Norske Folke- og Huldre-eventyr/13
Mikkel Ræv var ringet og skudt; hans Gravøl blev drukket hos Lensmanden og feiret med en Polskpas om Aftenen. I Betragtning af Dagens Møie, den høstede Hæder og de tre Fjerdinger jeg havde hjem, fik vi Orlov at drage hver til Sit Klokken lidt over Elleve, og Lensmanden tilbød mig ovenikjøbet Hest. Det var et Tilbud al Ære værd, men da Kjøreveien var dobbelt saa lang, foretrak jeg at gaa som jeg var kommen, lige til og paa Ski. Med Rævebælgen og Bøssen paa Nakken og Skistaven i Haanden gled jeg afsted. Skiføret var ypperligt: det havde været Solskin om Dagen, og Aftenkulden havde lagt en let Skare paa den dybe Sne; Maanen stod blank paa Himmelen, og Stjernerne tindrede. Hvad kunde jeg forlange mere? Det gik strygende ud over Bakkerne, hen over Sletterne og gjennem Lundene med de søileranke Birke, hvis Kroner dannede luftige, tindrende Sølvmorskupler, under hvilke Uglerne sad og fortalte rædsomme Historier ud i den stille Nat. Haren skreg Hutetutuhu over Februarkulden og den fæle Uglesnak; Ræven var ude paa forlibte Eventyr, skjændtes med sine Rivaler og udstødte haanende Skrig.
Jeg maatte holde mig paa Siden af Bygdeveien et Stykke; her kom en Finmutkarl i Smalslæde efter mig. Da han af Bøssen og jagtbyttet jeg bar, kunde se jeg var jæger, gav han sig i Tale med mig, og sagde at naar jeg skyndte mig ned over til Elven, vilde jeg vist kunne træffe en Graabenflok; for just som han kom op paa Bakkerne ved Sundet, strøg den op efter Isen. Med Tak for Underretningen satte jeg afsted og kom frem paa en Pynt. Et Granholt strakte sig herfra lige ned til Elven og hindrede den frie Udsigt til denne. Ulvene saa jeg ikke. Jeg lod det imidlertid staa til udover; det gik susende i Skyggen af Granholtet, og Orekrattet daskede mig om Ørene; men under den pilsnare Fart var det ikke muligt at skjelne nogen Gjenstand, og før jeg vidste Ordet af det, tørnede jeg voldsomt mod en Stubbe, brækkede den ene Ski og laa paa Hovedet begravet i Sneen. Da jeg skulde reise mig, gjorde det saa ondt i min ene Fod, at jeg næsten ikke kunde træde paa den; jeg maatte kravle om paa Knæerne en Stund og fandt endelig Bøssen igjen under Sneen med begge Piberne fuldstoppede. Næppe havde jeg lagt mig i Baghold nede ved Bredden af Elven, før UIveflokken kom luntende op ad den; det var fem i Alt. Jeg ventede dem med jægerens Utaalmodighed; paa fyrretyve Skridt
lagde jeg til Øiet og trykkede løs, først det ene Løb, det klikkede,saa det andet, det brændte for; og da Skuddet langt om længe gik af, slog Rendekuglerne i Grantoppene paa den anden Side af Elven, og Ulvene strøg afsted i fuldt Firsprang med Halen lige ud.
Ærgerlig reiste jeg mig, i Foden smertede det endnu heftigere, og med Bøssen som Støttestav slæbte jeg mig ud paa Elven for at se, hvor jeg egentlig var. Til min Glæde steg en Røgsøile op over Trætoppene paa den anden Side, og jeg saa et Tag mellem Granerne; jeg kjendte mig igjen: det var Tuppenhaug, en Plads under Gaarden, hvor jeg hørte hjemme. Med megen Møie kravlede jeg op den bratte, over et Par hundrede Skridt lange Bakke, men havde ogsaa den Tilfredsstillelse at se Skinnet af et dygtigt Baal fra Skorstenen lyse ud gjennem Vinduet. Jeg hinkede frem til Døren, lettede paa Klinken og gik ind som jeg var, aldeles overpuddret af Sne.
»Kors i Jesu Christi Navn, hvem er det da?« sagde gamle Berthe forskrækket og slap et Spegelaar, hun sad paa Peiskrakken og snittede i.
»God Kveld, bliv ikke bange; Du kjender vel mig, Berthe?« sagde jeg.
»Aa, er det Studenten, som er saa sent ude; jeg blev rigtig ganske fælen; han er saa hvid af Sne, og det er høgst Nattes,« svarede gamle Berthe Tuppenhaug og reiste sig. Jeg fortalte mit Uheld og bad hende vække en af Gutungerne og sende ham op til Gaarden efter Hest og Slæde.
»Ja, er det ikke som jeg siger, at Graaben hævner,« mumlede hun ved sig selv. »De vilde ikke tro det, da de gjorde Mandgard efter den, og han Per brød Benet forrige Aaret; nu kan han se, jogu’ den hævner da!«
»Aa, ja,« sagde hun og gik hen til Sengen i Krogen, hvor Familien laa og snorkede i Kor, øde har nu kjørt Tømmer fra Elven i disse Dage de Nordigaarden, saa det er fremkommeligt over Engene. Vesle-Ola, staa op, Du skal efter Hest til Studenten! Vesle-Ola da!«
»Haa!« sagde Vesle-Ola gjennem Næsen, og kastede paa sig. Han havde et alt for godt Sovehjerte til at lade sig anfægte af saa lidet, og der hengik en hel Evighed med Øiengnidning og Gisp og Gab og forkjerte Spørgsmaal, forinden han fik viklet sig ud af de sammenflokede Masser i Sengen, kom i Buxer og Trøie og ret begreb, hvad det egentlig var han skulde gjøre. Løftet om en Drikkeskilling syntes imidlertid at fremme hans Begrebers Opklaring, og bortmanede selv Frygten for at gaa forbi Birken, som Ole Askerudsbraaten havde hængt sig i. Under Forhandlingerne mellem den hvidhaarede Vesle-Ola og Gamle-Berthe gjorde jeg mig bekjendt med Stuens Inventarium af Væve, Rokke, Kubbestole, Limer, Bøtter og halvfærdige Øxeskaft, med Hønsene paa Vaglen bag Døren, den gamle Musket under Taget, og Slinderne, der sukkede under en Byrde af dampende Strømper, foruden tusende andre Ting, som jeg ikke skal trætte Læseren med at opregne.
Da Gutten endelig var kommen afsted, satte Berthe sig hen paa Skorstenskanten. Hun var helligdagspyntet, det vil sige, hun var iført den Dragt, som var brugelig blandt gamle Folk i hendes Hjembygd Hadeland, hvorfra hun var kommen over, da hun flyttede ind paa Romerike: en blaa Trøie, kantet med vævede Baand, sort foldet Stak, Hue med Skruv og Nakketufse. Skarpe bevægelige Øine i Forbindelse med skjæve Øienspalter, fremstaaende Kindben, en bred Næse og gulbrun Hudfarve gav Berthes Ansigt et fremmed, østerlandsk, næsten hexeagtigt Udtryk, og det var da heller ikke at undres over; thi hun var den første Signekjærring paa lang Led.
Jeg undrede mig over, at hun endnu var oppe, og spurgte om hun ventede Fremmede, siden hun havde Kisteklæderne paa.
»Nei, det gjør jeg nok ikke,« svarede hun, »men jeg skal sige Studenten det, at jeg har været oppe i Ullensogn og maalt en Kjærring for Mosot; og derfra blev jeg hentet til en Unge som havde Svek, og den Ungen maatte jeg støbe over først; og ret nu for lidt siden kom jeg hjem, endda de kjørte mig lige til Gjæstgiveren.«
»Men naar jeg ret betænker det, saa kan Du vist ogsaa gjøre aat for Vred, Berthe?« sagde jeg saa alvorlig som muligt.
»Aa ja, jeg kan nok gjøre aat for Vred; for Siri Nordigaarden hun blev da ikke bra’ før jeg kom, endda baade Dokteren og Mor Nedigaarden kulkede med Benet hendes,« sagde hun med et fult Træk om Munden; »og hvis Studenten tror paa det,« vedblev hun med et tvivlende Blik, »saa kunde det nok ikke skade at læse i en Taar Brændevin og have paa.«
»Læs Du over Brændevinet og kom med det, det vil sikkert gjøre godt,« sagde jeg, for muligens at blive indviet i en eller anden af Signekunstens Hemmeligheder. Berthe hentede en undersætsig blaa Lærke og et Brændevinsglas med Træfod henne i det blommede Skab, skjænkede i Akkevitten, satte Glasset ved Siden af sig paa Skorstenen, knappede Snesokken op og hjalp af mig Skoen. Saa begyndte hun at korse og hviske ned i Brændevinet; men da hun selv var temmelig døv, lempede hun ikke sin Stemme efter min Høreevne, og følgelig hørte jeg den hele Formular:
»Jeg red mig en Gang igjennem et Led,
saa fik min sorte Fole Vred;
saa satte jeg Kjød mod Kjød og Blod mod Blod,
saa blev min sorte Fole god.«
Nu tabte hendes Stemme sig i en utydelig Hvisken. Enden paa Visen var et gjentaget »tvi!« som udsendtes mod alle Verdens fire Hjørner.
Under Besværgelsens Hede havde hun reist sig; nu satte hun sig igjen paa Skorstenskanten. Den kolde fordampende Spiritus, som hun hældte ud over min hede ophovnede Fod, bragte en behagelig Kjølning.
»ÞJeg synes alt det hjælper, Berthe,« sagde jeg; »men sig mig, hvad var det dog egentlig for Noget Du læste i Brændevinet?«
»Nei, om jeg det tør sige, for han kunde gjerne sladdre paa mig baade til Præsten og til Dokteren,« sagde hun med et polisk Grin, som skulde antyde, at hun ikke brydde sig stort om nogen af dem; »og den, som lærte mig det,« blev hun ved, »ham maatte jeg love, jeg aldrig skulde lære det til noget kristent Menneske uden mit eget Blod, og det har jeg svoret paa saa stygt, at Gud lade mig aldrig komme til at sværge saa stygt.«
»Saa kan det jo ikke nytte at spørge om det, Berthe,« sagde jeg; »men det er vel ingen Hemmelighed hvem Du har lært den Kunst af, det var vel en dygtig Signekall?«
»Ja, det kan han tro; det var en rigtig Signekall det: det var han Morbroder Mads i Hurdalen,« svarede hun. »Han kunde baade Signe og maale og gjøre aat for Vred og Verk, og stemme Blod og støbe og vise igjen, og det var ikke frit for, at han kunde trolde lidt og gjøre Ondt ogsaa. Han har lært mig op. Men saa klog han var, saa kunde han ikke hytte sig selv for Troldskab ligevel.«
»Hvorledes det? Blev der troldet paa ham da? Blev han forgjort?« spurgte jeg.
»Nei, det blev han nok ikke,« svarede Berthe. »Men der hændte ham Noget, og siden var han rigtig som spyttet paa; ja, han var huldrin i lange Tider. Studenten tror nu vel ikke det er sandt,« sagde hun med et forskende Øiekast; »men det var Morbror min, og jeg har hørt han har fortalt det og svoret paa det var sandt, over hundrede Gange.«
»Morbror Mads han boede paa Knae i Hurdalen. Han var ofte ude i Fjeldet og hug Ved og Tømmer, og naar han var ude, saa havde han altid for Skik at ligge der ogsaa; han byggede sig en Barhytte, gjorde op en Nying fremmenfor, og der laa han og sov om Natten. En Gang var han saaledes ude i Skogen han og To til: ret som han havde hugget ned en svær Stok og sad og hvilte sig lidt, saa kom der et Garnnøste trillende ned over en flad Berghelle lige frem til Fødderne hans. Han syntes det var underligt det; ikke torde han tage det op, og det havde nok været godt for ham, om han aldrig havde gjort det heller. Men dermed saa han op, for han vilde se hvor det kom fra. Jo, oppe paa Berget sad en Jomfru og syede, og hun var saa deilig og saa fin, at det skinnede af hende.
»Tag hid det Garnnøstet Du,« sagde hun. Ja, han gjorde saa, og han blev staaende der længe og saa paa hende, og han kunde slet ikke blive kjed af at se, saa lækker syntes han hun var. Tilsidst maatte han tage Øxen og til at hugge igjen; og da han havde hugget en Stund og han saa skottede op, var hun borte. Han tænkte paa dette hele Dagen; han syntes det var rart, og han vidste ikke hvad han skulde mene om det. Men saa om Kvelden da de skulde lægge sig, han og Kammeraterne, vilde han endelig ligge imellem; men det hjalp ikke stort, skal jeg tro; for da det led paa Natten, kom hun og tog ham, og han maatte følge med, enten han vilde eller ikke. Saa kom de ind i Fjeldet, og der var Alting saa gildt, at han aldrig havde seet saa gildt før, og han kunde aldrig fuldt faa sagt hvor gildt det var. Der var han hos hende i tre Døgn. Da det led lidt ud paa den tredje Natten, vaagnede han, og da laa han mellem Kammeraterne sine igjen. De troede han var gaaet hjem efter mere Niste, og det sagde han til dem han havde gjort ogsaa. Men han var ikke rigtig siden; ret som han sad, saa gjorde han nogle Sprang og fløi afsted; han var huldrin, skal jeg sige.«
»Men saa var det en god Stund bagefter, han holdt paa at kløve Gjærdefang oppe i Marken. Just som han stod og havde drevet en Blei ind i en Stok, saa der var en Spræk langs efter den, saa kom Kjærringen hans med Middagsmaden til ham, syntes han; det var Rømmegrød, og den som fed var, og den havde hun i et Spand saa blankt, at det skinnede som Sølv.
Hun satte sig ned paa Stokken, mens han lagde fra sig Øxenog satte sig paa en Stubbe tæt ved; men i det samme saa han, at hun puttede en lang Korumpe ned i Sprækken. Nu kan En nok vide det, at han ikke rørte Maden; men han sad og lirkede og leede til han fik Bleien ud, saa Stokken kneb til og Rumpen sad i Klemmen, og saa skrev han Jesu Navn paa Spandet. Men da kan det vel hænde hun fik Fødder: hun foer op saa braadt, at Rumpen røg tvert af og blev siddende igjen i Stokken, og borte var hun; han saa ikke hvor det blev af hende. Spandet og Maden det var ikke andet end en Barkeskrukke med noget Kornøg i. Siden torde han næsten aldrig gaa ud i Skogen, for han var ræd hun skulde hævne sig.«
»Men en fire fem Aar derefter saa var der blevet en Hest borte for ham, og maatte selv ud at lede. Ret som han gik i Skogen, saa var han inde i en Hytte hos nogle Folk; men han havde ingen Greie paa hvorledes han kom der; paa Gulvet gik en styg Kjærring og stellede, og borte i en Krog sad en Unge, som vel kunde være saa en fire Aar. Kjærringen tog Ølkanden og gik hen til Ungen med: »Gaa nu bort,« sagde hun, »og byd Far Din en Drik Øl.« Han blev saa forfærdet, at han tog til Benene, og siden har han hverken hørt eller spurgt hende eller Ungen; men rar og suset var han altid.« —
»Ja, han maa jo have været en Tulling den Mads Knæ, Berthe,« sagde jeg, »og nogen duelig Signekall kan han ikke have været, siden han ikke kunde hytte sig bedre. For Resten var det artigt nok med det graa Garnnøstet.« Det mente Berthe ogsaa, men slig Signekall som Mads Knæ fandtes ikke paa lang Lei. Mens vi sad og pratede om dette, bad jeg Berthe bringe mig Jagttasken, og da jeg havde stoppet mig en Pibe, rakte hun mig en brændende Stikke og begyndte paa en ny Fortælling. som jeg havde hørt hun skulde kjende.
»Det var en Sommer for lang, lang Tid siden, de laa til Sæters med Kreaturerne fra Melbustad oppe paa Halland. Men de havde ikke længe ligget der, før Kreaturerne tog til at blive saa urolige, at det var rent umuligt at styre dem. Der var mange Jenter, som prøvede at gjæte, men det blev ikke bedre, før der kom en Fæstepige, og hendes Fæsterøl havde de nylig drukket. Da blev de rolige med Et, og det var ingen Sag at gjæte længer. Hun blev deroppe alene og havde ikke noget andet Liv hos sig end en Hund. Som hun sad i Sæteren en Eftermiddag, tykte hun, at Kjæresten hendes kom og satte sig hos hende og begyndte at tale om, at nu skulde de til at holde Bryllup. Men hun sad ganske stille og svarede Ingenting; for hun syntes hun blev saa rar af sig. Lidt om lidt kom der flere og flere Folk ind, og de begyndte at dække op Borde med Sølvtøi og Mad, og Brudepiger bar ind Krone og Stads og en gild Brudekjole, som de klædte paa hende, og Kronen satte de paa Hovedet, som de brugte den Gang, og Ringe lik hun paa Fingrene.
Alle de Folkene, som var der, syntes hun ogsaa hun kjendte; det var Gaardkjærringer og det var Jenter, som var Jævningerne hendes. Men Hunden havde nok mærket der var noget Galt paa Færde. Den satte afsted ned til Melbustad, og der knistrede og gjøede den og lod dem ikke have Fred, før de fulgte den tilbage igjen.
Gutten, som var Kjæresten hendes, tog da Riflen sin og gik op over til Sæteren; da han kom paa Volden, saa stod der fuldt af opsadlede Heste rundt omkring Han listede sig bort og skottede gjennem en Gløtte paa Døren, og saa de sad derinde alleSammen. Det var greit at skjønne, at det var Troldskab og Underjordiske, og saa fyrede han af Bøssen over Taget. I det samme fløi Døren op, og det ene graa Garnnøstet større end det andre kom farende ud og surrede om Benene paa ham. Da han
kom ind, sad hun der i fuld Brudepynt, og saa nær var det, atder bare manglede en Ring paa Lillefingeren, før hun havde været fuldfærdig.
»Men i Jesu Navn, hvad er her paa Færde?« spurgte han, da han saa sig om. Alt Sølvtøiet stod paa Bordet endda; men al den deilige Maden var bleven til Mose og Sop og Komøg og Padder og Loppetudser og andet Sligt.
»Hvad betyder alt dette?« sagde han, »Du sidder jo pyntet her som en Brud?«
»Kan Du spørge om det?« sagde Jenten. »Du har jo siddet her og talt til mig om Bryllup i hele Eftermiddag.«
»Nei, nu kom jeg,« sagde han; »men det maa vel have været Nogen, som har taget paa sig min Lignelse.«
Da begyndte hun ogsaa at komme til sig selv igjen; men hun blev ikke ganske rigtig før lang Tid efter, og hun fortalte, at hun syntes grangivelig, at baade han og hele Skyldskabet og Granneskabet havde været der. Han tog hende strax med ned til Bygden, og for at der ikke skulde komme mere Fanteri til hende, holdt de Bryllup med det samme, og mens hun endnu havde paa Brudestadsen til de Underjordiske. Kronen og hele Stadsen blev hængt op paa Melbustad, og den skal være der den Dag i Dag er.« —
»Dette har jeg hørt skal være hændt i Valders, Berthe,« sagde jeg.
»Nei, dette er hændt saaledes som jeg siger paa Halland,« sagde hun, »men da jeg var hjemme, hørte jeg en Valders fortalte Noget, som var hændt der, og det var saa som jeg nu skal fortælle.«
»Der var en Jente fra en Gaard oppe i Valders ensteds, som hedte Barbro, og hun laa til Sæters i Fjeldet. En Dag hun sad og stellede, saa hørte hun med Eet det raabte borte i en Haug:
»Kong Haaken, Kong Haaken! —«
»Ja,« skreg Kong Haaken, saa det ljomede i alle Haugene.
»Kong Haaken, min Søn, vil Du gifte Dig?« raabte det langt borte i en Haug.
»Ja, det vil jeg,« sagde Kong Haaken, »naar jeg kan faa hende Barbro, som gaar og steiler borte i Sæteren, saa —«
»Aa ja, det skal nok gaa an,« hørte Barbro det sagde, og hun blev saa fælen, at hun ikke vidste hvad hun skulde gjøre af sig.
Ret som det var, saa kom der ind den Ene efter den Anden med Mad og Drikke paa Sølvfade og i Solvkruse, og med Kjole og Brudestads, med Krone og Søljer, og de gav sig til at dække Bordene, pynte hende til Brud, og hun syntes hun ikke kunde sætte sig imod det heller.
Denne Jenten havde ogsaa en Kjæreste, og han var paa Skytteri i Fjeldet. Men der kom saadan en Angst paa ham, at han syntes han maatte og han skulde til Sæteren igjen. Da han kom frem imod den, stod der saa fuldt af sorte Heste med gammeldags Sadler og Ridegreier, saa han strax kunde skjønne hvad der var paa Færde. Han listede sig bort til en Glugge og skottede ind; der saa han hele Brudefølget: Kong Haaken var Brudgom, og Bruden var pyntet.
»Ja, nu ved jeg ikke der er Andet igjen end at vrænge Øinene paa hende,« sagde en af Brudepigerne.
Da syntes Gutten det kunde være paa Tide at lægge sig imellem, saa tog han en Arvesølvknap og lagde i Riflen og skjød Kong Haaken, saa han faldt. Med det samme foer alle Brudefolkene ud og tog Kong Haaken og bar ham mellem sig. Maden blev til Troldkjærringspy og til Orme og Padder, som hoppede bort over og gjemte sig i Hullerne. Det Eneste, som blev igjen, det var Brudestadsen og et Sølvfad, og det skal findes paa Gaarden den Dag i Dag.« —
Berthe fortalte endnu mange Historier. Omsider knirkede Sneen under Slæden, og Hesten prustede for Døren. Jeg stak Berthe nogle Skillinger i Haanden for Kur og Pleie, og inden et Kvarters Tid var jeg hjemme. Eddike-Omslag og koldt Vand gjorde Foden snart god; men da Berthe kom op i Kjøkkenet paa Gaarden, og pukkende paa sine Kunster vilde tilegne sig Æren for min hurtige Helbredelse, kunde Børnene ikke holde sig; de skraalede hende i Øret hendes Signevers, som jeg havde lært dem, og spurgte om hun syntes en Taar Brændevin og sligt Sludder kunde hjælpe for Vred. Dette gjorde hende mistroisk; skjønt hun fortalte mig mangen vidunderlig Historie efter den Tid, og uagtet jeg hverken sparede List eller Overtalelser, saa lykkedes det mig aldrig siden at faa Berthe Tuppenhaug til at lette paa Fligen af det Isisslør, hvormed hun tilhyllede Maalingens, Støbningens, Aatgjøringens og Signekunstens Mysterier.