hen indkaldt en Deel Minoriter-Brødre og havde skjenket dem en Tomt for derpaa at opføre en Kirke og andre nødvendige Bygninger. Da nu Brødrene begyndte at bygge et Bedehus (oratorium) paa den dem givne Grund, forbød Oslos Kapitels Erkeprest (archipresbyter), Simon, dem dette, som han sagde, ifølge Bemyndigelse af Biskop Eyvind. Brødrene paaberaabte sig sine Privilegier, der fritog dem for al biskoppelig Overhøihed og stillede dem umiddelbart under det apostoliske Sæde; de forlangte paa Grund heraf det udstedte Forbuds Gjenkaldelse. Erkepresten vilde imidlertid ikke høre paa disse Forestillinger. Brødrene appellerede til Paven; men Erkepresten foragtede denne Appel og forkyndte endogsaa Han over Brødrenes Arbeidsfolk ved hiint Bygningsverk. Ja han gik saa vidt, at han lod Herjulf, Kapitelets Skolemester (scholasticus) og en Deel andre seculære Klerker, ledsagede af bevæbnet Folk, nedrive til Grunden alt hvad der var opbygget af Bedehuset. Brødrene henvendte sig nu til Biskoppen selv; men denne, saa langt fra at tage dem i Beskyttelse, truede dem meget meer med at ville offentlig lyse Ban i sit Biskopsdømmes Kirker over Brødrene selv samt deres Velgjørere og Velyndere. Brødrene paa sin Side paastode, at Erkepresten og Skolemesteren ved den udøvede Vold vare faldne i Ban, og henvendte sig ifølge sit Privilegium umiddelbart til det apostoliske Sæde. Den daværende Pave, Nikolaus III, hørte selv til Minoriternes Orden og maatte paa Grund heraf finde sig saa meget mere opfordret til at tage sig af de Forurettede. Han udstedte den 11te November 1291 en Skrivelse til Erik, Abbed af St. Michaels Benediktinerkloster i Bergen, samt til Provsten og en Chorsbroder ved Apostelkirken sammesteds, hvori han bød disse at indstevne Biskop Eyvind personlig eller ved Fuldmægtig, Erkepresten og Skolemesteren personlig, samt Oslos Kapitel ved Fuldmægtig, at møde for Paven inden fire Maaneder fra Indstevningcn for „at gjøre og modtage, hvad Rettens Orden tilsagde“[1]. De nærmere Omstændigheder ved Rettergangen kjendes ikke; men vist er det, at Biskop og Kapitel maa have givet efter, thi i 1298 finder man Minoriter-Conventet i Oslo i fuld Stand[2].
Det er mærkeligt ved disse omtrent samtidige Tvistigheder mellem de tvende Tiggerordener og Kapitlerne, at Minoriterne henvendte sig lige til Paven om Vern, medens Prædikebrødrene foretrak at ty til den verdslige Statsmagt. Det synes antyde, at de sidste, under den foregaaende Strid mellem Kirke og Kongedømme, have gjort sig dette paa en eller anden Maade forbundet og derfor staaet høit i dets Gunst. Det kan vel ogsaa hende, at Prædikebrødrene, paa Grund af den Spending, som allerede dengang fast overalt i Europa var indtraadt
