Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 2.djvu/82

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

Forbindelse med noget verdsligt Høvdingemøde, men synes at bære et reent geistligt Præg, – noget man ikke kan sige om det af Erkebiskop Jon i 1280 afholdte. Vel kan det samme muligen have været Tilfælde med enkelte ældre, men de paa dem fattede Bestemmelser ere os ikke levnede, og have maaskee ikke heller været skriftlig affattede i Statutform. Fra 1280 af derimod har man bevaret en, som det lader, fuldstændig Række af kirkelige Statuter for Nidaros’s Kirke-Provins, affattede og udstedte paa dennes Provinsialconcilier i Tidsløbet af de næstpaafølgende 70 Aar, – Statuter, som kaste et fortrinligt Lys over den norske Kirkes daværende indre Forfatning. De vise hvilken vigtig Indflydelse hiin kirkelige Indretning under det nævnte Tidsrum har øvet til Kirkeordenens Opretholdelse og Udvikling, og hvorledes Kirkens lovgivende Myndighed i dem fandt sit rette Organ med Hensyn til alle reenkirkelige Anliggender. Provinsialconciliet i 1290 danner paa en Maade et Forbillede for de senere norske Provinsialconciliers Virksomhed.

58.
Tvistigheder inden den norske Kirkes eget Omraade. Strid mellem Chorsbrødrene og Prædikebrødrene i Bergen og mellem Chorsbrødrene og Minoriterne i Oslo. Strid mellem Erkebiskop Jørund og hans Kapitel. Forening til Tautra. Den skaalholtske Biskop Arnes seneste Virksomhed og Død.

Den Strid, som den norske Kirke havde udholdt mod Kongedømmet, og som nu lykkeligen var neddæmpet, afløstes ved Stridigheder i Kirken selv, hvilke ganske vist ei lidet have bidraget til den Eftergivenhed, der fra Biskoppernes Side i den næstfølgende Tid vistes mod den verdslige Statsmagt. Disse Stridigheder angik, som stedse i hiin Tid var Tilfælde i Norge, ikkun Kirken i dens ydre Former, ikke Christendommens Lære. Deres Gjenstand var deels Forholdet mellem den verdslige Geistlighed og visse Munkeordener, deels Forholdet mellem Biskopperne og deres nærmeststaaende Underordnede. I begge Slags var det Kathedralkirkernes Chorsbrødre der spillede Hovedrollen.

Det er allerede tidligere paaviist, hvorledes de tvende Tiggerordener, Prædikebrødrene og Minoriterne, fast ligefra deres Indførelse i Norge, der som andensteds bleve betragtede med avindsyge Øine af den verdslige Geistlighed. Biskopperne kunde i Almindelighed ikke vel lide dem, fordi de vare frigjorte fra alt biskoppeligt Overtilsyn og løde umiddelbart under Paven. Prestestanden kunde endnu mindre lide dem paa Grund af den dem tillagte Prædikeret, ved hvilken de jævnligen gjorde Afbræk i Sognepresternes Indflydelse paa sit Sognefolk, og derved tillige i deres og deres Kirkes Indtægter. Sogne-