Side:Norske Bygdesagn.djvu/86

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

Omstændighed, at han fandt sin Død langt borte paa et farefuldt og besværligt Tog. Det er nemlig en bekjendt Sag, at man i den catholske Tid lagde en forunderlig Vegt paa Folks Dødsmaade, og at endog Omdømmet om en i Livet lidet agtet eller endog ligefrem forhadt Mand kunde vendes ganske om, ifald han fik en Udød. Paa den Maade gik f. Ex. til, at den vilde Viking Hr. Alf Erlingssøn til Thornberg efter sin Henrettelse kunde faa sit (senere som bekjendt misforstaaede) Tilnavn „Milder Hr. Alf“. Hvor Drab eller ulykkelig Hændelse havde fundet Sted, reistes Kors, hvorved Forbifarende standsede med Andagt. Saaledes kunde ogsaa en af Harald Gilles Sønner, Kong Eystein Haraldssøn, i Historien nærmest kun bekjendt for Gjerrighed og Voldsomhed, komme i Udraab som hellig, fordi han blev slaaet ihjel. Han blev i 1157 dræbt af sin Halvbroder Kong Inges Folk ved Fors i det nuværende Bohuslen; paa det Sted, hvor han var henrettet, fremvældede, heder det, en Kilde, og en anden Kilde sprang frem der, hvor hans Lig havde staaet om Natten. Begge Kilder bleve af Overtroen ansete som Sundhedskilder, hvortil der skede Valfarter, og den ene af dem bærer den Dag idag Navn af „St. Østens Kilde“ eller „Helligkorses Kilde“, ja det skal hænde, at der fremdeles i Hemmelighed ofres Gaver til den[1]. Der taltes endog om Jertegn ved denne saa lidet afholdte Mands Grav, og man paastod, at de først ophørte derved, at hans Fiender kastede Hundefod derover. Ogsaa en foregiven Søn af den samme Kong Eystein, Thronpræten-

  1. Holmbergs Bohuslens Beskrifning. (1ste Udg.) I., 59. Munch N. F. Hist. 2, 889.