Norske Folke- og Huldre-eventyr/11
Der var en Gang fem Kjærringer, som gik paa en Agnar og skar; alle vare de barnløse, og alle ønskede, de skulde have sig et Barn. Ret som det var, fik de se et urimeligt stort Gaaseæg, mest saa stort som et Mandehoved. »Jeg saa det først,« sagde den Ene. »Jeg saa det ligesaa tidlig som Du,« skreg den Anden. »Jagu vil jeg ha det, for jeg var den Første, som saa det,« svor den Tredje. Saaledes drev de paa og blev saa usams om Ægget, at de næsten vilde i Luggen paa hverandre. Men saa blev de forligte om, at de skulde eie det sammen alle Fem, og saa skulde de lægge sig paa det, som Gaasen gjør, og klække ud Gaasungen. Den Første blev liggende i otte Dage og rugede og ladede sig og gjorde Ingenting; imens maatte de Andre træle for Føden baade til sig og hende. Det begyndte en af dem at give hende Fantord for.
»Du kom ikke ud af Ægget, før Du kunde pibe Du heller,« sagde hun, som laa og rugede; »men dette tror jeg der snarere bliver Folk af, for jeg tykker det mumler: »Sild og Vælling og Grød og Mælk,« indi det alt i Et,« sagde hun; »nu kan Du ligge i otte Dage, saa skal vi byttes til at s1æbe Føden i Dig.« — Da den Femte ogsaa havde ligget i otte Dage, hørte hun skjellig der var en Unge inde i Ægget, som skreg paa »Sild og Vælling og Grød og Mælk,« og saa pikkede hun Hul paa det; men istedenfor en Gaasunge kom der ud en Folkeunge, og græsselig styg var den, med stort Hoved og liden Skrot, og det Første den skreg paa, da den kom ud, var »Sild og Vælling og Grød og Mælk.« Saa kaldte de den Mumle Gaaseæg.
Saa styg som den var, saa var de endda glade i den i Førstningen; men det varede ikke længe, før den blev saa graadig, at den aad op al den Mad de havde. Naar de kogte et Vællingfad eller en Grødgryde, som de tænkte de skulde have nok af alle Sex, saa hvælvede den det i sig Altsammen. Saa vilde de ikke have den længer. »Jeg har ikke kjendt mig mæt noget Maal, Siden denne Byttingen krøb ud af Æggeskallet,« sagde En af dem, og da Mumle Gaaseæg hørte, at de Andre samstemte i dette, sagde han, han kunde gjerne reise sin Vei; »trængte ikke de til ham, saa trængte ikke han til dem,« og dermed strøg han af Gaarde. Langt om længe kom han til en Bondegaard, som laa i et Stenlænde, og spurgte efter Tjeneste; der trængte de til en Arbeidskarl, og Kallen satte ham til at sanke Sten af Ageren. Ja, Mumle Gaaseæg hentede Sten af Ageren og tog dem saa store, at der var mange Hestelæs i dem, og enten det var Stort eller Smaat, saa stak han det i Lommen sin. Det var ikke længe, før han var færdig med det Arbeidet, og saa vilde han vide, hvad han skulde gjøre mere.
»Du faar plukke ud den Stenen af Ageren,« sagde Manden, »Du kan da ikke være færdig, før Du tager fat, ved jeg.«
Men Mumle Gaaseæg tømte Lommerne sine, og kastede Stenen i Hob. Da fik Kallen se, at han var færdig med Arbeidet, og skjønte han fik være var med ham, som var saa stærk. Han fik komme ind og faa Mad, sagde han. Det mente Mumle Gaaseæg ogsaa, og han aad alene det, som var laget baade til Husbondsfolk og Tjenere, og endda var han ikke halvmæt.
Det var Karl til Arbeidsmand, men det var farlig Karl til at æde ogsaa, for der var ingen Bund i ham, mente Gaardmanden. »Slig en Arbeidsmand kunde æde en stakkars Bonde fra Gaard og Grund, før En vidste Ordet af det,« sagde han. Han havde ikke mere Arbeide til ham; det var bedst han gik til Kongsgaarden.
Mumle Gaaseæg strøg til Kongen og fik Tjeneste strax; i Kongsgaarden var der nok med Mad og Arbeide. Han skulde da være Visergut og hjælpe Jenterne at bære Ved og Vand og gjøre andet Smaaarbeide. Saa spurgte han, hvad han skulde gjøre først.
»Han fik tage sig til at knærte sund lidt Ved saa længe,« sagde de. Ja, Mumle Gaaseæg til at knærte og hugge, saa Fliserne spragede omkring ham; det varede ikke længe, før han havde hugget op Alt som var der, baade af Vedfang og Tømmer, baade Sagstokke og Emningsved, og da han var færdig med det, kom han og spurgte, hvad han skulde gjøre nu.
»Du kan hugge fra Dig Veden nu,« sagde de.
»Der er ikke mer at hugge af,« sagde Mumle Gaaseæg.
Det var umuligt, mente Gaardsfuten, og saa ud i Skaalen. Men jo, Mumle Gaaseæg havde hugget op Alt; der var blevet Ved baade af Sagstokker og Langtømmer. Dette var harmeligt, syntes han, og saa sagde han, han ikke skulde faa smage Mad, før han havde været tilskovs og hugget ligesaa meget Tømmer, som det han havde fliset op til Ved.
Mumle Gaaseæg drog til Smedien og fik Smeden til at hjælpe sig at lage Øx af femten Vaager Jern, saa foer han til Tømmerskogen og tog til at snauhugge; der strøg med baade Bjelkegraner og Mastefurer, Alt som han fandt baade paa Kongens Teig og paa Grandeteigen; han hverken kvistede eller toppede, saa det blev liggende som efter et Vindfald. Saa lagde han et dugeligt Læs paa Slæden og satte alle Hestene for; men de kom ikke af Flækken med det Læsset, og da han tog dem i Hovedet og vilde faa det paa Glid, drog han Hovederne af; saa væltede han Hestene ud af Skjækerne op i Marken og trak Læsset frem alene.
Da han kom frem til Kongsgaarden, stod Kongen og Tømmerfuten hans i Svalen og skulde tage imod ham, for det han havde faret saa ilde med Skogen, — Tømmerfuten havde været borti der og seet paa det. Men da Mumle Gaaseæg kom dragende hjem med halve Tømmerskogen, blev Kongen baade arg og ræd, og saa tænkte han, han fik vel fare varlig med ham, siden han var saa stærk.
»Det var aavelag til Arbeidsmand,« sagde Kongen, »men hvor meget æder Du om Gangen?« sagde han, »for nu er Du vel sulten?«
Naar han skulde have en dugelig Grød gik der med tolv Tønder Mel, sagde Mumle Gaaseæg; men naar han havde faaet den tillivs, kunde han trøite en Stund ogsaa.
Det tog Tid at faa kogt slig en Grød og imens skulde han drage ind lidt Ved til Kokken. Han lagde hele Vedhoben paa en Slæde, men da han skulde gjennem Døren med den, var han uvorren igjen. Huset kom saa rent af Lage, at det gav sig i alle Laft, og saa nær var det, at han havde draget hele Kongsgaarden overende. Da det led til, at Maden var færdig, sendte de ham ud at raabe ind Folkene af Marken. Han raabte, saa det svarede i alle Berg og Aaser, men de kom ikke fort nok til ham; saa blev han usams med dem og slog ihjel Tolv.
»Han slog ihjel tolv,« sagde Kongen, »og han æder for mange Gange tolv, men hvormange arbeider Du for?«
»Det er for mange Gange tolv, det og,« sagde Mumle.
Da han havde faaet Mad, skulde han paa Laaven og træske; saa tog han undaf Mønsaasen og gjorde Slagvol af, og da Taget vilde til at falde ned af dette, tog han en stor Bjælkegran, saa kvistet som den var, og satte til Mønsaas, og saa træskede han Lo og Halm og Hø om hverandre Det gik paa Skade, for Kornet og Agnerne føg omkring isammen, og det stod som en Sky over hele Kongsgaarden.
Da han næsten havde gjort fra sig Træskningen, kom der Fjender i Landet, saa det skulde blive Krig. Saa sagde Kongen til ham, han fik tage Folk med sig, reise i Veien og tage imod Fjenden og krige, for han tænkte de slog ham vel ihjel. Nei, Folk vilde han ikke have skulde sundslaaes, han vilde slaaes alene, han, sagde Mumle Gaaseæg.
Desbedre er det, des før bliver jeg kvit ham, tænkte Kongen. Men en dygtig Klubbe maatte han have.
De sendte Bud til Smeden; han smedede en paa fem Vaager. Den kunde være brav til at knække Nødder med, sagde Mumle Gaaseæg. Saa smedede han en paa femten Vaager; den kunde være god til at plugge Sko med, sagde han. Ja, større kunde Smeden ikke smede den med sine Folk. Saa lagde han til Smedien selv, Mumle Gaaseæg, og lagede en Klubbe paa femten Skippund, og den maatte der hundrede Mand til at vende paa Ambolten. Den syntes Mumle GaaSeæg kunde gjøre det til Nød. Saa maatte han have en Nisteskræppe; den gjorde de af femten Oxehuder og stoppede den fuld af Mad, og saa lakkede han ned af Bakken med Skræppen paa Ryggen og Klubben paa Nakken.
Da han kom saa langt, at Krigsfolkene fik se ham, sendte de ud En, som spurgte, om han vilde tage imod dem. »Bi, bare, til jeg faar ædt,« sagde Mumle Gaaseæg og slængte sig i Bakken og satte sig til at æde bag den store Madskræppe.
Men de kunde ikke bie, de gav sig til at skyde paa ham strax, saa det baade regnede og haglede med Riflekugler.
»Denne Krækebæren mæter jeg ikke,« sagde Mumle Gaaseæg, og satte paa at æde endda mere; der bed hverken Bly eller jern paa ham, og Madskræppen stod foran og tog af for Kuglerne som en hel Vold.
Saa tog de paa at kaste Bomber og skyde med Kanoner. Han gren lidt for hver Tryk han fik.
»Aa, det nauer ikke,« sagde han. Men saa fik han en Bombe i Vrangstruben.
»Tvi!« sagde han, og spyttede den ud igjen, og saa kom der en Lænkekugle og gjorde Vei i Smøræsken, og en anden tog Madbiden bort mellem Fingrene paa ham.
Da blev han arg, reiste sig, tog Storklubben og slog i Marken og spurgte, om de vilde tage Maden af Munden paa ham med Blaabæren, som de blæste ud af de grove Pusterørene. Han slog nogle Slag til, saa det ramlede i Berg og Aaser, og Fjenden sprat tilveirs som Agner, og saa var det ude med den Krigen.
Da han kom hjem igjen og vilde have mere Arbeide, blev Kongen rent ilde ved, for nu tænkte han, han skulde have været kvit ham. Han vidste ingen anden Raad end at sende ham til Helvede.
»Du faar fare til Gamle-Erik og kræve Landskylden,« sagde han. Mumle Gaaseæg af Gaarde med Skræppen paa Ryggen og Klubben paa Nakken; han var ikke længe om Veien, men da han kom frem, var Gamle-Erik paa Overhøring. Der var ingen Anden hjemme end Mor hans og hun sagde, hun havde aldrig hørt Tale om nogen Landskyld, han fik komme igjen en anden Gang.
»Ja, kom til mig i Morgen,« sagde han, det mente han skulde blive Løgn; var han kommen did, fik han blive der, og Landskylden skulde han have med, han havde Tid at vente. Men da han havde ædt op Nisten sin, blev Tiden lang for ham, og saa krævede han Landskylden af Gamlemor igjen, og sagde, nu skulde hun betale den.
»Nei, det gjorde hun ikke; det stod fast som Gamlefuren,« sagde hun, og den stod udenfor Porten til Helvede, og var saa stor, at femten Mand knapt kunde favne om den. Men Mumle foer op i Toppen paa den og snoede og vred den som en Vidjekvist, og spurgte om hun ikke vilde svare Landskylden nu.
Jo, saa torde hun ikke Andet, og fandt i Hob saamange Skillinger, som han troede sig til at bære i Storskræppen. Nu foer han paa Hjemveien med Landskylden, og strax han var reist, kom Gamle-Erik hjem. Da han hørte det, at Mumle havde strøget af Gaarde med Storskræppen fuld af Penge, dængte han først Mor sin og satte saa efter ham og skulde tage ham paa Spranget. Og han kom ind paa ham ogsaa, for han rendte tomrebs og vingede iblandt, og Mumle maatte holde sig til Marken med den tunge Skræppen; men da Gamle-Erik var i Hælene paa ham, tog han paa at hoppe og springe det bedste han orkede, og da holdt han Klubben bag for at værge sig mod ham, — saa gik det: — Mumle holdt i Skaftet og Gamle-Erik kavede efter Klubben, til de kom til en dyb Dal; der sprang Mumle fra den ene Bergtoppen over paa den anden, og Gamle-Erik var saa hed til at sætte efter, at han rendte lige imod Klubben, faldt ned i Dalen og brød af den ene Foden sin — der laa han.
»Der har Du Landskylden,« sagde Mumle Gaaseæg, da han kom til Kongsgaarden og slængte Pengeskræppen til Kongen, saa det bragede i Svalen. Kongen takkede og laat vel, og lovede ham baade god Løn og Hjempas, om han vilde have det; men Mumle vilde bare have mere Arbeide.
»Hvad skal jeg gjøre nu?« sagde han. Jo, da Kongen fik tænkt sig om, sagde han, at han fik reise til Bergtroldet, som havde taget Bedstefarssværdet hans, paa det Slottet han havde ved Søen, did Ingen torde komme.
Mumle fik med sig nogle Nistelæs i Storskræppen og foer i Veien igjen, og han gik baade langt og længe over Skog og Fjeld og vilde Heier til han kom til nogle store Berg, der Troldet skulde være, som havde taget Bedstefarssværdet til Kongen.
Men Troldet var ikke under bar Himmel, og Berget var lukket, saa Mumle ikke var Karl for at komme ind.
Saa gav han sig i Følge med nogle Bergbrydere, som holdt til paa en Fjeldgaard, og laa og brød Sten oppe i disse Bergene. Slig Hjælp havde de aldrig havt, for han brød og slog i Fjeldet, saa Berget revnede og Storstenen væltede udover som Hus; men da han skulde hvile til Middag og tage paa det ene Madlæsset, saa var det opædt altsammen.
»Jeg pleier have god Madhug selv,« sagde Mumle, »men den, som har været her, er værre til at æde, for han har ædt Benene ogsaa,« sagde han.
Saa gik det den første Dagen, og det gik ikke bedre den anden. Den tredie Dagen lagde han i Veien og skulde bryde Berg igjen, og tog med det tredie Madlæsset, men da lagde han sig bag det, ligesom han sov.
Ret som det var, kom der ud af Berget et Trold med syv Hoveder og gav sig til at smatte og æde paa Maden hans.
»Nu er det laget til, nu skal jeg æde,« sagde Troldet.
»Det skal vi knabbes om,« sagde Mumle og slog med Klubben, saa Hovederne trillede af det.
Saa gik han ind i Berget, som Troldet havde kommet ud af, og derinde stod der en Hest og aad af en Tønde med gloende Ildmørje, og bag den stod der en Havretønde.
»Hvorfor æder Du ikke af Havretønden?« sagde Mumle Gaaseæg.
»Fordi jeg ikke er god for at snu mig,« sagde Hesten.
»Jeg skal nok snu Dig,« sagde Mumle.
»Slid heller af mig Hovedet,« sagde Hesten.
Saa gjorde han det, og da blev Hesten til en vakker Karl. Han sagde, han var bergtagen og omskabt til en Hest af Troldet, og han hjalp ham til at finde Sværdet, som Troldet havde gjemt paa Sengebunden, oppi Sengen laa Gamlemor til Troldet og snorksov.
Hjem igjen foer de tilvands, og da de vare komne udpaa kom Gamlekjærringen efter; hun kunde ikke naa dem, saa gav hun sig til at drikke, og hun drak saa det minkede og Vandet faldt; men Havet raadede hun ikke med at drikke op, saa sprak hun.
Da de kom til Lands, sendte Mumle Gaaseæg Bud, at Kongen skulde hente Sværdet. Han sendte fire Heste, nei de ruggede det ikke, han sendte otte, og han sendte tolv, men Sværdet blev der det var, de orkede ikke at flytte det af Flækken. Men Mumle Gaaseæg tog det alene og bar det frem.
Kongen troede ikke sine Øine, da han saa Mumle igjen, men han laat vel og lovede baade Guld og grønne Skove; og
da Mumle vilde have mere Arbeide, sagde han, han fik reise udtil Troldslottet han havde, det som Ingen torde være paa, og der fik han ligge, til han havde bygget Bro over Sundet, saa Folk kunde komme frem did; var han god for det, skulde han lønne ham vel, ja gjerne give ham Datter sin, sagde han.
Ja, det skulde han være god for, mente Mumle Gaaseæg.
Der var aldrig Nogen kommen fra det med Livet; de, som kom saa langt, at de kom frem, laa der baade dræbte og plukkede saa smaa som Gryn og Kongen tænkte, han aldrig skulde se ham mere, naar han fik ham did.
Men Mumle lagde i Veien; han tog med sig Nisteskræppen og en passelig vrang og vreden Furekubbe, en Tælgeøx, en Blei og nogle Fedvedstikker og den vesle Lægdsgutten i Kongsgaarden.
Da kan kom til Sundet, gik Elven fuld af Is og var saa strid som en Fos, men han satte Benene fast i Bunden og vadede frem, saa han kom over tilsidst.
Da han havde varmet sig og madstelt sig, vilde han sove, men det varede ikke længe, før der blev slig Brag og Larm, som de skulde vendt op og ned paa hele Slottet. Døren foer op paa vid Væg, og han saa ikke Andet end en gabende Kjæft fra Tærskelen op til Dørbjelken.
»Der har Du en Jafs, smag paa den!« sagde Mumle og kastede Lægdsgutten i Gabet. »Lad mig saa se, hvad Du er for En, kanske det er kjends Folk?«
Det var det; for det var Gamle-Erik, som var ude. De tog til at spille Kort, han vilde vel prøve at tjene igjen Noget af den Landskylden, Mumle havde truet af Mor hans, da han gik paa Krav for Kongen; men hvorledes det gik, saa var Mumle den som vandt, for han satte Kors paa de bedste Kortene, og da han havde vundet af ham alt det han havde paa sig, maatte Gamle-Erik give Mumle af det Guldet og Sølvet, som var paa Slottet.
Ret som det var, gik Varmen ud for dem, saa de ikke kunde skjelne Kortene fra hverandre.
»Nu faar vi hugge Ved,« sagde Mumle, og hug Tælgeøxen i Furekubben og drev Bleien ind; men Vriompeisen var vrang og vilde ikke kløvne strax, endda Mumle hændte og brød med Øxen. »De siger, at Du skal være stærk,« sagde han til Gamle-Erik; »spyt i Næven, hug Kløerne i, bænd og bryd, og lad mig se, hvad Du duer til,« sagde han.
Erik gjorde saa og foer i Sprækken med begge Næverne og brød alt han orkede, men med det samme slog Mumle Gaaseæg Bleien ud, saa sad Gamle-Erik i Klemmen; siden prøvede han Øxhammeren paa Ryggen hans. Gamle-Erik bad baade tyndt og vakkert, at han skulde slippe løs, men det Øre vilde Mumle Gaaseæg ikke høre paa, for han lovede, at han aldrig skulde komme did og gjøre Ufred mere; og saa maatte han love, at han skulde bygge Bro over Sundet, saa Folk kunde fare over til alle Aarsens Tider, og den skulde være færdig, naar Isen var gaaet.
»Det var haardt,« sagde Gamle-Erik, men der var ingen anden Raad; vilde han løs, maatte han love det; men han tingede paa, at han skulde have den første Sjælen, som foer over Broen; den skulde være Sundtolden.
Den skulde han have, sagde Mumle. Saa slap han løs og foer hjem igjen. Men Mumle Gaaseæg lagde sig til at sove paa det, og han sov til langt ud paa Dagen.
Da Kongen kom og skulde se, om han var hakket eller om de bare havde Smaaplukket ham, maatte han vade i Penge, før han kom frem til Sengen; de laa i Dynger og Sække til langt op paa Væggen, og i Sengen laa Mumle og snorksov.
»Gud hjælpe baade mig og min Datter,« sagde han, da han skjønte, Mumle var lys levende. Jo, Alting var godt og vel gjort, det kunde Ingen nægte, men det var ikke værdt at tale om Bryllup, før Broen var færdig, sagde han.
En Dag da saa stod Broen der fuld færdig, og Gamle-Erik stod paa den, og skulde tage Tolden, han havde tinget paa.
Mumle Gaaseæg vilde have Kongen med sig og og prøve Broen, men det havde han ingen Hug til. Saa satte han sig selv op paa en Hest og slængte den fede Kongsgaardsbudeien op paa Sadelknappen foran sig, — hun saa mest ud som en diger Furekubbe — og saa red han over, saa det dundrede i Broen.
»Hvor er Sundtolden? Hvor har Du Sjælen?« skreg Gamle-Erik.
»Hun sidder inde i denne Furekubben; vil Du have den, faar Du spytte i Næven og tage den,« sagde Mumle Gaaseæg.
»Nei helles Tak; — tager ikke hun mig, tager ikke jeg hende,« sagde Gamle-Erik; »een Klemme har Du faaet mig i, Du skal ikke faa mig i en til,« sagde han, og dermed fløi han lige hjem til Gamlemor sin, og siden har han hverken været hørt eller spurgt der.
Men Mumle Gaaseæg foer hjem til Kongsgaarden og vilde have Lønnen, Kongen havde lovet ham, og da Kongen vred sig i for at give ham den, og vilde gaa fra det han havde lovet, sagde Mumle det var bedst, han lagede sig en dygtig Nisteskræppe, saa vilde han selv tage Løn. Ja, det gjorde Kongen, og da den var istand,— tog Mumle Kongen ud paa Traakken, og gav ham en ordentlig Tryk, saa han foer tilveirs. Nisteskræppen kastede han efter ham, for at han ikke skulde være madløs, og er han ikke kommen ned igjen, saa svæver han mellem Himmel og jord med Madskræppen sin den Dag i Dag.