JORDBRUG. 14I Kronens, geistlighedens og de mægtige mænds hang til at samle eiendomme begunstigedes paa mange maader og fik et overtag, Som bønderne ikke kunde modstaa. Trælasthandelen, som skulde have været en vigtig hjælpe- kilde, kom i geistlighedens, kronens og adelens hænder. Ham2ibal Sehesfed, sin samtids største trælasthandler, havde i 1649 alene af kronens sagbrug en aarsindtægt af 36 8O0 rdlr. ogi 1646 af sine egne sage og bergværker 6O 0OO rdlr., uhyre summer efter den tids pengeværdi. “ Leilændingsgodsets overvægt var saa stor, at 1andsskylden eller leilændingens afgift til grundeierne blev lagt til grund for matrikulen. — Den fornemste landsskat var leilændingsskatten. Adelens jordegods kom efterhaanden i danske familiers hænder. Af Norges 58 adelige sædegaarde i 1639 tilhørte blot 7 norske adelsmænd. Og de sidstes godser var smaa; thi medens de 51 danske adelsmænds godser skyldte gjennemsnitlig 168 tønder hartkorn, var de norskes blot 92 tønder hartkorn. Alene Jens Bjelke, der en tid var statholder, eiede næsten dobbelt saa meget som de 7 norske tilsammen. Man antager, at adelsgodset omkring l600 var henimod 6000 Skippund tunge eller Vi af det hele bygselgods. Stor-relsen af det geistlige gods lader sig vanskelig bestemme. Det havde været betyde1igt, men formindskedes meget baade ved reformationen 1536, kirkesalget l722 og reduktionen 1791—l813, da 300 gaarde blev solgte til civile og militære embedsgaarde. Det geistlige gods til i begyndelsen af 17de aarhundrede er ansat til4000 Skippund tunge, hvilket antages at være meget for lavt. Endnu vanskeligere bliver det at beregne krongodsets størrelse, men det har været mellem 8 og 1O 0O0 Skippund tunge. Mod slutningen af det 17de aarhundrede indtraadte en betydelig forandring, væsentlig paa grund af krongodsets salg. Reduktionen af dette begyndte i midten af aarhundredet, men foregik i stor maalestok l660—7 O og var afsluttet paa faa und- tagelser nær før 1700. Desuden realiseredes en stor del adels- og kirkegods Grunden var, at lovgivningen havde bestemt afgiftens stør- relse, og da eiendommen steg i pris, uden at afgiften samtidig kunde forhøies, svarede det daarlig regning at leie flere’gaarde. Leilændingerne blev selveiere, og snart var de sidstes tal større end de førstes. I vort aarhundrede er leilændingsgodset svundet mere og mere ind, fra 33 pct. i l821 til 8 pct. i 1875. Af Nedenes amts jordegods var efter T. Limlstøl tidligere en hel del krongods.
