Side:Norske Bygdesagn.djvu/87

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

denten Thorleif Breidskegg, der i Aaret 1191 blev dræbt af Bønderne i Marker, kom i Ry som hellig Mand. Han havde før været Munk og havde allerede i levende Live Ord for et „rent Liv“; men dog har vistnok ogsaa han sin bratte Død at takke for sin Glorie og for Sagnet om, at der brændte Lys over hans Grav. En anden af det samme Aarhundredes fast utallige Thronprætendenter, Hættesvendenes Anfører, Olaf Gudbrandsøn, Kong Eystein Magnussøns Dattersøn, opnaaede ogsaa Anseelse som Helgen, skjønt rigtignok udenfor Norges Grænser. Han døde nemlig i Aalborg (1169), begroves i Mariakirken sammesteds og dyrkedes siden i Danmark.

En Klasse hellige Mænd kjendes ikke af Historien, men kun af Sagnet. Det er, hvad man kan kalde Bondehelgener, Personer, som Almuen i en enkelt Bygd paa egen Haand har æret som halve Helgene, og til hvis Grav man har gjort Valfarter. Et Exempel herpaa er Tollef Sal eller Salemand, der skal have opryddet Tessungdalen eller Tollefsdalen i Tind i øvre Thelemarken. Lige til 1692 samledes Omegnens Bønder ved Tollefs Grav, der var anbragt i en Kiste, hængende i Messingkjæder og anbragt i et særeget for ham bygget Kapel. De sang her Sange til hans Ære, og det troedes, at Tollef, der først skulde have ryddet Dalstrøget, skjænkede sine Efterkommere og Bygdefolk Lykke til Gjengjeld. Endelig blev i det nævnte Aar Kapellet voldsomt forstyrret paa en Præsts Foranstaltning[1]. “ I Fjotland i Lister Fogderi kjender man den hellige Besse, hvem Sagnet tillægger den

  1. Første Samling S. 1–2.