hører Helgendyrkelsen i dens Enkeltheder. Her er dog aabenbart et ikke ringe Udbytte at vinde. En Undersøgelse af, hvilke fremmede Helgener vort Folk især har dyrket, og hvis Legender det altsaa fortrinsvis har hørt og kjendt, vil være oplysende med Hensyn til Rigets Forbindelser med Udlandet og dets Paavirkninger derfra, og tillige opklare meget af Almuens gamle Forestillinger, Skikke og Folkeliv, der ellers maa blive dunkelt. Endnu større Interesse vilde en grundig og udtømmende Sammenstilling af, hvad man veed om vore indfødte Helgene, kunne frembyde.
Disse sidste ere rigtignok ikke mange. St. Olaf, St. Sunniva, St. Halvard og St. Augustinus (Erkebisp Eystein Erlendssøn) er vistnok de eneste norske Helgene, som have nydt Tilbedelse over det hele Land, eller til hvem egne Kirker have været viede. St. Augustinus blev formelig kanoniseret ved Pavebulle, de øvrige, Hellig Olaf ikke undtagen, skylde alene Folkets Canonisation sin Hellighed, skjønt denne unegtelig stedse faktisk blev erkjendt, ikke alene af Landets egen Geistlighed, men ogsaa af den romerske Curie. Men foruden de nævnte have dog ogsaa flere indfødte Nordmænd dels i kortere Tid, dels alene paa enkelte Steder nydt Helgeners Anseelse. Dette er først og fremst Tilfældet med endel af Rigets Konger. Saaledes har Haakon den Gamle virkelig sommesteds været dyrket som Helgen, og vor sidste catholske Konge, Christian den anden, bestræbte sig mærkelig nok, for at faa Paven til formelig at kanonisere ham[1]. Hvad der foranledigede Kong Haakons Udraab for Hellighed, har neppe været hans Fortjenester af Riget, men snarere den
- ↑ Allen, de tre nord. Rigers Historie B. 2.
