BEFo1.HN1N(;. 415 Kun i Telemarke11 er navnet l1augebonden bevaret, skjønt troen paa ham endnu forekommer over det hele land under for- skjellige navne, som tomt“c“–ette, f‘l(ft’I’(’ffZC, tujtekall eller garsvOr(l (ga-rds- vogter). Om haugebonden skriver ]1(l7l(Y–Sff(l(Z .– «Hine tusser (haugebonden) bo i hauger (vettehaugar), og staa gjerne i venskabelig forbindelse med de folk, i hvis nærhed de opholde sig, give ofte foræringer og bringe lykke, men de taa-le ingen støi og larm, ere meget ømfindtlige og blive let fornærmede. De tage gjerne en skaal af bondens juleøl, samt smørgrød, lefse- kling og andet af hans kost, hvilket hensættes ved et dem helliget træ paa eller i nærheden af vettehaugen. Falder det tusserne ind at aflægge bonden et beSøg, hvilket da gjerne skeer julaften, maa han overlade dem sin stue, hvor de da gjøre sig tilgode og holde sig lystige paa hans bekostning. En honnet behandling ved tussen paa mange maader at gjengjelde, men han ved ogsaa at hevne sig, hvis han bliver fornærmet.» Her l1idsættes et par vers om haugebonden, som 1eikar og «rimar»: H augebonden kva: lIeyre du dæ, du goe bonden sjav, hvi tuktar du ’kje d1’(31lgjî1l11(3 (line? Dan aldri så heilag ein joleftans kveld, dei stukar uti hullinne mim-. Snillan du: I)’æ lyest ut på Bonor,1) kor l1augebonden dill1Sfl.1’ a rimar. D’æ aldri so heilag ein joleftu1ns kveld, dei slengjer ette meg maa skali: ha’ (læ ’kje vore fe goe bonden sjav, dei ha’ silt’) mist hoyrsla in måle. SnilIan du: Dæ lyest ut pib Bonor, kor IlHllg(’bO11(I(’I1 danSar al rimar. l)ei gave3) meg so vond ein stoyt utav den stori olkrusi, l1a’ dte ’kje vore fe goe bonden sjav, du l1a’ silt l1oyrt roml i husi. Snillan du: Dan lyest at på Bonor, kor- ]låIllg(’l)0I1(l(’ll da11sur a rimar. ’) Bonor: bondens gm1rd. ’) siIt: skullet.
- ) gåve: fler-hed af gav.
