146 NEDENES Amt I østre Nedenes eiedes en ikke liden del af jordegodset af borgere i Risør. Hvor liden modstandskraft bønderne den tid havde til at bevare sin eiendom, vises bedst ved den driftige risørkjøbmand H. Carsfensen; i begyndelsen af det 19de aarhundrede kunde han paa faa aar underlægge sig Ve af Søndeleds jordegods. I det 19de aarhundrede er leilændingsgodset aftaget betyde- lig. I 1825 var det l3 pct., 1840 12 pct., 1860 10 pct., 1870 6*Vä pct., men 1875 73,Z1o pct. I 1870 var det størst i Aamli, Vegaarsheien, Gjerstad, Øiestad og Bygland. I Eide, Herefoss og Høvaag var der intet, i Aaseral og Søndeled ubetydeligt. Retsforhold ved jordbruget i Nedenes er studeret af professor A. Taranger. I Nedenes er den ældgamle jordleieform bygsel gaaet af brug. Det har delvis sin grund deri, at det gamle leilændings- gods efterhaanden er gaaet over til selveiendom. I skogbygderne er endnu meget bortleiet jordegods. Nes jernværks talrige leilændinger paa Vegaarsheien er i grunden forpagtere, uagtet de kaldes leilændinger. Men blandt bønderne indbyrdes har forpagtningen i regelen den ældgamle form, som kaldes «lutbruk» eller «lutvinna», det vil sige: bru- geren lægger fra sig til eieren den halve a-fgrøde; tildels er det kun korn og poteter, som deles, medens brugeren «skattar for engja». I dette tilfælde ha-r brugeren ret til alt hø mod at be- tale gaardens skatter. Mere yndet er nu at dele høhøsten, medens eier og bruger tilsaar og høster hver sine agre. Hvor eieren holder heste, betaler leieren en afgift i penge. Andre kombina- tioner kan ogsaa forekomme, særlig i skogtrakter, hvor leieren faar «driften», d. e. tømmerkjørsel, der er fordelagtig. Hvor bønderne taler om «Iutbruk», «lutvinna» eller «lutdri- ving», der deles det altid; kapital og arbeide faar lige andel i udbyttet. Hvis en selveier ikke kan drive gaarden med sine egne hus- folk, finder han det mere fordelagtigt at bortfæste gaarden til en mand, som kan drive den med egen hjælp, mod at faa halv- delen af dens afkastning. Tjenerlønnen er i Nedenes saa høi, at det ikke lønner sig at drive en gaard med leiet hjælp. Lutbruget eller forpagtning forekommer i Setesdalen. Lut- brugeren kaldes i Setesdalen «bruksmann». Kontraktens indhold er meget variabelt. Ved nogle lutbrugskontrakter bliver eieren boende paa gaarden og holder endel af besætningen. Da deles kornet halvt; eieren faar melken af sin besætning, som brugeren skal føde, eller brugeren afgiver en vis mængde hø i dette øie- med. Eieren har gjerne visse bestemte potetagre. Men leieren udfører alt arbeide paa gaarden og røgter eierens besætning.
