Sogneprester i Nidaros By, med det Paalæg, at de, under Bans Straf over dem selv i Tilfælde af Ulydighed, skulde forkynde Paal bansat i fine Kirker hver Søndag under Messen med Klokkeringen og slukkede Lys, indtil han adlød Jons og Kirkens Befalinger. Sognepresterne kom herved i den største Forlegenhed, da de maatte frygte alt af Erkebiskoppens Forbittrelse, hvis de opfyldte Paalægget. De henvendte sig derfor til Erkebiskoppen og forlangte hans Raad. Denne udfærdigede da under 24de Februar en Skrivelse til dem, hvori han erklærede, at han ved at undersøge de pavelige Breve, til hvilke Jon Elg støttede sig, havde overbeviist sig om, at de vare udvirkede ved Fordreielse af Sandheden og falske Angivelser. Der var nemlig sagt, at Paal Bjert imod al Ret havde fortrængt Jon Ovidius fra hans Kirke, da dog Paal var canonisk indsat af Erkebiskoppen, og den anden afsat med Rette paa Grund af sine Forseelser. Da nu desuden Paal havde stillet sig og alle fine Eiendomme under det apostoliske Sædes Beskyttelse, saa erklærede Erkebiskoppen hele Jon Elgs Fremgangsmaade for ganske ubeføiet og forbød Sognepresterne at foretage sig noget imod Paal.
Sognepresterne vidste nu ingen anden Udvei end i en Skrivelse af 1ste Marts at meddele Jon Elg Erkebiskoppens Forbud. Som enfoldige Mænd – sige de – og ukyndige i Retten ere de ganske tvivlraadige om hvad de i denne indviklede Sag skulle gjøre; men da de see, at Straf og Fare fra en af Siderne vanskeligen kan undgaas, saa have de troet helst at burde tilsidesætte Jons Befaling, da de hos ham lettere vente at erholde Tilgivelse. Da det altsaa er deres ordentlige Dommers Forbud og Trudsel med Ugunst, som har bevæget dem til at være Jons Befaling overhørige, bede de ham ydmygeligen ansee deres Handling med Mildhed og holde dem deres Ukyndighed til Gode[1]. Man kan let sætte sig ind i de her omhandlede Sognepresters ubehagelige Stilling, da de saaledes vare satte mellem tvende Ilde. Tonen i deres Brev vidner om deres Frygt for Erkebiskoppens Heftighed og lader skimte igjennem en vis Tiltro til Jon Elg, af hvem de idetmindste ventede en mildere Bedømmelse af deres Overhørighed mod hans Befaling.
Omtrent samtidig med disse Forhandlinger finder man, at Kapitelet har indgivet Klage til Paven over en Prest ved Navn Nikolaus Golia, der forurettede Chorsbrødrene med Hensyn til deres Præbendekirke Mæren (i Sparboen). Ogsaa heri maa Erkebiskoppen have havt Haand med, da Kirken hørte til Nidaros’s Biskopsdømme. Klagen fremkaldte en Skrivelse fra Pave Bonifacius af 16de December 1296,
- ↑ Dipl. Arn. Magn. II. 170.
