presterne ansaa overhovedet Alt, hvad der gaves og offredes hine Ordensbrødre paa Grund af deres Prædikevirksomhed, for at være sig selv, saa at sige, fraranet. Men Chorsbrødrene vare de dog især blevne forhadte, da de i Norge havde sine Conventer eller Klostre i de samme Stæder, hvor Biskopperne og Kapitlerne havde sit Sæde, og hvor netop Chorsbrødrene for en stor Deel havde sine Præbende-Kald.
Det var Prædikebrødrene, som i Norge tidligst og oftest kom i fiendtlig Berøring med den verdslige Geistlighed. Baade i Bergen og Nidaros havde de allerede oftere, som forhen fortalt, været udsatte for Chorsbrødrenes Forfølgelse[1]. Men ved denne Tid, omkring 1290, fandt dette i høiere Grad end før Sted i Bergen. Chorsbrødrene der havde nemlig faaet istandbragt et Forbud mod Prædikebrødrene: at Ingen inden Bergens Biskopsdømme, som nød kirkelige Indtægter, maatte give dem Husly eller Mad eller Almisse. Den bergenske Biskop Narve, der selv havde været Prædikebroder, fandt, som rimeligt kunde være, dette ubilligt og uchristeligt, og paa en Synode eller et Prestemøde søgte han at faa Forbudet tilbagekaldt. Men da reiste de tilstedeværende Chorsbrødre sig med de heftigste Beskyldninger mod Ordenen og forhindrede ikke alene den af Biskoppen forsøgte Tilbagekaldelse, men fik endog, mod hans Villie, en Bestemmelse dreven igjennem, hvorved enhver Prest, som viste Prædikebrødrene noget Venskab, skulde være berøvet sit Embede. Alle de nærværende Prester forpligtedes derhos under Trudsel om Ban og Afsættelse, at holde denne Synodalbeslutning fuldkommen hemmelig. At Biskoppen her intet kunde udrette, viser noksom, i hvilken Afhængighed han allerede var bragt af sit Kapitel. Den fiendtlige Synodalbeslutning blev imidlertid Prædikebrødrene bekjendt, og disse tøvede nu ikke med at henvende sig til Kongen om Beskyttelse. I sin mærkelige Bønskrivelse fare de med Heftighed løs paa sine Modstandere og erklære til Slutning, at de skrive dristigen, fordi de vide, at deres Brev ikke vil komme over i deres Fienders Hænder[2]. De have altsaa sikkert stolet paa Kongens Velvillie og Hjælp, hvilken efter al Sandsynlighed ikke heller har ladet denne dengang saa meget yndede Orden i Stikken. Hans Forholdsregler kjende vi imidlertid ikke. Kapitelet har ganske vist maattet give noget efter; men Tvisten fortsattes dog endnu i mange Aar og kom først en Stund hen i det følgende Aarhundrede til et Slags Afgjørelse[3].
En ikke mindre Hadskhed udvistes ved samme Tid af Kapitelet i Oslo mod Minoriterne. Hertug Haakon, til hvis Omraade Staden Oslo hørte, havde, ifølge Kongens Villie og Folkets Ønske did-
