havde modtaget fra Erkebiskoppen, hvori han paalagde dem en Bod af 1000 Mark De havde, sagde de, strax appelleret i denne Anledning for hans Ombudsmand; de forelæste nu paa Stedet Appellen, og overleverede den til Erkebiskoppen. Denne lod dem da vide, at han fremdeles ansaa dem for bansatte, da de ikke, imod hans Samvittighed, havde kunnet dømme dem frie for Ban, som han havde bansat. Hertil svarede Chorsbrødrene, at da de havde appelleret til Paven, var Bansættelsen ugyldig; hvis Erkebiskoppen vilde nyde Dom for sit Vedkommende, maatte han og finde sig i, at samme Ret kom dem til Gode. Erkebiskoppen erklærede da, at han ei vilde lade sig dømme af sine Undermænd. Chorsbrødrene vare faldne i Straf, fordi de ei vare komne paa hans Kaldelse. Han troede sig berettiget til at kalde sine Klerker for sig, og hvis de ei kom, eller udredede hvad han paalagde dem, da til at lade dem strax sætte fast. De tilstedeværende Lægmænd søgte at jævne paa Sagen og bringe Parterne til et mindeligt Forlig, – men, som det lader, forgjæves[1]. Den hele Forhandling bærer Vidne om begge Parters ophidsede Sindsstemning samt om den Hadskhed og det Overmod, hvoraf Erkebiskop Jørund i denne Sag lod sig lede.
Ikke mindre viste sig dette hans Sindelag i en anden Sag, hvori han nærmest havde med en Enkelt af Kapitelet at gjøre, nemlig den oftere nævnte Jon Elg. Erkebiskoppen havde afsat Presten til Ølveshaug (Alstahaug i Skogn), Jon med Tilnavnet Ovidius, som det lader, fordi han var en Tilhænger af Chorsbrødrene[2], og havde beskikket i hans Sted en vis Paal med Tilnavnet Bjert. Over dette var blevet anket for Kurien, og Bonifacius VIII, der var bleven Pave den 24de December 1294[3], overdrog Chorsbroderen Jon Elg, som det apostoliske Sædes for Tilfældet beskikkede Dommer (judex delegatus), at dømme i Sagen, – en Omstændighed, som viser, hvor anseet denne Chorsbroder maa have været i den pavelige Kurie, og hvilke mægtige Forbindelser han der fra ældre Tider maa have havt. Jon dømte Paal Bjert til at vige Ølveshaugs Kirke, og da han ikke vilde lyde Dommen, lyste han ham, ifølge pavelig Bemyndigelse, i Ban for hans Halstarrighed.
Denne Bansættelse, der naturligviis var høist krænkende for Erkebiskoppen, meddeelte Jon i en Skrivelse af 21de Februar 1296 ni
- ↑ De tre Underhandleres Brev om denne Sag, N. Dipl. III. 41.
- ↑ Jon af Ølveshaug er blandt Udstederne af et Vidnesbyrd til Chorsbrødrenes Fordeel, N. Dipl. III. 38.
- ↑ Pave Nikolaus IV døde den 4de April 1292. Efter ham stod Pavestolen ledig i 2 Aar paa Grund af Kardinalernes Uenighed. Først den 5te Juli 1294, valgtes Cølestin VI hvilken dog igjen nedlagde Pavedømmet den 23de Decbr. samme Aar; og nu valgtes Dagen efter den bekjendte Bonifacius VIII.
