VASDRAG. I 25 ved Dale bro 28 m. bred. Det nederste stykke er derhos opfyldt af mange grunde, som kommer tilsyne, naar vandstanden er lav; flødningen er derfor vanskelig i den nederste del af elven. Gjøist eller Gjøistelven, den vestligste af de tre elve, som falder ud i Tinnsjøs nordligste del, kommer fra Haukeliéjernet i Tinn (1493 m. o. h.) og gaar som en ubetydelig bæk gjennem to mindre tjern, Pr(este(jern(me, først i øst1ig, derpaa i nordlig retning, indtil den falder ud i Gjøistdalsvatn. Efter amtskartet har dette vand et fladeindhold af 5.Ö km.2. Vandet ligger ca. 106O m. o. h., og bebyggelsen er kun et par sætre. Gjøistdalsvatn er i nordenden adskilt fra Kilsfjor- den, en af Maars sjøer, ved et smalt og fladt eid; ved at hæve vandspeilet i et af vandene noget over 5 m. vilde vandet flyde over i det andet vand. Gjøistda1svatn har sit udløb omtrent midt paa østsiden af vandet; elven strømmer under navn af Triu- aaen først mod øst og derpaa mod syd, og optager en bæk (9 km. l.), der fra Vaalvøfn gjennemstrømmer Niv.S;jøen (1.4 km.2 stor) og Harald.sjø (O.ss km.2 stor). Elven Svinger atter mod øst under navn af Nys(eterelven gjennem en trang sæterdal, Nysæterdalen, i i et stridt løb; Svinger saa-mod nordost og danner den 4O m. høie Lij’os. Fra Lifos strømmer elven fossende dybt nede mellem høie bredder, og forener Sig med: Gjerdalselven. Gjerdalselven gaar først i øst gjennem Gjer- da1en, en trang sæterda1, optager flere mindre bække fra nord og syd, bøier sig derpaa i sydøst og styrter sig ned i dal- bunden i en række høie, lodrette fosse, hvoraf Staupfossene er de største; den forener sig med Nysæterelven efter et 1O km. langt 1øb. Nysæterelven og Gjerdalselven forener sig i 57 O m.s høide o. h. 1 km. nordenfor gaarden Gjøistda1, 1O km. ovenfor Tinn- sjø, og nu først benævnes vasdraget G;jøist. Den er jævnt fossende gjennem et trangt dalføre med temmelig tæt bebyggelse. I den nederste del af dalen ligger elve1eiet i løse udfyldninger af aur, sand og grus. Gjøist har meget voldsomme flomme, og de kommer hurtigt. Den fører meget løst materia1 og har i tidens løb lagt op store mængder ved sin munding. Disse opfyldninger er ved den nederste del af elven bleven opdyrket, men elvens leie er her underkastet hyppige forandringer, og derved er voldt skade, særlig da ogsaa hyppige stenskred fra de stei1e da1sider bidrager til at opdæmme elven. I 1822 brød saaledes elven sig et nyt løb ovenfor Atraa præstegaard, hvorved et sag- og møllebrug blev staaende tørt ved det forladte e1veleie. I 1858 var der en stor flom, hvorunder der gik mange skred, og elven brød sig dengang et sammenhængende
