åð0 NEDENES AMT. Før og efter kveldsmaden danses oftest. Bryllnperne varer nu sjelden mere end 1ïZ2 dag. Til julegilderne hørte toluteruM. Tolvterusi var et sammenskudsgilde. Gutter og jenter lagde sig sammen om at brygge; jenterne kom hver med en notting korn, og gutterne med to, og saa lagde de til for dem, de vilde indbyde. Tolvtedagskvelden i julen begyndte de at drikke og drak, dansede og sloges den 13de dag tilende. Deraf dette stev: «Den gamle vanen ’an maa ti’liggje: FyStund’ i joline maa me drikke Tovti dagjen halle me rus, tjugande jage me joli ut.» I tiden efter vaaronnen, i den saakaldte haaball, og om høsten efter hjemkomsten fra heien reiser man i besøg hos slægt og venner og bliver beværtet, hvilket kaldes «aa sjalte seg». Det er endnu skik i Setesdalen, saaledes som for 20 til 3O aar siden var almindeligi de fleste afsides bygder, at man standser, naar man møder folk paa veien og taler med dem. 1 Naar man kjører, standser man hesten, hilser og gjør nogle al- mindelige bemærkninger. At undlade dette ansees for en uhøflig- hed. Skal man kjøre hele dalen opigjennem, kan dette blive brysomt. Til begravelse skal grannelaget bedes, det vil sige de, som hører til samme grænd. Grændens udstrækning kjendes. Den omfatter kun faa familier, dels paa samme gaard, dels paa nabogaarde. Under- tiden kan en gaard høre til to grænder. Det er ingenlunde saa, at grænden eller grannelaget har den snaue betydning af naboskab. Grænden behøver slet ikke netop at omfattte «næ1—meste mandx; nærmeste naboer kan meget vel høre til forskjellige grænder. Paa spørgsmaal om, hvad grannerne har sammen, faar man det besynderlige svar, at grannerne maa bedes i ligfærdl I bryllup er det ikke saa nøie; men i ligfærd maa de bedes. Dette har, efter professor .4. Taranger, sin grund i gamle lovbud. Frostathingslovens kristenret (II, 15) siger: ““Hvert kristent menneske skal man grave ved kirken og have ført liget til kirken inden 5 nætter, hvis man ikke har lovligt forfald. Men hvis nogen skal flytte død mand fra sig, og han ikke hjemme har tilstrækkelig folkehjælp dertil, skal han tage indtil 5 mand af sine nærmeste granner og niste dem alle ud; men han skal benytte de brugbare karlmænd, som han har hjemme, førend han kræver hjælp af andre. Men den, som ikke kommer efter tilsigelse, skal bøde 3 øre.»
