Evne til at hænge sin Handske paa Solskin, der stadig gaar igjen i Helgenhistorier[1].
Af og til findes ogsaa fremmede Helgene i Sagnet at være gjorte til indenlandske. Saaledes f. Ex. Islændingen, den hellige Gudmund, Biskop i Hole Stift 1201–1237, en trættekjær og umedgjørlig Mand, der ikke destomindre allerede i levende Live gjaldt for en Helgen. For denne Mand har der været et Capel i den senere saakaldte Majorskov paa Grændsen af Eidsvold og Ullensaker. Dette Kapels Navn gav siden Anledning til en fuldstændig opdigtet Historie om en ny St. Gudmund, en norsk Bondegut, hvem nogle Kvinder skulde have lemlæstet og dræbt efter forgjeves at have forsøgt at forføre ham. Ganske paa samme Maade lokaliserede man paa Søndmøre den engelske Helgen St. Eatmund, og tillagde denne („St. Jetmund“) Opførelsen af Kirken i Vanelven, hvor ogsaa hans Billede (nu i Bergens Museum) fandtes anbragt[2].
Idet vi nu gaa over til at tale om Landets fornemste Helgen, St. Olafs Dyrkelse, skulle vi først dvæle ved de Pilegrimsreiser, som skede til hans Helligdom i Nidaros.
At disse Farter maa have taget sin Begyndelse allerede meget tidlig, og det ikke alene fra de nordiske
- ↑ Sammesteds S. 4. .hyppigst tillægges dette Hellighedstegn St. Anders i Slagelse, men derhos ogsaa St. David, Vestmanlands Apostel, ligesaa en Præst i Rone paa Øen Gotland, Petrus Barqvardi, 15de Aarh. (Lemke, Visby Stifts Hardaminne, Örebro 1868, S. 271.) Efter Meddelelse af Prof. S. Bugge skal det samme Mirakel i Thelemarken tillægges en forøvrigt ukjendt Bondehelgen, „Lille-Jæger.“
- ↑ Strøm, Søndmørs Beskrivelse. 2, S. 493–495.
