JORDBRUG. 147 Eieren betaler gaardens pengeskatter, men leieren bærer alle naturalbyrder: veiarbeide, skyds o.s.v. Grundaarsagen til den slags kontrakter er eierens mangel paa egen folkehjælp til gaar- dens drift og det ulønsomme i at drive den ved leiet hjælp. Efter andre kontrakter bor ikke eieren paa gaarden og skal ikke leve af den. Brugeren betaler da almindelig en pengeafgift og driver gaarden helt for egen regning. I Setesdalen er det meget udbredt at «selja grøe». Det vil sige: eieren sælger gaardens korn og hø, som det staar paa marken, enten mod en vis pris pr. tøude korn eller Skippund hø eller «paa slomp», d. e. for en rund sum. Kjøberen skal afhøste grøden. Dette er en for jordbruget ødelæggende kontrakt, som kun benyttes af folk, der er i den yderste pengetrang. Husmandsfæste modarbeides af jorddrotterne, dels af hensyn til skogen og dels af hensyn til høavlen. I en Vedtægt for gaar- dene Hovet og Haugen i Hyllestad fra l873 havde disse gaardes eiere forpligtet sig til ikke at optage nye udmarkspladse, og dette er vistnok et for skogbygder karakteristisk træk. I Nedenes bruges aarlig afgift eller arbeidspligt. Den sidste bestaar ofte i pligt til bjuringshold og 1 uges slaat. Ifølge panteregisteret var fæste paa mands og hustrus leve- tid almindeligt her ved det 19de aarhundredes midte; men nu leies kun «aar for aar». Husmandsvæsenets opkomst i det 16de aarhundrede hænger uden tvil sammen med jordbrugets fremgang og er et udslag af den samme t-endens, som i ældre tider skabte det europæiske livegenskab: jordbrugets behov for sikker og billig arbeidshjælp og landarbeiderens behov for et hjem med en liden jordlod og et par kreaturer. Nu er arbeidspligt blevet et umuligt kontraktsvilkaar. Med nutidens pengehusholdning, lette kommunikationer og de med den stigende oplysning voksende krav til livet er arbeidspligt uforenlig. Arbeideren vil have frihed til at kunne udnytte sine kræfter paa den fordelagtigste maade. Men naar arbeidspligten falder bort, har husmandsforholdet tabt sin egentlige betydning for jorddrotten. Det er da gaaet over til at blive et arraugement til at skaffe arbeideren hus med en liden jordlod til. Hus og jord bliver ikke arbeiderens eiendom, vinder ikke hans kjærlighed og bliver ikke gjenstand for hans omhu. Eieren lader husene forfalde, og husmanden dyrker pladsen slet. Det er vistnok det almindelige, og begge dele skaber misnøie med det hele forhold. I Setesdalen indretter de sig ofte saaledes, at tjenestegutter og tjenestepiger kun leies for slaattetiden i ugevis eller for som- merhalvaaret. Allerede Gjellebøl omtaler i 178O denne sag.
