202 Smaalenenes amt. som næsten alle have retningen n.n.ø —s.s.v.. ere lave og naa sjelden op over 5O m. (Botnefjeld paa Kirkeøen 74 m., toppen af N. Sandø, øemes høieste punkt, 84 m.); dog kan midde1høiden sættes til omkring 40 m. — Af mineralier kan mærkes feldspath, som har været brudt paa Kirkeøen, samt et sjeldent mineral, vismuthglans, der er fundet i kvartsgange paa syd- vestsiden af N. Sandø. Yngre skiælbanker findes ved Ørnerede t paa Kirkeøen. Af indsøer er kun en at nævne, nemlig Arekil en, der tildels stiger og falder med havet udenfor. og hvis sumpige omgivelser, som før nævnt, ansees som aarsag til koldfebre (jfr. s. 55). Herredet hører, navnlig nvau de østligste øer angaar, til de tæt- tere beboede dele af amtet og har overhovedet 29.,—1. mennesker pr. km2, altsaa over amtets middeltal. Det er fornemlig kysterne med deres bugter og havnepladse, som ere bebyggede, og den ydre kyst er stærkere bebygget end den’ indre, mod Singlefjorden vendende, hvilket har sin naturlige grund i fiskerierne. Hvor anledning gives, er imidlertid ogsaa -det indre bebygget, navnlig strøget fra n. mod s. tvers over Kirkeøen. — Af øerne ere ialt 16, hvis navne og størrelse ovenfor ere opgivne. beboede. Efter den nye matrikul har herredet 429 brug, skyldsatte til 363 mk. Brugene ere næsten alle smaa, og af brug med en skyld af over 10 mai-k findes foruden præstegaarden kun 2, mellem 5 og 10 mk. 5. Herredet har 6 skolekredse I) med 5 lærere. Skolehuse findes paa Brøndløkken (under Brekke, Kirkeøens søndre kreds), Botneløkken (Kirkeøens nordre kreds), Negaardseiet (S. Sandø), Allerød (Asmallan- -det) og D j upedal (Spjerøen) 2). Herredet hører til Hvaløernes1ægedistrikt. Jo rdbruget indtager først den anden plads blandt herredets næringsveie, da det maa staa tilbage for den næring, havet giver an- ledning til. Imidlertid er dog størsteparten af det dyrkbare jordsmon optaget, og der anvendes ikke saa liden flid paa jordens dyrkning, men da de fleste brug, som nævnt, ere meget smaa, kan et mere udviklet jordbrug i regelen ikke finde sted. Den dyrkbare mark findes i de smaa dale mellem aaserne og fornemlig paa Kirkeøen, hvis sydlige del omkring Arekilen er temmelig flad, men tildels sidlændt og sandig. Den vigtigste sædart er poteter og af kornarterne havre. Med hen- syn til fædriften er faareavlen efter smaalenske forhold temmelig stor-; den begunstiges af græsgangene paa de rigtignok kun sparsomt bevoksede udøer, men paa grund af det milde klima kunne faarene her gaa ude til langt ud paa aaret. Skovbruget har ingen betydning; dog har Kirkeøen og tildels Sandøerne endnu nogen, men udhugget skov, hvorimod Vesterøerne ere næsten skovbare. Udsiden af øerne er træbar. Paa enkelte steder findes eg. Fiskeriet er øboernes vigtigste næringsvei, som foruden ude- lukkende at beskjæftige en betydelig del af indbyggerne ogsaa drives som binæring af den egentlig jordbrugende de1. Foruden det daglige fiskeri til egen og de omliggende egnes, navnlig byerne Fredr-ikstads og Fredrikshalds, forsyning, drives efter aarstiden sild-, hummer— og makrel-
- fiskeri. Herom henvises imidlertid til § 18, og det skal her kun be-
(I Nu 8 skoIekredse. — 9) Desuden et paa Vesterøerne.
