i Egenskab af blot Mængde, af en blot af tilfældige Instincter ledet Masse, mere og mere skal forsvinde, og Organisation, Bevidsthed og Begrundelse mere og mere blive herskende. Hiin Mængde, hvortil forresten kan høre Professorer saavelsom Bønder, forsaavidt nemlig som de ledes af en uvilkaarlig Tidsaand, staaer saaledes væsentlig udenfor den høiere Dannelse; den kan ikke engang have nogen fornuftig Anelse derom (thi Anelsen opstaaer kun af en indre Forbindelse, et Valgslægtskab) uden den, at den høiere Dannelse er noget fremmed Kram. Mængden, som Mængde, seer i den høiere Dannelse meget rigtigt sin naturlige Fiende. At den, i en anden Forstand, ogsaa er Mængdens bedste Ven, idet den udgjør Samfundets høiere Organisations-Princip, der efterhaanden ogsaa hæver Mængden udover sin chaotiske Tilstand, skal man allerede være inderlig berørt af Dannelsen for at fatte.
Men — hører jeg indvende — den fiendtlige Stemning mod de classiske Studier tilhører ikke blot Ukyndigheden, den raae Mængde; se, der er ogsaa berettigede, sagkyndige Stemmer, Auctoriteter. Jeg seer det, og jeg respecterer mange af disse Stemmer. Denne Respect fører dog kun til, at jeg agter deres Grunde en Prøvelse værd, men danner intet Fundament at argumentere fra. Og jeg mener endog uden at tilsidesætte denne Respect at kunne bemerke i Almindelighed, at selv den mere Dannede er meget udsat for en uvilkaarlig Indflydelse af Mængdens Dom, at det er en stor Fristelse at staae i Samklang med udbredte Opinioner og gjælde for en Tidens Mand. Saa har det været bestandig, og er ikke mindst i vore Dage. Vi have bemerket, at nu omstunder Mængden netop begynder
