586 NEDENES AMT. . danner ikke altid en fast række af velanbragte hentydninger, men den stræber at gjøre det. Mindre sande er de stev, hvor de blidere stemninger i stevet kommer til orde. Saadanne følelser tør aldrig i fleres nærværelse henvendes til sin gjenstand, siger Jørgen llIoe. Han oplyser ved et eksempel, hvorledes stevet bliver til: En husmandskone var kjendt for sin fordums stevdigtning, og Moe spurgte ved flere stev, hvem de handlede om. Men ved et spørgsmaal kom taarerne hende i øinene, og hun fortalte uden omsvøb, at hendes forældre, et par velstaaende gaardfolk, havde modsat sig hendes forbindelse med deres husmandssøn, hvem hun elskede, og med hvem hun nu var gift. I et «strok», hvor hun ved bordet sad sammen med denne gut, og hvor udfordringsstex-ene blev «slengde ut» til besvarelse, blev hun «paa glase» var sin mors ansigt, der med urolig mine stirrede ind paa hende. Hun sang da: Mi vene moir, du tar inkje syte, Du tar meg alli paa vegjen fygje; Du tar alli fedde den minste taar: lig ska ’kje tak’ ’an forotta lov. Hvorpaa moderen beroliget var gaaet hjem. Da jenten siden havde sagt moderen, at hun maatte gifte sig med Knut, brast denne i graat og mindede hende om, hvad hun havde sunget i straaket. Paa Spørgsmaalet om hun ikke havde ment, hvad hun sang, svarede hun: «Aa jo du,» lød svaret, «men jeg kunde ikke holde mig.» Om en anden kjendt stevsanger, der, naar han i straakene var blevet varm af øl og dans, skulde kunne improvisere, hvor- længe det saa var, fortalte man, at han forklarede sin evne med de ord: det er ligesom en stod og «mussa» (d. e. hviskede) det i øret paa mig.» I det hele er Setesdalen det strøg, hvor disse smaadigte endnu skyder frem med den mest vaarlige friskhed og duft. I Setesdalsjentens bløde sprog lyder stevets uendelige Varia- tion af øm længsel og kjærlig sorg smukt og indtrængende, og ingen andensteds er der grædt en saadan følelsens dugg over disse folkepoesiens smaablomster, skriver Jørgen Moe-. Retskrivningen i alle de foregaaende og efterfølgende dialekt- prøver er ikke ensartet, idet meddelerne, som nævnt, er for- skjellige I stevene fra Setesdalen er dog retskrivningen forsøgt gjennemført konsekvent. Allerede før er der under sprogprøver meddelt nogle tylvter, og her hidsættes nogle flere, da udvalgene maa være lidt rigelige fra dette dalføre, hvor denne digtning endnu er saa stærkt paa mode.
