Norske Folke- og Huldre-eventyr/12
Der var engang en Mand, som var ude at færdes; saa kom han langt om længe til en stor og vakker Gaard; det var en Herregaard saa gild, at den gjerne kunde have været et lidet Slot. »Her skal det blive godt at faa hvile ud,« sagde han ved sig selv, da han kom indenfor Grinden. Tæt ved stod en gammel Mand med graat Haar og Skjæg og huggede Ved. »God Kveld, Far,« sagde Færdesmanden, »kan jeg faa laant Hus i Nat?« — »Jeg er ikke
Far i Huset,« sagde Gamlingen; »gaa ind i Kjøkkenet og snak til Far min!« Færdesmanden gik ind Kjøkkenet; der traf han en Mand, som var endnu ældre, og han laa paa Knæ foran Skorstenen og blæste paa Varmen. »God Kveld, Far, faar jeg laant Hus i Nat?« sagde Færdesmanden. »Jeg er ikke Far i Huset,« sagde den Gamle; »men gaa ind og snak til Far min; han sidder ved Bordet i Stuen.« Saa gik Færdesmanden ind i Stuen og snakkede til den, som sad ved Bordet; han var endda meget ældre end begge de andre To, Og han sad og hakkede Tænder, rystede og skalv og læste i en stor Bog, næsten som et lidet Barn. »God Kveld, Far, vil I laane mig Hus i Nat?« sagde Manden. »Jeg er ikke Far i Huset; men snak til Far min, han som sidder i Bænken,« sagde Manden, som sad ved Bordet og hakkede Tænder og rystede og skalv. Saa gik Færdesmanden til den, som sad i Bænken, og han holdt paa og skulde faa sig en Pibe
Tobak; men han var saa sammenkrøben og rystede saaledes paa Hænderne, at han næsten ikke kunde holde paa Piben. »God Kveld, Far,« sagde Færdesmanden igjen. »Kan jeg faa laant Hus i Nat?« — »Jeg er ikke Far i Huset,« svarede den gamle, sammenkrøbne Kallen; »men snak til Far min, som ligger i Sengen.« Færdesmanden gik til Sengen, og der laa en gammel, gammel Kall, som det ikke var noget andet Levende at se paa end et Par store Øine. »God Kveld, Far, kan jeg faa laant Hus i Nat?« sagde Færdesmanden. »Jeg er ikke Far i Huset; men snak til Far min, som ligger i Vuggen,« sagde Kallen med de store Øinene. Ja, Færdesmanden gik til Vuggen; der laa en ældgammel Kall, saa sammenkrøben, at han ikke var større end et Spædbarn, og han kunde ikke skjønne at der var Liv, paa Andet end at det laat i Halsen paa ham iblandt. »God Kveld, Far, kan jeg faa laant Hus i Nat?« sagde Manden. Det varede længe, før han fik Svar, og endda længer, før Kallen blev færdig med det; han sagde, han som de Andre, at han var ikke Far i Huset; »men snak til Far min, han hænger i Hornet paa Væggen.« Færdesmanden glante op over Væggene, og tilsidst fik han Øie paa Hornet ogsaa; men da han saa efter ham, som hang i det, var han ikke anderledes at se end et Fal, som havde Lignelse af et Menneskeansigt. Da blev han saa fælen, at han skreg høit: »God Kveld, Far! vil I laane mig Hus i Nat?« Det peb oppe i Hornet som en liden Talg-tit, og det var ikke mere end som saa, at han kunde skjønne, det skulde være det Samme som: »Ja, Barnet mit!« Og nu kom der ind et Bord, som var dækket med de kosteligste Retter og med øl og med Brændevin, og da han havde spist og drukket, kom der ind en god Seng med Renkalvsfelder, og Færdesmanden var nok saa glad, fordi han langt om længe havde truffet den rette Far i Huset.