Norske Folke- og Huldre-eventyr/14

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Smeden & St. Peter.jpg

Engang i de dage, da vor Herre og St. Peter gik og vandrede paa Jorden, kom de til en Smed. Han havde gjort den Kontrakt med Fanden, at han skulde høre ham til om syv Aar, imod at han i den Tid skulde være Mester over alle Mestere i Smedekunst; og den Kontrakt havde baade han og Fanden skrevet Navnet sit under. Derfor havde han ogsaa sat med store Bogstaver over Smedjedøren: »Her bor Mesteren over alle Mestere!«

— Da vor Herre kom og fik se det, gik han ind. »Hvem er Du?« sagde han til Smeden. »Læs over Døren,« svarede Smeden; »men kanske Du ikke kan læse Skrift, saa faar Du vente, til der kommer En, som kan hjælpe Dig.« Før vor Herre fik svaret ham, kom der en Mand med en Hest, som han bad Smeden sko for sig. »Kunde ikke jeg faa Lov at sko den?« sagde vor Herre. »Du kan prøve,« sagde Smeden; »galere kan Du nu ikke faa gjort det, end jeg kan faa det rigtigt igjen.« Vor Herre gik da ud og tog det ene Ben af Hesten, lagde det i Smedjeavlen og gjorde Skoen gloende; derpaa hvæssede han Hager og Græv, neide Sømmene, og saa satte han Benet helt og holdent paa Hesten igjen; da han var færdig med det, tog han af det andet Forben og gjorde like ens med det; og da han havde sat paa igjen det ogsaa, tog han Bagbenene, først det høire og saa det venstre, lagde dem i Avlen, glorde Skoene gloende, hvæssede Hager og Græv og neide Sømmene, og satte saa Benene paa Hesten igjen. Imens stod Smeden og saa paa ham. »Du er ikke saa daarlig Smed endda Du,« sagde han. »Synes Du det?« sagde vor Herre.

Lidt efter kom Smedens Moder bort til Smedjen og bad ham komme hjem og spise til Middag; hun var meget gammel, fælt kroget i Ryggen og rynket i Ansigtet, og kunde med Nød og Næppe gaa. »Læg nu Mærke til hvad Du ser,« sagde vor Herre; han tog Konen, lagde hende i Smedjeavlen og smedede en ung, deilig Jomfru af hende. »Jeg siger, som jeg har sagt,« sagde Smeden, »Du er slet ikke nogen daarlig Smed; der staar over Døren min: Her bor Mesteren over alle Mestere, men endda siger jeg rentud: En lærer saalænge En lever,« og dermed gik han frem til Gaarden og spiste Middag.

Da han vel var kommen tilbage i Smedjen igjen, kom der en Mand ridende, som vilde have skoet Hesten sin. »Det skal snart være gjort,« sagde Smeden, »jeg har nu netop lært en ny Maade at sko paa; den er god at bruge, naar Dagen er kort;» og saa begyndte han at skjære og bryde saalænge, til han fik af alle Hestebenene; »for jeg ved ikke, hvad det skal være til at gaa og pusle med eet og eet,» sagde han; Benene lagde han da i Smedjeavlen, saaledes som han havde seet vor Herre gjorde, lagde dygtig Kul paa og lod Smeddrengene drage raskt i Bælgstangen; men saa gik det, som man kunde vente: Benene brændte op, og Smeden maatte betale Hesten. Det syntes han ikke videre om; men i det samme kom en gammel Fattigkjærring gaaende forbi, og saa tænkte han; lykkes ikke det Ene, saa lykkes vel det Andet, tog Kjærringen og lagde hende i Avlen, og alt hun græd og bad for Livet, saa hjalp det ikke; »Du skjønner ikke Dit eget Bedste, saa gammel Du er,« sagde Smeden; »nu skal Du blive til en ung Jomfru igjen i et Øieblik, og endda skal jeg ikke tage saameget som en Skilling for Smedningen.» Det gik da ikke bedre med Kjærringen, Stakkar, end med Hestebenene. »Det var ilde gjort det,« sagde vor Herre. »Aa, der er vel ikke Mange, som spør efter hende,« svarede Smeden; »men det er en Skam af Fanden: det er ikke mere end saa, at han holder, hvad der staar skrevet over Døren.« — »Ifald Du nu kunde faa tre Ønsker af mig,« sagde vor Herre, »hvad vilde Du saa ønske Dig?« — »Prøv mig,« svarede Smeden, »saa tør Du faa vide det.« — Vor Herre gav ham da de tre Ønsker. »Saa vil jeg først og fremst ønske, at den jeg beder klyve op i det Pæretræet, som staar her ude ved Smedjevæggen, maa blive siddende der, til jeg selv beder ham komme ned igjen,« sagde Smeden; »for det andet vil jeg ønske, at den jeg beder sætte sig i Lænestolen, som staar derinde i Værkstedet, maa blive siddende i den, til jeg selv beder ham staa op igjen; og endelig vil jeg ønske, at den jeg beder krybe ind i den Staaltraadpungen, jeg har i Lommen min, maa blive derinde, til jeg selv giver ham Lov at krybe ud igjen.« — »Du ønskede som en daarlig Mand,« sagde St. Peder; »først og fremst burde Du have ønsket Dig Guds Naade og Venskab.« — »Jeg torde ikke tage saa høit til, jeg,« sagde Smeden. Derpaa sagde vor Herre og St. Peder Farvel og gik videre.

Det led, mens det skred, og da Tiden var omme, kom Fanden, saaledes som det stod i Kontrakten, og skulde hente Smeden. »Er Du færdig nu?« sagde han, han stak Næsen ind igjennem Smedjedøren. »Aa, jeg skulde saa nødvendig slaaet Hoved paa den Spigeren først,« svarede Smeden; »kryb Du imens op i Pæretræet og pluk Dig en Pære at gnave paa, Du kan være baade tørst og sulten efter Veien.« Fanden takkede for godt Tilbud og krøb op i Træet. »Ja, naar jeg nu betænker Alt vel,« sagde Smeden, »saa faar jeg slet ikke slaaet Hoved paa denne Spigeren i de første fire Aar, for dette er Pokker til jern saa haardt; ned kan Du ikke komme i den Tid, men Du faar sidde og hvile Dig saalænge.« Fanden tiggede og bad saa tyndt som en Toskilling, at han maatte faa komme ned igjen. men det hjalp ikke. Tilsidst maatte han da love, at han ikke skulde komme igjen, før de fire Aar vare omme, som Smeden havde sagt. »Ja, saa kan Du komme ned igjen,« sagde Smeden.

Da nu den Tid var forbi, kom Fanden igjen for at hente Smeden. »Nu er Du vel færdig,« sagde han, »nu synes jeg, Du kunde have slaaet Hoved paa Spigeren.« — »Ja, Hoved har jeg sagtens faaet paa den,« svarede Smeden, »men alligevel kom Du et bitte lidet Gran for tidlig, for Odden har jeg endnu ikke hvæsset; saa haardt jern har jeg heller aldrig smedet før. Medens jeg slaar Od paa Sømmet, kunde Du sætte Dig i Lænestolen min og hvile Dig, for Du er vel træt, kan jeg tænke.« — »Tak, som byder,« sagde Fanden og satte sig i Lænestolen; men aldrig før var han kommen til Hvile, saa sagde Smeden igjen, at naar han betænkte Alt vel, kunde han slet ikke faa hvæsset Odden før om fire Aar. Fanden bad først vakkert om at slippe af Stolen, og siden blev han vred og begyndte at true; men Smeden undskyldte sig det bedste han kunde, og sagde, det var Jernets Skyld, for det var saa Pokkers haardt, og trøstede Fanden med, at han sad saa godt og mageligt i Lænestolen, og at han om fire Aar skulde slippe akkurat paa Minutten. Der var nu ingen anden Raad; Fanden maatte love, at han ikke skulde hente Smeden, før de fire Aar vare omme; og saa sagde Smeden: »ja, saa kan Du reise Dig igjen,« og Fanden afsted det forteste han kunde.

Om fire Aar kom Fanden igjen for at hente Smeden. »Nu er Du sagtens færdig, ved jeg,« sagde Fanden, han stak Næsen ind gjennem Smedjedøren. »Fix og færdig,« svarede Smeden, »nu kan vi reise, naar Du vil. Men Du,« sagde han videre, »der er een Ting, jeg har staaet her længe og tænkt jeg vilde spørge Dig om: er det sandt, hvad de fortælle, at Fanden kan gjøre sig saa liden han vil?« — »Jagu’ er det sandt,« svarede Fanden. — »Aa, saa kunde Du gjerne gjøre mig den Tjeneste at krybe ind i denne Staaltraadpungen og se efter, om den er

hel i Bunden,« sagde Smeden; »jeg er saa ræd, jeg skal miste
Smeden.jpg
Reisepengene mine.« — »Gjerne det,« sagde Fanden; han

gjorde sig liden, og krøb ind i Pungen. Men aldrig før var Fanden kommen ind i, saa lukkede Smeden igjen Pungen. »Jo den er hel og tæt allesteds,« sagde Fanden i Pungen. »Ja, det er brav nok, du siger det,« svarede Smeden, »men det er bedre at være fore vaer end efter snar; jeg vil lige saa godt sveitse Ledene lidt, bare for Sikkerheds Skyld,« og dermed lagde han Pungen i Avlen og gjorde den gloende. »Au! au! er Du galen? ved Du ikke, jeg er inde i Pungen da?« raabte Fanden. »Ja, jeg kan ikke hjælpe Dig,« sagde Smeden, »de siger for et gammelt Ord: En faar smede, mens Jernet er varmt,« og saa tog han Storslæggen, lagde Pungen paa Ambolten, og dundrede løs paa den alt hvad han orkede. »Au, au, au!« skreg Fanden i Pungen; »kjære Vene! lad mig bare slippe ud, skal jeg aldrig komme igjen mere.« — »Aa ja, nu tror jeg nok Ledene ere taalelig sveitsede,« sagde Smeden, »saa kan du komme ud igjen da.« Dermed lukkede han op Pungen, og Fanden afsted saa fort, at han ikke torde se sig tilbage engang.

Men om nogen Tid faldt det Smeden ind, at han nok havde baaret sig galt ad, da han gjorde sig Uvenner med Fanden; »for skulde jeg nu ikke komme ind i Gudsrige,« tænkte han, »torde det være Fare for, at jeg kan blive husvild, siden jeg har lagt mig ud med ham, som raader over Helvede.« Han mente da, det var bedst at forsøge at komme ind, enten i Helvede eller Himmerige, ligesaagodt først som sidst, forat han kunde vide, hvordan han havde det, og saa tog han Slæggen sin paa Nakken og gav sig paa Veien. Da han nu havde gaaet et Stykke, kom han til korsveien, hvor Veien til Himmerige deler sig fra den, som gaar til Helvede; der naaede han igjen en Skræddersvend, som piltede afsted med Persejernet i Haanden. »God Dag,« sagde Smeden, »hvor skal Du hen?« — »Til Himmerige, om jeg kunde komme ind der,« svarede Skrædderen; »en Du?« — »Aa, vi faa nok ikke langt Følge vi da,« svarede Smeden, »Jeg har nu tænkt at prøve Helvede først jeg, for jeg har lidt Kjendskab til Fanden fra før.« Saa sagde de Farvel og gik hver sin Vei; men Smeden var en stærk, kraftig Mand og gik langt fortere end Skrædderen, og saa varede det ikke længe, før han stod for Porten i Helvede. Han lod Vagten melde sig og sige, at der var En udenfor, som gjerne vilde tale et Ord med Fanden. »Gaa ud og spørg, hvad det er for En,« sagde Fanden til Vagten, og det gjorde den. »Hils Fanden og sig, at det er Smede, som havde den Pungen, han ved nok,« svarede denne, »og bed ham saa vakkert, at jeg maa slippe ind strax, for først har jeg smedet idag lige til Middag, og siden har jeg gaaet lang Vei.« Da Fanden fik den Besked, befalede han Vagten at laase til alle ni laasene paa Porten i Helvede, »og sæt endda paa en Hængelaas til,« sagde Fanden, »for kommer han ind, gjør han Ugreie i hele Helvede.« — »Der er ingen Bergning at faa her da,« sagde Smeden ved sig selv, da han fornam, at de stængte Porten bedre til; »saa faar jeg vel prøve i Himmerige;« og dermed gjorde han omkring og gik tilbage, til han naaede Korsveien igjen; der tog han den Vei, Skrædderen havde gaaet. Da han nu var sindt for den lange Veien, han havde gaaet frem og tilbage til ingen Nytte, skridtede han paa alt hvad han orkede, og naaede Himmeriges Port, med det samme St. Peder gløttede lidt paa den, saameget at den tynde Skræddersvenden kunde slippe ind. Smeden var endda en sex, syv Skridt fra Porten. Her er det nok bedst at skynde sig, tænkte han, greb Slæggen og kastede i Dørgløtten, med det samme Skrædderen smat ind; men kom han ikke ind gjennem den Aabningen, ved jeg ikke, hvor han er bleven af.

Her er Himmerig.jpg