Smaalenenes amt. 9 undtagelser nær rinde fra An. mod s. med enkelte bøininger i vestlig retning, hvorved der dannes et let overskueligt system af de landet gjennemskjærende revner. I Smaalenene er der i dalene mest elve, medens i de tilstødende landskaber hinsides rigsgrænsen indsøer-ne ere mere talrige; men disse dale ere aldrig dybe og kun sjelden særdeles trange; for det meste ere de kun lave nedsænkninger mellem de om- liggende høider. Sm aalenenes natur er en blanding af store sletter og lave, bølgelignende høidedrag. Den er for det meste noget ensformig, men tillige som oftest blid og venlig, især i nærheden af kysten; ogsaa det indre byder tildels meget tiltalende landskaber, maaske allermest i Eidsberg herred, hvor der fra høiderne i n. for hovedkirken aabner sig en vid, storslagen udsigt over Glommen med de af denne gjennem- strømmede fladbygder Længst i ø., indover mod rigsgrænsen, danner det fredrikshaldske vasdrag en række af vakre indsøer, der dels omgives af skov, dels af dyrkede fladbygder med store gaarde; den til Norge hørende del af det nærmeste svenske vasdrag (Stora Le) har skovsøens stille, rolige naturskjønhed. Amtet har paa flere steder store skove, som tildels ere i udmærket stand. Paa andre steder sees derimod store strækninger, hvor det nøgne fladberg ofte stikker frem i dagen, hist og her besat med tynd, forkrøblet skov. Paa sletterne har for det meste dyrkningen trængt skoven tilbage. Men der findes dog fremdeles levnet mange mindre skovpartier, saavel furu— og gran— som løvsko v, der bringe en behagelig afveksling ind imellem de dyrkede fladers ensformighed. Ved enkelte af amtets gamle herresæder findes derhos store parker med høie, løvr1ge træer. Saaledes bidrager Hafs- 1unds park, en af de største i hele Norge, meget til at give landskabet ved Sarpfossen dets karakter. Knudepunktet for det smaalenske fjeldsystem er am- tets sydøstlige hjørne, der optages af Id, for en mindre del ogsaa af A.remark heri-ed. Her forekommer der et fuldstændigt plateau, Idde- plateauet, der i v. har en brat skraaning ned til Iddefjorden, medens høisletten indenfor strækker sig milevidt mod ø. over den svenske grænse, som her følger en dalstrækning med flere vande, der have afløb til indsøen Bu1laren i Bohuslän. J ordbunden er her mest fjeld, langs Iddefjorden granit, indenfor gneis; i de lavere partier findes be- tydelige myrstrækninger. De høieste punkter ere i Id h. Skaare- fjeld (229 m.), Bueraas (242 m.) og Hisaas (262 m.) ved Ør- sjøen, samt i Aremark h. Vedøfse (26O m.) og Lundeheia (311 m.). Høiderne skraane langsomt opad, og selv de største af dem træde ikke synderlig frem mellem sine omgivelser. Plateauet er svagt bølgeformet og byder i sin bygning kun liden afveksling, undtagen i nærheden af Iddefjorden, hvor dalene tildels ere dybere og mere udprægede. Idde- plateauet har paa den anden side af denne fjord sin naturlige fortsættelse i den nordlige del af Bohuslän, der frembyder meget ligeartede natur- forhold. Men dette nordre bohuslänske plateau er dog mindre regel- mæssigt end Iddeplateauet; paa den svenske side af Iddefjorden fore- kommer den samme sort granit som paa den norske. Iddefjorden, Enningdalen og Bullaren, der tilsammen danne en nogenlunde ret linie fra n. mod s., ere at betragte som en dyb ind-
