552 NEnENEs Au-r. en bæk og bliver derefter optaget og banket med «kjæppe», hvor- efter de hænges ind i «badstova» til tørring. Linklæderne vil setesdølen gjerne have hvide. Tøiet lud- koges og behandles omhyggelig; tilsidst lægges det paa «bleikar- vodden». Den hele proces kaldes at «sjoa klæi». Mænderne vasker i regelen hænder og ansigt kun hver lør- dagskveld. Kvinderne foretager denne tvætning i regelen hver dag; men hos begge kjøn er det naturligvis forskjelligt med de enkelte personer. Vinteren igjennem bader mænd saavelsom kvinder flere gange. Dette foregaar om vinteren 1ørdagskvelden i fjøset, hvor der i almindelighed er ildsted og anledning til at faa varmt vand. Forbruget af øl og brændevin fordelt paa hvert individ er i Setesdalen sikkert ringe; om man derom havde opgav-er, vilde det vistnok vise sig, at forbruget er forholdsvis meget mindre end i byerne. Setesdølen er derfor uvant til at drikke, taaler vel mindre af denne grund og kan ikke heller altid bære en rus med anst-and. Ved enkelte høitidelige anledninger, bryllup, gravøl efter lig- reiser, drikke-S vistnok til overmaal. Sta-tistisk seet er setesdølen ædruelig, om end hos den enkelte ædrueligheden ikke kommer af dyd, men fordi tilgangen paa drikkevarer er sparsom til dagligdags. Musik. Felespil var før almindeligt; men saa kom der en tid, da fiolinen af de fleste ansaaes for et redskab til synd. Setesdalen har havt mange flinke felespillere, og mange af Johannes Skars beretninger omtaler felespillerne og den lidenskabe- lighed, de lagde i sit spil. Da haugianerne blev toneangivende, gik det ud over spillet. Fiolin maatte der ikke være i huset. Om der fandtes en fiolin, saa var det, selv om den aldrig blev brugt, som der hang en djævel paa væggen. De, Som vilde lære at spille, gjemte sig bort, og saa spillede de fiolin ude, og de pinte sig i kulden, saa de næsten stivnede. “ Viser og gamle sagn maatte ingen befatte sig med, og paa den tid kom kjæmpeviser11e bort i Setesdalen, og ZetlitZ’s viser kom i steden. Fossegrimen lærte efter gammel tro folk at spille. Den bærer sig saaledes ad, at først vrider den lillefingeren af led paa den venstre haand, saa man kan dreie den, som man vil, der- næst vrider han paa hænderne, saa fingrene paa venstre haand kan bøie sig efter strengene og høire efter buen. «Sill’ ’kji faremoen kunne fele, si den —vondi hev vre’e lislefing att-aa handebakji!» n
