Om de ældste skibe, saaledes som vi kjender dem fra sagaerne og fra oldfundene, er oplysninger samlede af H. J. Müller i «Sjøkrigshistoriens vigtigste begivenheder» og især hos N. Nicolaysen i «Langskibet fra Gokstad». Vort lands ældste handelshistorie er særlig studeret af Alexander Bugge i forskjellige arbeider.
Efter de nævnte forfattere hidsættes nogle almindelige oplysninger om den ældste handel, skibsfart og skibsbyggeri, idet disse næringsveie i hin fjerne tid ikke godt kan behandles amtsvis.
I den yngre jernalder eller i vikingetiden, fra ca. 70O til noget over 1000 aar efter Kristus, blev den døde ofte nedlagt i en farkost, og denne skik skyldes det, at levninger af skibe eller baade har bevaret sig lige til vore dage.
Det er særlig to fund, som har øget kjendskabet til vore forfædres skibe og skibsbygning, nemlig den i aaret 1867 paa gaarden Haugen i Tune fundne baad eller skib, almindelig kaldet Tunebaaden, og det i aaret 1880 paa gaarden Gokstad i Sandeherred nær Sandefjord fundne langskib, sædvanlig kaldet Gokstadskibet.
Paa Tunebaaden var meget af træværket bortraadnet, og hele begravelsen tidligere forstyrret, inden den undersøgtes under professor O. Ryghs ledelse.
Tunebaaden er af ek, paa enkelte mindre dele nær; bordene er sammenføiede med klinknagler og gjennem klamper bundne til spanterne, dog ikke helt op, da de øverste bord ved trænagler fæstes til knæerne. Span1erne tvers over er forbundet med flere sammenlagte plankestykker, og skibet har kjøl.
Kjølen er 13,65 m. lang, og skibet har en bredde af 4,3 m.
Gokstadskibet er ligesom Tunebaaden bygget af ek, og efter ekens udbredelse i landet synes det da at være den sydligste del, hvor eken helst vokser, som har leveret materiale til bygningen, og begge baade er jo ogsaa fundne i den sydlige del af landet.
Det værktøi, som brugtes ved skibsbygningen i den yngre jernalder, var, efter hvad gravfundene viser, forskjellige slags: øks, kniv, hammer, tang, ambolt, fil, bor, meisel og høvl; høvlen var dog vistnok kun meget lidet anvendt, og sag brugtes neppe eller i det høieste til at skjære træet over; gjennemsagning af stokke paa langs begyndte hos os neppe før ned i det 16de aarhundrede.
Øksen var det redskab, som blev mest brugt, og til finere arbeide kniven.
Ved ledingsskibene, og vel ogsaa ved andre farkoster, blev først kjølen (kjölr) sat paa bakkestokkene (bakkastokkar), dernæst føiedes til stavnene og indholterne (innviðir eller innviðartré), som bestod af spanter, knæer (kné) og de tversover gaaende baand (biti), hvoriblandt to havde særegne navne: siglubiti ved masten
