lænede Smeden sig; han røgte Tobak af en liden Snadde, og over hans Ansigt, der bar sodede Spor fra Smedje-Essen, laa en tør alvorlig Mine, som vidnede om at han havde fortalt, og fortalt godt.

»God Aften, Smed,« sagde jeg, »hvad er det Du fortæller, som vækker saadan Latter?«

»Hi, hi, hi,« lo Smaagutterne med Sjæleglæde i sine Miner, »Christen fortalte om Fanden og Smeden, og saa om Gutten som fik ham ind i Nødden, og nu har han sagt, han skal fortælle