B1–:FoI.1(N1xG. 427 tasien er derimod levende og stærk, og til dens vildeste flugt overlader han sig heel gjerne. I sine viser ønsker han hellere at se fantasifostre end hverdagsmennesker, hellere at høre om mod og manddon1, tapperhed og trolddom end om venskab og kjærlighe(l. Jo stærkere billederne er tegnede, desto bedre, de bliver endog ofte ved deres gi-andiositet uskjønne og grændse til det komiske. De fremtrædende personer gjøres til jutuler og maales med fjel(lene. Af denne beskaffenhed finde vi ogsaa den oldnordiske poesi at være, f. eks. i Edda-kvadene, og det er interessant at lægge merke til, hvorledes folkeaanden har vedligeholdt sit særegne præg gjennem mere end et aar-tnsinde eller saa langt op, som vi er istand til at forfølge den, og ned til vore dage. De viser, om hvilke dette især gjælder, er vistnok blevne til paa en tid, der ligger meget fjern fra den nærværende, har tildels udviklet sig af oldnorske skaldekvad, og kunne antages i en tid- ligere periode ligesaavel at have tilhørt de mere –- som de mindre dannede af folket. hvis smag dengang i saadanne sager stemmede overens; men at vort almuesfolk har bevaret dem iblandt sig, utrykte og uskrevne, igjennem aarhundreder, beviser, at denne efterklang af oldkva(lene har været dem kjær, at slægtskabs- baandet imellem folket fra idag og den oldnordiske poesi endnu er meget stærkt, og at det, der skal tiltale folket, maa være blom- ster med hjemlig duft og farve udsprungne af den samme rod og nærede af den samme jordbund. Der er en mærkelig lighed mellem de færøiske kvæder og vore telemarkiske viser baade i form og indhold, ligesom ogsaa sproget, trods den vanskjæbne det paa begge sider har havt, endnu er saa ligt, at en telebonde godt maatte kunne forstaa en færøboer, uagtet de i saa mange aarhundreder ei have talt med hverandre. Naar man ser bort fra den besynderlige færøiske udtale, staar sproget i deres viser vistnok nærmere det oldnorske end det, som nu findes i vore viser, men derimod synes indholdet i disse at have større oprindelighed. Og mærkelig nok synes denne egn i saa henseende at besidde en andensteds i vort fædreland ukjendt rig(lom. Aarsagen hertil, der vistnok for en del maa ligge i folkets opvakte poetiske sands, skal jeg ikke her indlade mig paa, men saavidt jeg har kunnet erfare, er der i de fleste andre egne temmelig mavert paa selv- stændig folkedigtning i metrisk form fra ældre og nyere tider.» Hvad Landstad siger i 1853, at der er en overgangstid i fjeldbygderne, gjælder nu endnu mere end da. Ved dampskibe, telegraf og telefoner er bygderne i Telemarken ikke længer saa isolerede som for en menneskealder eller to siden, aviser og anden læsning har vakt sandsen for de offentlige anliggender, det hus- lige stel er forandret ved indførelsen af parafin, og disse egne-
