vendelighed i det praktiske Liv“, det vil da tilsidst sige, dens Bekvemhed til at tjene de materielle Interesser. For denne Anskuelse kunne nu de classiske Studier ikke holde sig; de ere væsentlig „unyttige“; „man har ingen Brug for dem“; de hjælpe ikke til at faae „en Bundt Svovlstikker“. Men denne Anskuelse er ikke blot rettet imod de classiske Studier, men imod al høiere Dannelse overhoved. Den forkynder idethele den største Tarvelighed med Hensyn paa almindelig Kundskab og Oplysning. Thi da de praktiske Interesser ere saare mangfoldige, er den Kundskab, som Enhver har Brug for, fordetmeste af speciel Art: En maa vide, hvorledes Brød bages, En hvorledes Korn og Potetes dyrkes o. s. v.; der bliver kun Lidet, som bliver fælles. Men hvad denne Retning overseer, er, at Kundskab og liberal Dannelse ogsaa er en sand menneskelig Fornødenhed, og at det isandhed menneskelige Liv netop charakteriserer sig ved et Overskud, en vis liberal Overflod i denne Henseende derved, at man just veed og kan noget Mere, end der for det materielle Liv strengt udfordres. Dette gjælder baade den Enkelte og Samfundet. Ethvert Samfund, der vil hede civiliseret, maa indrømme den frie, paa sig selv beroende og sig selv tilsigtende Dannelse en Plads; det maa have nogen Aandskraft og Aandscultur tilovers, der ikke gaaer op i den blotte Ernæring. Forresten er det ganske rigtigt, at Størrelsen af hiint Overskud er tildeels betinget af det Standpunkt, hvorpaa Individet eller Samfundet staaer, og de materielle Midler, det har til sin Raadighed. Paa et lavt Standpunkt vil den sure Kamp for det ydre Livs Fornødenheder optage den meste Tid og Kraft, og der er kun liden Raad til aandelig
