at vaagne til Selvbevidsthed; den føler sig og vil gjøre sin Magt gjældende. Vi ville ikke — som nogle Romantikere — beklage dette; vi ville ikke, at Nogen skal holdes tilbage i Umyndighed, og selv denne abstracte Selvfølelse er et Gode, da den er Betingelsen for og Midlet til et høiere Liv. Men medens den endnu er raa, er den despotisk og intolerant; den vil rive Alt med sig, og der skal ikke lidet Mod og ikke lidet Overblik til derimod at beholde en isandhed selvstændig Stilling. Allerede af denne Grund er det ikke underligt, at mange selv classisk Dannede nu — sandelig ofte uden bevidst Stræben efter Popularitet og „Tidsmæssighed“ — rives med af Strømmen og tale i Toner, der i vide Kredse saa gjerne høres. Men der ere ogsaa andre Grunde, der gjøre det forklarligt, at den classiske Dannelse endog finder af sine Egne i Modstandernes Leir. Deri bestaaer netop dens Frihed, at den er ingen stiv Doctrin; den udgiver sig ikke selv for indisputabel, men veed vel, at den maa forsvare sig med Grunde. Modsigelsen kan da vistnok ogsaa paa en vis Maade være berettiget; der er overhovedet ikke nogen Vildfarelse til, uden den indeholder et lidet Korn af Sandhed, der nok kan have sin Plads i den praktiske Overveielse og i den videnskabelige Debat. Selv hine uklare Stemninger hos de Umyndige skulle dog komme frem for Dagens Lys, for at vurderes efter Fortjeneste og for at afløses af en bedre Oplysning. Men nu er det netop de Dannede, der repræsentere Samfundets Bevidsthed, der forstaae at bringe hine Stemninger frem, der vide at formulere selve Vildfarelsen. Man kan derfor med Tryghed sige, at der findes ingen Daarskab saa stor, at den jo hist og her bliver forkyndt
