med sine Lidenskaber, sin Tilbøielighed til Overdrivelse og Smagløshed, og den modne Alder med sine praktiske Interesser, gaaer Livet hen, uden at man har ofret et Øieblik til Betragtningen af en Verden, der er død ligesom de Sprog, der aabne os Indgangen dertil. Dersom en sildig Nysgjerrighed fører os tilbage dertil, er det kun gjennem afblegede og utilstrækkelige Oversættelser, man trænger ind i denne skjønne Oldtid. Og dersom paa en Tid, da de religiøse Ideer ere svækkede“ (det gjaldt jo især om hiin Tid, da Napoleon foretog sin Reform og gjælder maaske endnu kun altfor meget), „ogsaa Kjendskabet til Oldtiden forsvandt, vilde vi kun danne et Samfund uden aandelig Forbindelse med Fortiden, alene oplært i og beskjæftiget med det Nærværende, et uvidende, dybtsunket Samfund udelukkende skikket til de mechaniske Kunster“.
Vi have aftrykt dette Sted, fordi det ikke alene indeholder en Auctoritet og en historisk Belærelse, men ogsaa en Tanke, der maaskee kan bidrage Sit til at give et Indblik i de classiske Studiers sande Betydning.
Men vi skulle nu lade alle Auctoriteter ligge og ikke længer lade os forstyrre af, hvad der udgiver sig for Tidsaand o. s. v., men blot stræbe i en Oversigt at klare os de mere reelle Grunde, som fra de forskjellige Sider anføres imod de classiske Studier, og de Interesser, som her virkelig ere med i Spillet.
Der have vi da fordetførste Utilitarismen eller den Anskuelse, der idethele ikke sætter nogen Priis paa Kundskab og Dannelse for dennes egen Skyld, men kun maaler dens Værd efter dens „Nytte“, dens „An-
2 — Monrad: De classiske Studier.
