selv af de dygtigste Mænd. Saaledes bliver ogsaa den Cirkel, ved hvilken Tidsaanden slutter fra sig selv, af Videnskabeligdannede saaledes overdækket, at den ligner et Argument, der kan lade sig høre, idet den udvides ved en historisk Betragtning, hvorved Tanken om et vundet Fremskridt bliver tilsnegen, eller idethele en Theorie udvikles om Tidsaandens og „Folkemeningens“ Gyldighed, som om denne var en given og ikke tilgjængelig for videre og rigtigere Oplysning. Men om Cirkelen end kan blive stor og indviklet, saa bliver den dog en Cirkel, som den samme videnskabelige Dannelse igjen maa kunne afsløre. Det Argument imod den classiske Dannelse, som man triumpherende henter derfra, at den desavoueres „endog“ af sine Egne, siger saaledes i Virkeligheden Intet og viser kun, at man hverken forstaaer den classiske Dannelses eller overhoved Auctoritetens Betydning. Netop paa Dannelsens Høider hører Debatten hjemme; her have alle Menings-Uligheder sin naturlige Repræsentation; „hier kämpfen die Geister“. Man maatte endda være glad, om man kun havde at kjæmpe mod dem, der nogenledes forstode Sagen, om man kunde blive fri for det Barbarie, at Folk blande sig i Striden, der nødvendigviis maae tale som de Blinde om Farverne, der netop fordi, de selv, mangle classisk Dannelse, ere blinde for den Side af Menneskehedens Udvikling, som derved repræsenteres. Og om Nogen end kunde sige, at den classiske Dannelse begrunder en (positiv) Eensidighed, saa er det ialfald ikke ved Ignoreren, men tvertimod ved en gjennemtrængende Erkjendelse, at man befrier sig fra en saadan.
I en vis Henseende af langt mere Betydning
