Side:Norske folke- og huldre-eventyr.djvu/303

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


kunde den paa mine Fingre, thi jeg hørte den nu for tre og tyvende Gang. Jeg er ikke udrustet med nogen Engletaalmodighed; men hvad skulde jeg vel gjøre? Tilbagetoget til mit Værelse var mig afskaaret; der var skuret til Helgen; det stod i en Damp. Efter at have gjort nogle forgjæves Forsøg paa at fordybe mig i min Bog, maatte jeg saaledes lade mig føre af de bevægede Vande i Proprietærens Veltalenheds Strøm. Proprietæren var nu paa sin hvide Hest, som man siger; den gamle rødslidte Skindlue havde han lagt ved Siden af sig i Sofaen, og bar sin skaldede Pande og sine graa Haars Værdighed aabent til Skue. Han blev ivrigere og ivrigere; han reiste sig og fægtede med Hænderne; han gik op og ned ad Gulvet med hastige Skridt, saa Flammen i Lyset viftede hid og did, og den graa, fodside Vadmelskjoles feiende Flag beskrev store Kredse, hver Gang han svingede rundt og hævede sig paa sit lange Ben; thi som Tyrtæus og Per Solvold var han lavhalt. Hans bevingede Ord summede om mine Øren som Oldenborrer i en Lindetop. Det gik løs om Processer og Høiesteretspræjudikater, om Kranglerier med Overformynderiet, om Tømmerbrøtning og Luxus, om Magthavernes Regjereri og Mørkfossens Udminering, om Korntolden og Jæderens Opdyrkning, om Industri og Centralisation, om Cirkulationsmidlets Utilstrækkelighed, om Bureaukrati og Embedsaristokrati, og om alle de Kratier, Arkier og Rier, som har existeret lige fra Kong Nebukadnezar til Per Solvolds Statsborgeri.

Det var ikke til at holde ud længer med Proprietærens Knot og affekterede Pathos. Fra Kjøkkenet skraldede den ene Lattersalve efter den anden; Christen Smed førte Ordet derude; han havde just holdt op, og der lød paa ny en hjertelig Latter.