Norge; kun om sommeren, naar de drog ud paa langfart, var de i kompaniskab.
Blandt de tidligste selskabsformer er ogsaa rederiet. Sagaerne nævner, at kjøbmandsskibe eiedes af flere. For at kunne fragte varer og selv reise med et skib kjøbte man part i det.
Sagaen fortæller om Tord Kolbeinssøn: «Han kjøbte part (part) i skibet og bekjendtgjorde sin udenlandsfærd.» Det fremmede ord partr, andel, aktie, forekommer dog først mod slutningen af det 13de aarhundrede.
Fra begyndelsen af det 11te aarhundrede er der spor til mere udviklede former af kapitalanvendelse, som kommissionshandelen. Der er eksempler paa denne i Olav den helliges saga. Gudleik gerdske, som pleiede at seile til Rusland, kaldte kong Olav til sig og sagde, at han vilde gjøre fællig med ham, og bad ham kjøbe for sig slige kostbarheder, som var vanskelige at faa deri landet. Fælliget (félag) bestod her kun deri, at kjøbmanden udførte en kommission for kongen.
Fra Olav den helliges tid er ogsaa de første eksempler paa de handelsselskaber, hvor to eller flere skyder kapital til og deler resikoen, men kun én udfører forretningen. Da Karle drog paa sin Bjarmelandsfærd sammen med Tore Hund, blev det saaledes bestemt, at «Karle skyldi hafa félag konungs ok eiga hálft fé hvárr við annan»: Karle skulde have félag med kongen, og hver af dem skulde eie halvdelen af godset.
De handelsselskaber, som omtales gi sagaerne fra 10de og 11te aarhundrede, gjælder alle kun for en enkelt reise. De varige handelsselskaber begyndte først mod slutningen af 12te og i 13de aarhundrede at udvikle sig.
Rederiet var først ordnet saa, at alle medrederne fulgte skibet paa dets reise. Da handelen udviklede sig og der i byerne kom virkelige kjøbmænd, blev dette en umu1ighed. Man anvendte superkargoer, som eieren sendte med sit fartøi for at handle paa dennes vegne.
Disse superkargoer, der tillige var handelsagenter, kaldes paa oldnorsk lestreki, og en saadan nævnes allerede omkring 1160, en islænding ved navn Assur.
I første halvdel af det 13de aarhundrede omtales superkargoer som almindelige i Norge.
Den kapitalanvendelse, som bestaar deri, at en mand overlader en anden en kapital, især varer, hvormed denne skal seile og drive handel, forekom tidlig og kaldes i Magnus Lagabøters bylov hjáfélag. Den ene gav den anden grundkapitalen (innstæðueyrir), og denne sidste skulde underveis selv bestride sine udgifter, med undtagelse af skibsleie og varernes ind— og udskibning, som skulde bekostes af grundkapitalen. Naar reisen var
