BEFoI.KN1NG. 619 Det andet slags bnkser regnedes almindelig for stadseligere og benævntes hoser (hosur, ental hosa). Disse synes altid tillige at have dannet fodbedækningen og oftest at have været temmelig snævre. De var egentlig et slags høie strømper, og rimeligvis har man brugt korte bukser under. Hoserne var enten af tøi eller skind eller læder. Den egentlige fodbedækning var, hvad enten man brugte brok eller hoser, sko 69kör eller skóklæði) af læder eller skind. Skoene var snart høiere, snart lavere; de holdtes fast paa foden ved skotvenger 6sköþvengir, ental sköþvengr), der ofte var prydede med fryndser eller dusker. Kjortelen (“kyrtilO har uden tvil oftest været af snit omtrent som de nu brugelige skjorter, indrettet til at trække paa sig over hovedet og forsynet med ærmer. Den holdtes ind til livet ved et helte (belti, gjörð), der ofte var meget kostbart, Ziret med sølv, guld og ædelstene; ved beltet hang gjerne en tollekniv (tygilknifr) samt undertiden ogsaa en pnng (pángr, púss, flöðæË) til at gjemme penge og kostbarheder i. I brystet heftedes kjortelen, som det synes, sammen med søljer. Kjortelen synes at have været mer eller mindre vid og sid; oftest synes den at have rukket til knæet og lidt nedenfor. Over kjortelen pleiede man endnu at have en kappe. Kap- perne var mange slags og benævntes overhovedet yflrhöj3?, hvilket egentlig betegner et overplag, et klædningsstykke, som man har udenpaa selve klæderne. Den slags kappe, som mest brugtes af mere velstaaende folk baade inde og ude, benævntes sfákh;ja. Dette var en kappe i egentlig forstand uden ærmer, sammenheftet over brystet ved en eller flere Spænder fmLsti) eller ved baand (skikI1ýubönd). Hovedbedækningen var almindelig hat (höttrj eller hue (hlú.fa). Hatten var forsynet med bremmer, ofte meget brede, saaledes at de for en del skjulte ansigtet (“höttr sz’ðr); den var uden tvil oftest af filt (þofahöttr). Der omtales sorte, graa og hvide l1atte. I slutningen af det 12te aarhundrede var det, som man ser af «Kongespeilet», skik ved hirden i Norge at skjære haaret lidt kortere end ørelapperne og med en kort top over øienbrynene, d. e. i panden; derpaa kjæmmede man det glat ud rundt om, saaledes som hvert haar af sig selv vilde falde. Skjægget har ogsaa været baaret forskjellig til forskjellige tider og efter de forskjellige personers smag. I den ældre tid synes gamle folk at have sat pris paa et meget sidt og tykt skjæg. Om kong Harald haardraade siges der, at han havde kort skjæg, men lange knebelsbarter (kampaɔ9. I slutningen af det 12te aarhundrede var det skik ved konge-
