142 NEnENEs AMT. I løbet af det 17de aarhundrede udgjorde deti kystbygderne samt i Gjerstad, Vegaarsheien, Froland og Herefoss l4 pct. af matrikulskylden. I indlandsbygderne var der mindre krongods, fordi den største del af krongodset oprindelig var adelsgods, og adelen havde havt sine gaarde i kystbygderne. Lægger man til grund for beregningen de ovenfor nævnte 4 indlandsbygder, vil krongodseti Setesdalen, Aamli og Bygland kunde ansættes til 121Zs pct. af Nedenes amts matrikulskyld. Adelsgodset i kystdistrikterne, indbefattet de ovenfor nævnte 4 indlandsbygder, var 25O huder eller, beregnet for hele amtet 30O huder, 1O pct. af skylden. Af adels— og krongods havde 3O0 huder fra tid til anden vekselvis været i begges eie; tilsammen var det circa 40O huder. Af l1erreder, der var ugunstigst stillet, kom først Barbu, hvor alt jordegods var i kronens og adelens besiddelse, derefter kom Hisø med VZs, Eide med nær 1Zs, Østre Moland med over 2Zå, Øiestad nær 2Zs, Dybvaag, Tromø, Fjære, Vestre Moland, Birkenes og Herefoss med omtrent ’Zs af skylden. Bedst stillet var Vegaarsheien og Landvig med 1fs, Froland med Ve og Søndeled med ’Zå af skylden. Vegaarsheien og Herefoss var fri for adelsgods, Hisø for krongods. Det sidste var størst i Barbu, østre Moland og Eide, mindst i Dybvaag, Holt, Landvig og Vegaarsheien. Adelsgodset var størst i Barbu, Hisø, Østre Moland og Tromø, mindst i Fro- land, Birkenes og Gjerstad. Absolut størst var tilsammen begge slags godser i Øiestad, Høvaag, Birkenes og Østre Moland. Den største del af krongodset kjøbtes af adelsmænd, dels kom det ved domme under kronen. Som gave kjender sagnet blot en gaard, Braastad i Øiestad. Det siges, at eieren af glæde over at skulde spise sammen med kongen skjænkede ham gaarden, og dette gav anledning til mundheldet: «at spise Braastad op i et maaltid mad.» Ved domme blev en del gods kronens, dels paa grund af drab, dels for ubetalt skat. Det første var tilfældet med gaardene Moland og Vormeli i Søndeled. Af et brev til lensherre Palle RosenkranfZ af 21de mai 163l sees, at «kongens majestæts bønder i Nedenes amt havde ei kunnet betale sin odelsskat» og var derfor fradømt gaardene. Men paa grund af deres fattigdom vilde kongen ikke de skulde endda mere forarmes, hvorfor han befaler lensherren at være skaansom især mod de fattigste.
