254 NEDENES AMT. hvert øieblik, fordi man ikke havde villet koste ubetydeligheder paa elvens regulering. W De fleste arendalske tverelve vilde ikke mangle vand, naar de var forsynede med gode damme„ naar de var bebyggede, og naar man drev passende langt tømmer; men alle laa til enhver tid fulde af last og blev aldrig noget a-ar rene. Driften i elvene foregik saavel høst som vaar, og arbeidet var enten bortsat i dagarbeide eller i akkord mod betaling pr. tylvt; dette ledede til, at man drev, saalænge der var fuldt vand, og gav efter med driften, saasnart dette faldt, idet fløderhus- bonden vidste, at han med mindre møie tjente sine penge, naar der næste gang blev stor flom. Om .flødn-ingen i hovedelven bemærker Mejdell, at al last ved at blive annammet i skogen og i utide allerede led skade, før den kom til nærmeste flødbare vasdrag. Var dette en tverelv, saa laa en stor del af lasten i flere aar, førend den kom til stor- aaen eller til de store vande, Vraavatn og Nisservatn, hvormed hovedvasdraget antoges at begynde. Hverken i Vraavatn eller i Nisservatn havde man de appa- rater, som andetsteds benyttedes ved transporten over vande. Man ventede med tømmergrimernes flytning nedover, indtil der kom føielig vind, og naar der straks derpaa kom vind i modsat ret- ning. bar det igjen nordover; grimerne sprang istykker, og man færdedes paa denne maade frem og tilbage, indtil langt ud paa sommeren, ofte ind i august maaned, saa at vaarflommen var forbi, og lasten maatte lægges i vinterkvarter, hvis den ikke ved en høstflom kunde bringes et stykke nedad paa elven. Paa strækningen fra Haugsjaasund til Nelaagvatn, omtrent 4îZs mil, var der ingen vanskelighederi vasdraget, undtagen de selvgjorte, som maatte være foraarsagede ved tverbommei den hensigt at faa lasten fra bielvene optalt og omkostningerne ved dens flødning gjennem disse reparteret paa lasteeierne. De faa strømme og mindre fosser paa den ellers udmærkede flød- ningselv, var ikke at anse som væsentlige hindringer, og selv Sutlandsfossen har intet at betyde. Driften til Nelaagvatn va- rede ikkedestomindre hele aaret. Lasten optoges her paa en bom og bragtes grimevis over vandet, hvilket hørte til den tids forbedringer, idet man tidligere lod den svømme løst om- kring fra vik til vik, opad vandet og nedad vandet, indtil aaret var omme paa farten over dette 1 mil lange vand. Senere gik det da forsaavidt bedre, som et par driftige mænd mod akkorderet betaling pr. tylvt bommede tømmeret over; men heller ikke her havde man de til en hurtig ekspedition for- nødne apparater. Man lagde sig fast, indtil der kom føielig vind, og da der, for at komme ud af det bugtede vand, be-
