det var, han havde slaaet ihjel. Den anden sagde: Rade-Reier paa Skogsfjord. Lille-Reier blev ikke bedrøvet, da han hørte dette, men lod sig ikke mærke med noget og sagde blot: Kom igjen her imorgen, skal vi tales mere ved. Derpaa gik han videre afsted til Gaarden. Dagen efter fandtes de atter, og Lille-Reier fortalte den Fredløse, at det var hans Broder, som han havde dræbt, men bad ham ikke være bange og gav ham de sexti Lod Sølv til at løse Freden.
Mundtlig fortalt mig af Hr. Th. Reymert i Mandal. At Sørøvere hyppig have huseret netop ved Mandalskysten, er bekjendt nok og erfares bl. A. af de Efterretninger om Røveren Martin Pechlin, som jeg har meddelt i Historisk Tidsskrift, B. 1, S. 485–497.
2. For nogle hundrede Aar siden kom tre til fire svenske Krigsskibe ind af Stathavet og beskjøde Selje Kloster, saaledes at det blev aldeles ødelagt. I sin Forskrækkelse søgte Munkene at redde sine kostbareste Eiendele, saagodt de kunde. De havde en Kjedel, som de pleiede at bruge, naar de holdt Julegjestebud for de bedste Bønder paa det faste Land, og som derfor ogsaa kaldtes Gildekjedelen. I denne Kjedel lagde de nu sit Guld og Sølv og sænkede den derpaa ned i Søen med Reb, men da Fienden vel var borte, og man skulde hale Kjedelen op, brast Rebet, og Skatten blev liggende i Søen. Ligeledes gik det med den store Klokke i Klosterkirken.
Hvis dette Sagn, som er nedskrevet i Selje Kaldsbog, indeholder nogen Sandhed, maa det vel henføres til Syvaarskrigen, da man veed, at Svensken efter Thrøndelagens Erobring sendte nogle Skibe sydover for at angribe Bergen (Se mit iaar udgivne Leilighedsskrift „Krigen nordenfjelds 1564.“) Lange (Norske Klostres Historie, 2 Udg. S. 348) mener, at Ødelæggelsen kunde være
