468 BBATsBr-:BG AnT. Mandsdragten er nu omtrent bymæssig, kvindedragten enten delvis den gamle, eller ogsaa en efterhermning af seljordsdragt eller hardangerdragter, tildels endog bydragt. Den nationale beklædning og dermed følgende moder er i fuldstændig opløsning, og det sandsynligste er, at bydragt om faa aar er den almindelige for begge kjøn. I Hjartdal har mændene nu ingen særlig nationaldragt, kun bruges trøien kort og rundskaaren. Kvindernes dragt er et tungt, folderigt skjørt, stivt nedenti1 i kanten og med en bord helst af fløiel. Skjørtet naar omtrent op under skuldrene. xErmerne er hvide eller kulørte skjorteærmer, bredt vævet belte om livet. Om vinteren bruges en kort liden trøie over skjorteærmerne, sort forklæde med border paa. Haaret er gjerne flettet ind med vævede kulørte baand. Dette er dragten i Hjartdal, Gransherred og Hovin. I Tinn bruges nu ikke meget nogen særegen dragt. Det er tildels ældre kvinder, som endnu bruger den: kort vid stak og trøie med to knapperader og paa hovedet den saakaldte «Nume- dalslue» (indført fra Numedal) med pandetørklæde. I Drangedal er den sidste levning af nationaldragten den af mændene brugte rundtrøie. Det vil sees af disse beretninger fra forskjellige dele af amtet, at de gamle nationale dragter holder paa at svinde; om disse dragter har faaet sin første form paa norsk grund er vel ikke sikkert; den sæterdalske dragt er en ved moderne i dalen meget omdannet gammel spansk rytterdragt, og den røde toplue, der før var almindelig over store dele af landet, var den vel kjendte jakobinerlue. I strømpen mellem det bare ben og strømpebaandet bærer kvinderne i Telemarken nu sin tollekniv, skriver Land-9tad. I kystherrederne er paavirkningen af byerne paatagelig. Nogen nationaldragt er der her ikke. Den gamle hjemmevirkede klædedragt er omtrent forsvundet. Vistnok bruges endnu tildels hjemmevirkede klæder til hverdags, men vadmelskufte eller en værkenskjole ved festlige leiligheder er et særsyn. Ogsaa til hverdagsbrug forsvinder det hjemmevirkede mere og mere. Geologen, professor C. F. Nauma)m, som gjennemvandrede Norge 1821 og 1822, betegner klædedragten som overmaade smag-fuld. «Trange, korte, hvide benklæder med brogede syninger paa knæet og læggen; hvide eller farvede strømper og sko, paa hvilke overlæderet kun naar lidet op over tæerne; skjorten er under halsen knappet med to til tre kunstigt forarbeidede- spænder af sølv, og over vesten, som lader brystet frit, er den karakteristiske del af klædningen, en kun til under hofterne naaende hvid trøie, paa ryggen ofte med sirlige folder eller rynker, foran med en C
