384 NE1)1—:NEs AMT. endt, skulde den første have sin grundkapital tilbage samt halv- parten af fortjenesten ((iW1?ǫ.Blr); den anden halvdel skulde den anden kontrahent have. 1)enne kapitalanvendelse fremstilles i «Kongespeilet», der er skrevet ved midten af det 13de aarhun- drede, som meget almindelig Mæglere ( brak2mar) var omkring 120O en fast institution i Norge. Den legendariske Olavssaga lader der allerede paa Olav den helliges tid være mæglere i Veudland; men dette er vel lidet rimeligt. Men mæglere var paa den tid, da den legendariske Olavssaga blev skrevet (i begyndelsen af det l3de aarhundrede), et kjendt begreb. De omtales ellers meget sjelden. Den gammelnorske selskabsret, saaledes som den er bevaret i Magnus Lagabøters bylov fra anden halvdel af det l3de aar- hundrede, viser i det hele udviklede handelsforhold. At der ved midten af det 13de aarhundrede fandtes en virkelig kjøbmandsstand i vore byer, sees tydelig af «Kongespeilet». Faderen siger her til sin søn: «Hvis du tjener særdeles mange penge paa dine kjøbmandsreiser, saa del dem i tre dele. Læg én del i handelsfællig fflegg (‘im? lat i“félag) med de mænd, som jevnlig sidder i kjøbstæderne og der er trygge og forstaar sig vel paa handel.» Disse mænd, som til stadighed bor i byerne og lever af at drive handel, maa have været virkelige forretnings- mænd i det store De handelsselskaber, som «Kongespeilet» her taler om, maa have været et slags «stille selskaber». Det har været aktieselskaber, stiftede for at drive handel, hvor man satte sine penge ind og forrentede dem. «Kongespeilets» skildring viser kjøbmandens anseede stilling i det norske samfund. Magnus Laga-bøters bylov og de mange retterbøder fra slut- ningen af det 13de og begyndelsen af det 14de aarhundrede, giver et tydeligt vidnesbyrd om handelens betydning for de norske byer. Byloven siger selv: «Det er dernæst, at vi Bergensmænd maa livnære os meget ved handel.» Magnus Haakonssøns retter- bod forbyder i overensstemmelse med den kanoniske ret aager og rente (bygxa dauf Cfé). Han siger: «Denne uskik er større i vort end i noget andet kristent land.» Dette kunde ikke siges, havde der ikke været en efter middelalderlige forhold betydelig handels- rørelse i Norge Kjøbmændene nød fra gammel tid anseelse hos germanerne, og hos os, som mere end de andre germanske stammer drev paa skibsfart, havde kjøbmanden og skipperen en særlig anseet stil- ling i samfundet. Kjøbmand og skipper var i gamle dage i Norge et og det samme. Veiene var daarlige, saa næsten al handel og samfærdsel foregik tilvands. Da eieren før i tiden altid selv fulgte med sine varer, gjør vore gamle skrifter ikke forskjel paa C
