382“ NP:1)ENES ‘mT. sværere og masten høiere, men længden mindre. Derimod havde handelskibet ingen hoveder paa stavnene, heller ikke, ialfald ikke nogen fremtrædende, vindfløi, som det synes, og selvfølgelig ingen skjolde. Mandskabet var neppe heller større end høist nødven- digt for skibets besten1melse; man kjender et tilfælde, da besæt- ningen udgjorde 8—-1O mand. I modsætning til langskibet var ogsaa hele længden mellem begge øserum optaget af ladningen (bulki, bɔmki, —farmr), der ofte høi11ede sig langt over rælingen, ligesom endnu paa nordfar- jægterne. Handelsskibe var ikke rofartøier; de maatte ligge veirfaste, naar det var stille eller vinden ugunstig; de havde ikke tiljer, undtagen sandsyligvis foran og agtenfor ladningen. Masten stod under hele farten altid opreist og blev først lagt ned, naar skibet imod vinteren fik sin plads i nøstet. Mid(lelalderens handelsskibe har udentvil lignet nordfar- jægterne, men de har havt sideror og spids agterende; forresten lignede de disse jægter, som de var, før man begyndte at bruge baugspryd, agtermast og topseil. Farkosterne hos vore forfædre i Vikingetiden og meget senere var saaledes indrettede: Baadene havde løse tofter, tiljer i bunden, aarer med til- hørende kjeiper og desuden seil og mast. Karmen var mest kun et rofartøi med sesser eller bænke og huller for aarerne samt tiljer, men paa tverbaandene eller biterne. Langskibet var et krigsskib med bænke, aarehuller og tiljer, ligesom karven, men med seil og mast, som dog lagdes ned, naar man ikke havde brug derfor. Handelsskibet endelig var udelukkende et seilfartøi, med altid staaende mast, men uden tiljer undtagen forud og agter. . Norges handel før h-anseaternes tid er særlig studeret af pro- fessor Alexander Bugge Allerede i Vikingetiden finder man spor af virkelige kjøb- mænd, og meget tidlig forekommer handelsselskaber i Norge Det almindelige og ældste kompaniskab kaldtes fllag, og udtrykket herfor i det gamle sprog er: legxa j”élag sitt saman ak ve1y“a er eim1—m —§“j(lð (d. e. lægge sit gods sammen og bestride ud- gifterne af den fælles kasse). Kveldulv fra fjordene paa Harald haarfagres tid var i kom- paniskab (i j“élagskap) med Berdle-Kaare, og Kveldulv og han havde én pengepung sammen ((itfu e‘in s;jöð báðir). Gulathingsloven nævner det almindelige Lfélag, hvor deltagerne «har én pengepung sa-mmen». Kveldulv og Berdle-Kaare havde sine særskilte eiendomme i
