618 NEnENEs Am-. ɔ skik, skriver Rudol.f Keyser, der har omtalt klædedragten fra sagatiden. Mændenes dragt unde-rgik efter sagaerne en stor forandring i den senere halvdel af det 1lte aar-hundrede, under Olav kyr- res regjering. Pragtfuldere og kunstigere moder (8“undrgerðirî) ind- førtes fra udlandet og fortrængte, idetmindste ved kongens hird, det ældre, simplere klædesnit. “ “ Snorre beretter om forandringen i Olav kyrres tid og siger: 1:Da optog man pragtfulde moder (C:undrgerðir), udenlandske skikke og klædesnit. Man brugte stadselige hoser (drambhosur), rynkede om benet (lerkaðar at be-inij. Nogle spændte guldringe om læg- gene; da brugte man fodside kjoler med snorer paa siden (drag- kyrtla laZ at siðu) og med ærmer, som var 5 alen lange og saa trange, at man maatte drage dem paa med et baand (við hand- tygil) og rynke (terka) dem lige op til akslerne; de havde høie sko (hávir skáar), som alle var broderede med silke (silki sau- maðir) og undertiden indlagt med guld. Mange andre moder var i brug den tid.» Af denne Snorres beskrivelse kan man ikke se, at nye moder førte i brug nye klædningsstykker, men snittet paa de ældre er ialfald forandret, og blev mere kunstigt. Disse nye skikke an- tages at have været af fransk-normannisk oprindelse og kom over England til Norge. og beskrivelsen viser, at denne klædning ikke kan have været den almindelige mands Det bliver vanskeligt at skjelne mellem den ældre og den nyere skik; men de vigtigste klædningsstykker har uden tvil i i det væsentlige været de samme før og efter Olav kyrres tid. Om mændenes klædedragt i middelalderen har R. Keyser givet en oversigt. Nærmest kroppen bar man en skjorte (skyrtaj, ogsaa under- tiden benævnt særk (serkr). Denne heftedes rimeligvis sammen i brystet med søljer eller Spænder (s-ylgur). Rigers folk bar skjorter af lærred, fattigere derimod af uldtøi. Skjorten maatte ikke paa noget sted komme til syne hos høviske folk: «Lad altid din skjorte» —— heder det i «Kongespeilet» — «skjære et godt stykke kortere end din kjortel; thi ingen høvisk mand kan pynte sig med hør eller hamp.»— Bukserne var, som det synes, to temmelig forskjellige slags. Det simple-re slags benævntes brækr, ental bl-ök, det er egentlige bukser. Broken holdtes oppe om livet ved en linning, kaldet brökalindi eller brökabelfi, sammenheftet med en spænde. Broken synes oftest at have været temmelig vid; dog ansaaes det for stadseligt at have den trang. Tjente broken tillige som fodbe- klædning, det er bukser og strømper i et, da benævntes den leistabrækr.
